Filmtalent: Hvor er kristendommen?

Det ekstreme, moralske ulækre og forkastelige onde er i fokus på den aktuelle danske filmscene. I sig selv ikke forargeligt, men blot en skam, når de traditionelle kristne værdier udebliver.

Og hvorfor mener jeg, at kristendommen burde spille en større rolle i dansk filmkunst? Fordi kunsten altid skal afspejle et hjørne af verden og bringe nye aspekter til den fælles virkelighed.

Danmark er som udgangspunkt et kristent land. Det religiøse er for mange blot en kulturramme, men ikke desto mindre en yderst præsent og essentiel del af samfundets idéhistorie. Biblen har tegnet vores verden på lige fod med al national kunst gennem tiderne.

Det behøver man hverken være kristen eller religiøs for at konkludere.

Offerrollens arrogance
Vi har i de seneste år set film som Team Hurricane, hvor karaktererne er skæve eksistenser, der finder arrogance i deres offerrolle og ser sig selv hævet over etablerede systemer.

At hæve sig over mennesker, hierarki eller systemer er en distancetagen til moralske skrupler og generelt evnen til at vende sig indad og reflektere over sig selv.

Det er altså ikke udelukkende bestræbelsen på altid at gøre det rigtige, der kendetegner en kristen værdi. Det er evnen eller viljen til at ville forholde sig til det rigtige, forkerte og især spændingen mellem disse, som de bibelske evangelier blandt andet udtrykker.

Det kristne element i film kan i princippet benyttes alene som et dramaturgisk virkemiddel. Det vil netop altid være mere interessant at følge en karakters indre konflikter end at bearbejde personens konflikter med andre mennesker.

Men det hører til sjældenhederne i filmverdenen, fordi det filmisk er betragteligt nemmere at lade alle konflikter udmunde i et fysisk rum. Ikke desto mindre er der lysende eksempler på succesfulde resultater, for eksempel Ingmar Bergmans Nattvardsgästerna fra 1962.

I Bergman-filmen er den største konflikt hovedpersonens misforhold til Gud og ikke så meget hans handlinger.

Min seneste film – Abenddämmerung – beskæftiger sig med en enkel og næsten ikke-eksisterende fysisk handling. Men til gengæld ligger dramaet placeret i hovedpersonen Evas indre refleksioner om liv og død samt hendes følelsesmæssige depression over en abort.

”Var det mon en dreng?” spørger hun sig selv.

Seriemorderens gerninger
Lars von Triers The House That Jack Built har premiere 29. november. Ud fra foromtalen at dømme skildrer filmen en seriemorder, der ser sine handlinger som et samlet værk, hvor han selv er kreatøren og dommer over moralske anliggender.

Et menneske, der dagligt skal afgøre, hvad der er rigtigt og forkert, og lade den indre konflikt udmunde i en handling eller fravær af samme.

Efter min mening lyder det som noget af det mest interessante, der længe har været på banen i dansk film. Spørgsmålet er, om man som publikum får så meget forståelse for morderens gerninger, at man til sidst sympatiserer med ham?

Denne værdimæssige diskussion er det kristne fundament. Fundamentet og idéen om tilgivelse og den personlige tro.

Jeg vil aldrig prædikere om, at folk skal være kristne eller nødvendigvis opføre sig kristent. Men i kunst må man tage kristendommen under behandling, da det nu engang er vores fællesmængde og åndelige, psykologiske tradition.

Et menneskes blik
Film er en kunstart, hvis udfordring til alle tider har været at beskrive det indre.

Spændingsfyldte kriminalforløb som både Den skyldige og Journal 64 trækker tilsyneladende dette år folk i biografen. Det er muligt, at psykologien hos hovedpersonerne betones hist og her, men det ville altid være langt mere raffineret at gøre et psykologisk, moralsk anliggende til en films grundidé – også visuelt.

I Bergman-filmen ser vi udelukkende en kirke med en præst og så hans få gæster under formiddagen. Men for det meste ser vi kun ansigtet – ansigtet, som Carl Th. Dreyer, Alexander Sokurov, Andrej Tarkovskij og andre så, og som kunne få en konflikt til at udspille sig alene i et enkelt menneskes blik ved at benytte tid, billedkomposition, stemning og farve.

Nogle har kaldt filmmediet den ultimative kunstart. Det gør velsagtens instruktøren til en form for Gud, og denne status forpligter i en verden, hvor etik glimrer ved sit fravær.