Filmkunst født af kærestesorg

Det hører til sjældenhederne, at en dokumentar bliver fremhævet i tekniske kategorier ved prisuddelinger. Men Jesper Dalgaards Weltschmerz er også noget ud over det sædvanlige.

Den navnkundige gruppe af filmfolk, der udgør juryen til Ekko Shortlist Awards 2018, faldt pladask for filmen om en blind kvinde, der beder sin teatertrup hjælpe med at hele hendes knuste hjerte.

Det gør de ved at opføre rollespil i teatret, mens de snakker åbenhjertigt om livet og den svære kærlighed.

Foruden en nominering for bedste dokumentar blev Weltschmerz nomineret for fotografering, klipning, scenografi og originale musik.

Med fem nomineringer topper den sammen med kæresteopbrudsdramaet Forever Now ved årets Ekko Shortlist Awards (stem på dine favoritter). Det er første gang i prisfestens femårige historie, at en dokumentar har opnået den hæder. Selv om Weltschmerz skiller sig ud fra de fleste dokumentarer, var processen med filmen ikke anderledes end så mange andre.

”Det var en meget kort periode, jeg lavede den i. Det gik enormt stærk, og det hele var lystbetonet. Der var ikke nogen færdig form, den gode idé var ikke udtænkt,” fortæller 28-årige Jesper Dalgaard over en Skype-forbindelse fra Mexico City, hvor han samler inspiration.

”Alt var bundet op på at skulle eksperimentere sig frem. Jeg oplevede det som en ærlig proces. For mig har det i hvert fald været en enormt ærlig film at lave,” fortsætter instruktøren og fremhæver sit dygtige hold, der også er blevet nomineret.

”Med hensyn til nomineringerne er jeg selvfølgelig virkelig glad. Jeg er mest af alt glad for, at mit hold er blevet nomineret i så mange kategorier. Det har de virkelig fortjent, da det var en kæmpe holdindsats. Jeg kunne aldrig have lavet filmen uden lige præcis dem.”

Skabagtigt og åndssvagt
Jesper Dalgaard var også nomineret ved Ekko Shortlist Awards 2017 år med sin midtvejsfilm fra Den Danske Filmskole, Übermensch.

I den anledning fortalte den talentfulde instruktør om at føle sig ”låst i naturalismen”, og han gav ikke meget for skellet mellem fakta og fiktion.

Weltschmerz er Dalgaards afgangsfilm fra Filmskolen, og også her gør han op med den klassiske måde at lave dokumentarfilm på ved at placere sine mennesker i et æstetisk overvældende univers.

Hovedpersonen Anna Sophie Lübeck og tre af hendes venner fra Glad Teater, hvor alle skuespillerne har funktionsnedsættelser, klæder sig både ud og af. Hun placerer sig nøgen på korset som Jesus med de andre ved siden af som engle.

”Jeg ville højst have tre-fire stykker med i filmen og så prøve at finde en dynamisk sammensætning af mennesker, der havde noget forskelligt at byde på,” siger Jesper Dalgaard.

”Og så havde jeg lyst til at lave noget, som godt må være skabagtigt og godt må være åndssvagt. Det at være på et teater var også en undskyldning for at arbejde med nogle andre udtryk, som man ikke altid imødekommer på film.”

Sendt fra himlen
Weltschmerz er stilistisk overvældende i sin brug af teaterrummet, som filmskaberne valgte selv at bygge, så de kunne få det, som de ville. Handlingen kom dog mere af sig selv.

”Historien faldt virkelig i hak, da Anna Sophie, kort før vi gik i optagelse, ringede og fortalte, at hendes kæreste var gået fra hende,” fortæller Jesper Dalgaard.

”Så lå det egentligt bare lige til højrebenet, at filmen skulle handle om kærestesorger, for det var også noget, jeg kunne relatere mig til på det tidspunkt. Man kan jo snakke med en psykolog eller sine venner om det, men nogle gange kan man fandeme ikke få det til at gå væk. Det bliver bare ved med at bo i én.”

På den måde blev Weltschmerz for instruktøren en undersøgelse af kærlighedens forunderlige væsen.

”Jeg havde en småromantisk tanke om, at de her mennesker måske også kunne hjælpe mig med at komme videre i forhold til alle de ting, jeg havde oplevet,” indrømmer instruktøren.

”Så de blev bygget op ud fra en idé om, at de var sendt fra højere magter og havde svarene, vi ikke kunne finde. Eller et andet form for sprog omkring kærlighed.”

To brødre og en trafikulykke
Allerede da han blev uddannet fra Den Danske Filmskole i 2017, var Jesper Dalgaard i gang med en fiktionsfilm af spillefilmlængde, Moon Blood, støttet af talentordningen New Danish Screen.

Den har i mellemtiden skiftet titel til Napoleon Prestige, men handler stadig om to brødre, hvis forhold ændrer sig, da storebroren kommer ud for en trafikulykke og bliver hjerneskadet. Pludselig bliver lillebroren den, der skal tage sig af den anden og skabe et forhold til et menneske, som har forandret sig voldsomt.

Titlen er ikke projektets eneste ændring. Det er nemlig kommet virkeligheden nærmere.

”Da jeg var otte-ti år gammel, var min storebror i et voldsomt trafikuheld og blev hjerneskadet. Så der var ret mange år, hvor vi ikke havde særlig meget kontakt til hinanden,” fortæller Jesper Dalgaard.

”Jeg brugte to-tre måneder på at besøge min storebror og have en masse tid sammen med ham – og filme ham og min familie. Først og fremmest handlede det for mig om at kortlægge erindringen om, hvad der egentlig skete dengang. Og prøve at komme lidt tættere på min familie. Det gjorde jeg så, og igennem det fandt jeg egentlig bare ud af, at historien skulle være meget mere én-til-én og min egen – uden et armslængdeprincip.”

Har fejlet helt vildt
Til at hjælpe med det har instruktøren fået Christian Bengtson – kendt for Ekko Shortlist-film som Shiva og Lau og Laudrup – med som manuskriptforfatter.

”At skrive en kortfilm er svært, men det er pisse svært at skrive en halvandens times film,” siger Jesper Dalgaard.

”På mange måder har det her lille års tid efter Filmskolen været en manuskriptskole for mig sammen Christian. Det er selvfølgelig irriterende, at det har trukket ud og taget længere tid, end vi regnede med. Men det har bare været nødvendigt.”

”Det var et punkt, hvor jeg ikke følte mig stærk nok som instruktør. Det ville jeg gerne blive. Så jeg var nødt til at investere nogle kræfter i det – og fejle helt vildt meget og skrive nogle helt vildt dårlige ting,” fortsætter instruktøren.

”Men jeg har aldrig lavet et projekt, hvor jeg ved så meget om, hvor det skal hen. Historien kan ikke være anderledes, for den er 100 procent min.”