Talentet var større end filmrollerne

Han begyndte som et muntert charmebundt af livsappetit, med et skær af poetisk uskyld i det undrende blik.

Sådan starter portrættet af Jesper Langberg i Morten Piils brillante Danske filmskuespillere. Og det fortsætter med, at Langberg i en alder af 38 år åbnede en sprække af resignation og melankoli i rollen som Mads Skjerns lillebror Kristen i 70’er-serien Matador.

I lørdags gik Jesper Langberg bort efter kort tids sygdom, 78 år gammel. Og selv om han aldrig fik de roller, som hans talent fortjente, må han regnes blandt en af vores bedste skuespillere.

Stilfærdig og sympatisk
Jesper Langberg havde skuespil i blodet.

Jesper Langberg blev selv uddannet på Det Kongelige Teaters elevskole i 1965. Filmgennembruddet kom i den første hovedrolle, hvor han i Knud Leif Thomsens Sådan er de alle fra 1968 spiller en kejtet konservatorieelev, der er usikker i forhold til det andet køn.

Det indbragte ham en Bodil, og Thomsen sørgede også for Langbergs næste mindeværdige rolle, nemlig som den festlige Lesli i Midt i en jazztid (1969).

I en lang række film strålede Jesper Langberg med sit stilfærdige, men intense og gennemsympatiske gemyt i mindre roller. Man sku’ være noget ved musikken (1972), Felix (1982), Peter von Scholten (1987) og Det forsømte forår (1993), hvor birollen som den moderdominerede Ellerstrøm sikrede ham den anden Bodil-statuette. 

Også rollen som kriminalassistent Mortensen i Olsen-bandens store kup og Olsen-banden går amok i henholdsvis 1972 og 1973 fortjener at blive fremhævet.

Skuespil er ikke forstillelse
Der var altid en varme og eftertænksomhed i Jesper Langbergs spil, som ofte rummede flere nuancer og undertoner.

”Skuespil er ikke forstillelse – det er en form for ærlighed. Man må netop helt ærligt granske sig selv og sige: Hvad kan man støve op derinde, der kan bruges,” sagde han til Politiken i 1968.

Det overgearede og eksalterede skuespil var til gengæld ikke hans kop te. Som han sagde til Ekstra Bladet i 1986:

”Blufærdighed er vigtig, når man skal optræde for andre mennesker. Jeg kan ikke holde ud, når man trækker alle indvoldene ud af sig selv og siger: ’Værsgo – så kan I selv vælge!’ Det er en rædsel, når man river og flår sig og græder snot og spiller og råber og skriger i vor branche.”

Jesper Langberg fik aldrig den store hovedrolle i en toneangivende film, men mange vil alligevel huske ham – især takket være Matador og to andre, populære DR-serier: som den fine direktør Magnusson i Taxa (1997-99) og lægen Christian Sommer, der lider af demens i Sommer (2008-09).

Musikalsk melankoli
Sideløbende med filmkarrieren arbejdede Jesper Langberg flittigt på de skrå brædder – først på Det Kongelige Teater og siden på skiftende teatre.

I 2013 havde han 50-års jubilæum i forestillingen Kærestebreve, hvorefter han trak sig tilbage fra skuespillet. Sidste filmrolle var i Christian Dyekjærs Fuglejagten fra 2013.

Danske Filmkritikere kvitterede med en Æres-Bodil i 2014 og begrundede prisen med følgende ord:

”Der er skuespillere, som er kamæleoner, og så er der skuespillere, der som kunstneriske kraftkarle banker igennem, så væggene ryster. Og så er der Jesper Langberg. En skuespiller, der farver alt, hvad han rører ved med sit helt eget tonefald. En særlig musikalsk melankoli med et tålmodigt spillende smil udmønter sig i et altid elegant, menneskeligt skuespil, uanset om rammen har været den danske folkekomedie eller noget mere granvoksent.”

Jesper Langberg efterlader sig tre børn.