I Danmark er alle jordens salt i overalls

Den 39-årige manuskriptforfatter Ingeborg Topsøe vil gerne indrømme, at hun er privilegeret.

Hun er vokset op med en operasanger og forfatter som forældre, har boet i Gentofte, gået på Gammel Hellerup Gymnasium og senere National Film & Television School i London.

Ikke mindst har hun efter kun to spillefilm fået lov at lave en stort anlagt Netflix-serie med respekterede Per Fly som instruktør – i øvrigt samme år, som hun udgav sin første roman Efterveer.

Privilegier og privilegieblindhed er netop omdrejningspunktet i den nye serie: Reservatet.

Her bliver den rige kvinde Cecilie (Marie Bach Hansen) akut opmærksom på uligheden i sit eget hjem, da naboens filippinske au pair forsvinder sporløst, og hendes egen au pair Angel (Excel Busano) prøver at finde hende.

Det udvikler sig til et moralsk mudret mysterium midt i det pæne Whisky-bælte. Og Ingeborg Topsøe har følt sig meget mere hjemme her end i de miljøer, hun skildrer i gangsterfamiliefilmen Kød & blod og indvandrerfortællingen Charmøren.

”Jeg er vokset op med au pairs, fra jeg var tre år gammel. Jeg tænkte ikke over det dengang, men da jeg selv overvejede at starte en familie, begyndte jeg at interessere mig for det med at udlicitere omsorgsarbejdet i hjemmet,” forklarer serieskaberen.

”Hvad betyder det, når en fremmed person står for al den lavpraktiske kontakt med barnet. Og hvilke magtstrukturer er der i et hjem, hvor et af familiemedlemmerne er ansat? De spørgsmål blev udgangspunktet for Reservatet.”

Magtesløs mellemleder
I researcharbejdet til Reservatet gik det op for Ingeborg Topsøe, at au pair-branchen har ændret sig meget, siden hun var barn.

”Vi boede i Tyskland dengang, så det var danske teenagepiger, der måske ville lære tysk eller tage kørekort. Jeg tror faktisk, jeg røg min første cigaret med en af dem. Men i dag er 80 procent af au pairs i Danmark voksne, filippinske kvinder, selv om vi stadig kalder dem ’au pair-piger,’” forklarer hun.

”De bliver betalt med en lommepengesats på 4.850 kroner om måneden, og vi kalder det stadig ’værtsmor og værtsfar’. Men i praksis bor man jo med sin arbejdsgiver, og opholdstilladelsen er bundet op på, at værtsfamilien er tilfreds med én. Hvis ikke, får man en måned til at finde et nyt hjem, inden man bliver udvist fra landet.”

Au pair er fransk og betyder ”på lige fod”. I serien ser man, hvordan ellers socialt bevidste Cecilie taler om sin egen au pair som ”en del af familien” og samtidig henkastet udlåner hendes arbejdskraft som en tjeneste til naboen.

”Det er også specielt, at barnet bliver opdraget af en slags mellemleder, men selv har et meget tættere forhold til chefen: forældrene. Hvem kan en au pair egentlig gå til, hvis der er problemer?”

Moren outsourcer
I sin research talte Ingeborg Topsøe med en lang rækker tidligere au pairs og fandt hurtigt ud af, at au pair-pigerne klart har mest at gøre med én af forældrene.

”Spoiler alert: det er moren!” siger serieskaberen med et smil.

”I serien er det også tydeligt Cecilie, der har fået au pair – ikke hendes mand. Kvinden har stadig ansvaret for omsorgsarbejdet, selv om hun outsourcer det. Og Cecilies argument er jo, at au pair-ordningen giver hende friheden til at arbejde.”

”Jeg fik mit første barn, mens jeg skrev serien, og min mand tog faktisk hele barslen. Ironien er ikke spildt på mig,” siger hun og griner.

”Men ikke alle er lige så godt gift som mig, og for mange kvinder kan det være svært at give afkald på arbejdet, hvor au pairs bliver en billig løsning. Man behøver ikke være stinkende rig for at have råd til en au pair.”

Klassebekendelser
På Cecilies bæredygtighedskonsulentarbejde med udsigt til Operahuset bliver hun spurgt af en yngre kollega, om det ikke er ”lidt kolonialt” at have au pair.

Ingeborg Topsøe er selv i tvivl.

”Hvis jeg bare var forarget over au pair-ordningen, ville jeg have skrevet et debatindlæg i stedet for en hel serie. Og jeg kan godt forstå Cecilies argumentation,” siger serieskaberen, der ikke ønsker at dømme nogen med Reservatet.

”Det er vigtigt for mig, at det skal være svært at placere skylden, selv når gåden er løst. Man skal ikke kunne sige: ’Nå, det var butleren, der gjorde det, og nu skal vi se Vild med dans.’Serien må gerne blive siddende i publikum, så de tænker over deres egne blinde vinkler.”

Ifølge Ingeborg Topsøe er det særlige ved Danmark, at ingen vil vedkende sig at være privilegeret eller overklasse. Derfor passer det os bedre at gøre au pairs til familiemedlemmer i vores egen selvforståelse.

”Vi kan bedst lide at tænke, at alle er lige bortset fra en lille overklasse, som ikke er os. Selv folk med dyre villaer påstår at være jordens salt i overalls. Da jeg gik på Gammel Hellerup, troede jeg jo også, jeg var halvfattig, fordi jeg ikke havde en Louis Vuiton-taske som de andre.”

”I filmbranchen har vi også svært ved at vedkende os vores klassebaggrund, men på den her produktion begyndte vi at tale mere åbent om det. Folk begyndte spontant at udbryde bekendelser som: ’Jeg er faktisk fra Risskov!’”

Nordic noir har ramt muren
Reservatet føles som noget andet end den gængse danske krimi eller et klassisk søndagsdrama. Den er visuelt forfinet, og selv med Per Flys jordnære realisme i centrum løfter både kameraet og ensemblet serien.

”Jeg synes, nordic noir-bølgen har ramt en mur. Det er altid fuldstændig følelseskolde efterforskere og grå toner. Jeg har nydt at gå en anden vej og skabe min egen version af Gentofte,” forklarer Ingeborg Topsøe.

”I Danmark har vi meget en public service-tilgang, hvor der i hver serie skal være én af alle slags. Der skal være en rig arbejdsnarkoman, der skal være en fattig, og der skal være én, som spiller håndbold. Men ofte får man ikke skabt én samlet, dragende verden og stemning på den måde.”

”Jeg kan godt lide at gå i dybden med ét specifikt miljø. Derfor følger vi heller ikke politibetjenten Aisha i privaten og ser hende misse børnenes skoleforestilling, som politifolk så tit gør i serier. Hun får lov bare at være en outsider i det her særlige reservat.”

Samtidig vil Ingeborg Topsøe heller ikke falde i de amerikanske krimi-klichéer.

”Selv om jeg elsker første sæson af True Detective, gider jeg ikke se flere sexarbejdere hængt op i træer. Men jeg leger med klichéen om en ung kvindes forsvinden. Politiet er langt mindre ihærdige i jagten, når det ikke er en dansk pige, men en udlænding. I deres øjne er hun nok bare er stukket af.”

I øjeblikket arbejder Ingeborg Topsøe på et spillefilmmanuskript, som har fået udviklingsstøtte og skal laves sammen med instruktøren Milad Alami og produceren Stina Lassen, der også lavede Charmøren.

”Efter det her enorme projekt føles det rart at vende tilbage til en ’lille’ spillefilm. Men jeg vil rigtigt gerne lave noget med Netflix igen. Det er helt fantastisk, at serien kommer ud i 190 lande og også kan ses i Filippinerne. Jeg håber algoritmen smører den helt ud i ansigterne på folk!”