Ild og frygt

De fleste bokseentusiaster har en tydelig erindring om, hvornår de begyndte at interessere sig for den voldelige sport. Min interesse startede i 1988 med den unge Mike Tysons titelforsvar mod en aldrende Larry Holmes.

Den gamle mand faldt så unådigt for den ærgerrige ’Iron Mikes’ jernnæver, at jeg ikke tilgav Tyson, før han selv blev til en tragisk figur: Fængslet for voldtægt, gæld til op over begge ører og en impotens i ringen, der til sidst drev ham til at bide øret af verdensmesteren Evander Holyfield.

Men tilbage til 1988. Vækkeuret var stillet til 4:30 af min spinkle akademikerfar, der aldrig har gjort en flue fortræd, men alligevel bare måtte vise sine sønner Tyson vs. Holmes. Og der sad man så, med dynen over sig og søvn i øjnene, og så to kæmpestore, ondt udseende sorte mænd tæve løs på hinanden, indtil den ene af dem, Holmes, lå bevidstløs på kanvassen, halvt kvalt i sin tandbeskytter.

Dionysisk enmandshær
I James Tobacks dokumentar Tyson sidder manden de engang kaldte ’Den ondeste mand på planeten’ og mindes sit ekstremt begivenhedsrige liv. Den fattige opvækst og tiden som teenage-gangster. Redningen gennem boksementoren Cus D’Amato.

Tiden fra 1986 som historiens yngste og formodentligt bedste sværvægtsmester frem til en sen aften i Tokyo i 1990, hvor Tyson pissede det hele væk mod den middelmådige bokser James Buster Douglas. Stoffer, penge, kvinder, ja berømmelse havde fortæret den uovervindelige Tyson.

Og der startede nedturen, men også sympatien og den sublimt gysende ærefrygt for ikke bare en sand verdensstjerne og et atletisk fænomen, men en sprængfarlig dionysisk enmandshær, som både han selv og alle andre stod klar til at flå levende i et fuldt offentligt orgie. Hvorfor har boksningen denne fascinationskraft?

Boksning er forslåede knoer, brækkede næseben og flænger i øjenbrynet. Spytbakker og spytslikkere. Svedige træningssale, cirkusagtige fight nights, titler, penge, berømmelse og bagmænd, der vinder hver gang. Det er brølende handyr i ringen og bebrillede mænd ved ringside eller på kanten af biografsædet.

Krigszonen
Der sidder vi så med knyttede knoer, skyggeboksende hver af Muhammed Alis, Mike Tyson eller Rockys bevægelser i ringen eller på lærredet. Hvad er det, der får splejsede, velfærdsdanske mænd og deres sønner til at stå op midt om natten for at løfte deres spaghettiarme i en gysende hyldest til vold og ødelæggelse?

I Rocky III (1982) spørger en boksereporter Rockys modstander, Clubber Lang (Mr. T), hvad han forventer af kampen. Svaret er kort og meget præcist: Smerte.

Til forskel fra sportsgrene som fodbold, håndbold og basketball, hvor spillerne risikerer at blive skadet, er skaden ikke en risiko i boksning – men en garanti. Når bokserne går i ringen, bevæger de sig ind i en klaustrofobisk lille krigszone, hvor mod og fighterhjerte står åbent til skue for hele verden. Denne krigszone indeholder essensen af al konkurrencesport og alt drama.

Bokserne er atleter og æstetikere i den mest rå og ærlige form. Og det er det, der har fået forfattere som Ernest Hemingway, Norman Mailer og Arthur Conan Doyle til at hylde sporten på skrift – og instruktører som Martin Scorsese, John Huston og Clint Eastwood til at omsætte de oplagte dramaer til film.

Angstfyldt og stolt æstetik
Ernest Hemingway var især fascineret af boksning på grund af sportens komplekse appel: På den ene side vækker den en fascination af blodrus og ødelæggelse, og på den anden den fornuftige, civiliserede afsky. Fuldstændig som med tyrefægtningen – en anden af Hemingways favorittidsfordriv. En brutal og blodig foreteelse, ja. Men bestialsk? Absolut ikke.

Boksningen og tyrefægtningen rummer måske de reneste former for frygt og mod. Lukket inde i ringen eller arenaen, med æren og livet som indsats, minder bokserens og matadorens angstfyldte og stolte æstetik om en kunstnerisk udfoldelse: Hver eneste bevægelses kvalitet afhænger af evnen til at kontrollere frygten og bruge den målrettet. Alle er urolige, når de træder ind i ringen. Det er forvaltningen af uroen, der afgør, om man sejrer eller ej.

Netop det var pointen, da en af boksesportens allerstørste trænere Cus D’Amato, der praktisk talt skabte Mike Tyson, beskrev Muhammed Ali. Ikke som The Greatest, som det ellers var sædvane, men blot som en ”god” bokser. En ”god” bokser, der bedre end nogen anden var i stand til at kontrollere sin frygt og kanalisere den ud som ildkraft mod modstanderen i stedet for indad mod sig selv.

Kampen mod sig selv
Med sin udtalelse viste Cus D’Amato et åndsslægtskab med filosoffen Heraklit, der 500 år før vor tidsregning kryptisk skrev: ”Krig er altings fader, altings konge, og nogle viser den som guder, andre som mennesker, nogle gør den til slaver og andre til frie.”

For Heraklit var krigen mellem modsætninger grundlæggende for verden, og symbolet for striden var ilden – den dominerende skaber og ødelægger, i hvis flamme alting opstår og forgår. Vores grad af succes i verden beror på vores evne til at dirigere ilden.

Cus D’Amato hævdede, at boksere ikke kun forbereder sig til at gå i kamp mod deres modstandere, men også på at gå i krig med sig selv – med deres egen frygt: ”Frygt er som ild. Hvis man kontrollerer den, som vi gør, når vi opvarmer vores huse, er ilden vor ven. Når det ikke lykkes at kontrollere den, så æder den dig og alt omkring dig.” Cus D’Amato var næppe klar over, hvilken betragtelig præstation han med sit udsagn havde stået for: At bygge bro mellem den mest rå sportsgren og en af Vestens mest obskure og svært forståelige filosoffer.

Raging Bull
Det er en stor del af boksesportens fascinationskraft, at alle boksere har dette buldrende bål af frygt inden i. I James Tobacks Tyson fortæller Mike Tyson, hvordan ikke blot modstanderne, men også han selv, den dengang uovervindelige Iron Mike rystede af frygt, før han gik ind i ringen.

Det var denne altomfattende frygt, der fik forfatteren Joyce Carol Oates (en af de få kvindelige kunstnere, der har vist sig fascineret af boksning) til at sige: ”Boksning fortærer den selv samme dyd, som den udviser.” Og vi ser det igen og igen: En længe ubesejret og dygtig ung bokser kan efter blot et enkelt nederlag pludselig være udbrændt.

Martin Scorseses film fra 1980 om ikonet Jake La Motta med det passende øgenavn "Raging Bull" skildrer netop dette spændingsfelt mellem storhed og fald. Det er stadig den film, der både teknisk og kunstnerisk bringer os længst ind i bokseringen og boksehjertet.

Jake La Mottas karriere og privatliv står og falder med hans paranoide og stolte karakter. Evnen til at tåle smerte og slippe et altødelæggende raseri ud over sine modstandere stammer fra den samme flamme, der til tider fortærer La Mottas privatliv.

Mytologisk status
Siden Mike Tyson slukkede lyset for Larry Holmes den 22. januar 1988, har boksesportens særlige kreative ødelæggelse tiltrukket mig. Når der er mulighed for det, så følger jeg med, på en gang pinligt berørt og henrykt hypnotiseret, når dommeren forsøger at fjerne vinderen fra taberens slappe korpus i ringhjørnet.

Med sportens splittelse mellem blodrus og kontrol følger også tilskueren splittelse mellem sublim rus og fornuftig fordømmelse – begejstringen over blodbadet og den sære lettelse, når det hele er overstået.

Disse ambivalente følelser er hverken forbeholdt boksegale brilleaber med spaghettiarme eller mænd i almindelighed. De er almengyldige og kan bruges til at beskrive generelle erfaringer om livet, dets modsætninger og evige strid. Boksernes frygt og ild, deres skabelse og ødelæggelse, viser livet, blot lukket inde i en civiliseret ring.

Vi følger bokserne og hepper på dem, mens de er unge nok og dygtige nok til at gøre sig i denne voldelige sport. Så forsvinder de fleste som forslåede ringvrag ud af vores hukommelse. Og gør dermed plads til de få kæmper, der rejser sig til mytologisk status i historiebøgerne – og ikke mindst i filmene.

James Tobacks film Tyson er udgivet på dvd af Sandrew Metronome.