Kvindekamp i det høje nord
Den fængslede Ruth Mikaelsen Jeremiassen og dokumentaristen Nina Paninnguaq Skydsbjerg finder ud af, at de har noget afgørende tilfælles i Walls – Akinni Inuk.
To mennesker tilbringer livets efterår sammen på et ældrehjem i Reykjavík, og gennem et poetisk filmsprog udvikler det sig til en historie om livet selv.
Yrsa Roca Fannbergs dokumentarThe Ground Beneath Our Feet, som vandt hovedprisen på Tromsø International Film Festival, er åbningsfilm til Nordatlantiske Filmdage.
Festivalen på Nordatlantens Brygge i København viser fra i dag den 27. februar til den 9. marts film fra Grønland, Færøerne og Island med introduktioner af flere af filmskaberne.
Kvindernes internationale kampdag falder undervejs i festivalen den 8. marts, og størstedelen af årets otte dokumentarfilm, fem spillefilm og nitten kortfilm er instrueret af kvinder.
Samtidig er der på selve kampdagen fokus på nordisk kvindekamp. Blandt andet med visningen af islandske The Day Iceland Stood Still, der handler om en dag i 1975, hvor cirka 90 procent af landets kvinder strejkede.
Samme dag vises den Cph:Dox-vindende og Bodil-nominerede, grønlandske dokumentar Walls – Akinni Inuk, om to kvinder på hver sin side af fængselssystemet.
Den 4. marts vises kortfilmprogrammet Kvinder i filmkunst – ad egne veje. Syv værker understreger kvinders betydning for nordatlantisk filmkunst historisk og frem til i dag. Fra Ruth Hansens islandske dansefilm Flat-Charleston (1927) til grønlandske Alberte Parnuunas animationsfilm Always Moving her næsten 100 år senere.
Prisvindende hund
Nordatlantiske Filmdage fandt sted for første gang i 2017, og sidste år valgte man at supplere det islandske, grønlandske og færøske program med en samisk film i form af spillefilmen My Father’s Daughter.
Det lader til at blive en tradition, for i år vises Suvi Wests dokumentar Homecoming, hvor instruktøren forsøger at generobre den samiske historie gennem samisk kulturarv på verdens museer.
Fra Færøerne kan man blandt andet se frem til Sakaris Stórás vinder af Nordisk Råds Filmpris, Det sidste paradis på jord, og Maria Winther Olsens ungdomskortfilm Vælkomin heim, som vandt dokumentarprisen ved Ekko Shortlist Awards 2025.
Generelt byder festivalen på en række gensyn med de seneste års store, nordatlantiske film.
Forfatteren Kim Leine præsenterer Isabella Eklöfs benhårde filmatisering af hans Grønlands-roman Kalak, og islandke Hlynur Pálmasons unikke skilsmissefilm The Love That Remains introduceres af Politikens filmanmelder Nanna Frank Rasmussen.
Sidstnævnte film vandt en Palm Dog i forbindelse med Cannes-festivalen for en skøn præstation af den islandske fårehund Panda.
Trailer: Walls – Akinni Inuk
Nordatlantiske Filmdage

Festival for nordatlantiske film på Nordatlantens Brygge i København.
Afholdt første gang i 2017.
I alt 31 filmvisninger, hvoraf flere er med instruktørintroduktion.
Finder i år sted fra 27. februar til 9. marts.


Kommentarer