Lalo Schifrin er død

Den argentinsk-fødte, verdenskendte filmkomponist Lalo Schifrin sov stille ind torsdag den 26. juni. Han blev 93 år gammel. 

Han var Oscar-nomineret seks gange uden at vinde. Til gengæld vandt han fire ud af nitten Grammy-nomineringer og fik i 1988 en stjerne i fortovet på Hollywood Boulevard. 

I 2018 fik han Akademiets karakteristiske undskyldning i form af en æres-Oscar. 

Takket være sine fængende åbningstemaer blev Lalo Schifrin i 1960’erne en af Hollywoods mest efterspurgte komponister. Især husker man Mission: Impossible-temaet, komponeret i 1966 og siden hørt i 190 tv-afsnit og otte spillefilm, inklusive den biografaktuelle Mission: Impossible – The Final Reckoning. 

Året forinden havde han fået sit gennembrud som spillefilmkomponist med musikken til The Cincinnati Kid, hvor Steve McQueen og Edward G. Robinson spiller poker, mens formuer satses, og sveden driver. 

Schifrin spænder alene i denne film over adskillige musikalske genrer fra blues/R&B-præg i titelsangen sunget af Ray Charles over munter New Orleans-begravelsesjazz til symfonisk neoromantik med melankolske blæsere og strygere. 

The Cincinnati Kid var min første Lalo Schifrin-vinyl-lp, købt omkring 1978. I samme periode anskaffede jeg mig også et 8mm-kamera samt et par filmruller og lavede en lille film om en slingrende tur i en rutsjebane, delvis filmet med subjektivt kamera a la This Is Cinerama (1952). 

Ved at eksperimentere opdagede jeg til min overraskelse, at sekvensen fungerede bedst med Schifrins musik fra hanekampen i The Cincinnati Kid, der blev komponeret i landlig, højenergisk folkedansstil med banjo og aggressive orkesterstød. 

Jeg har en særlig grund til at nævne dette musikstykke, som jeg vender tilbage til. 

Fra jura til musikken
Boris Lalo Schifrin blev født i Buenos Aires den 21. juni 1932 og voksede op i et hjem med klaver. 

Hans far var i tre årtier koncertmester for Orquesta Filarmónica de Buenos Aires, hvor hans onkel var cellist, og som barn lyttede Lalo mest til klassisk musik. 

Det fyldte så meget i hans barndom, at han efterhånden fandt det kvælende. Planen var at blive jurist, men så opdagede han amerikansk jazz og begyndte som hobby også at studere musik. 

Da han vandt et stipendium, skiftede han jurastudiet ud med tre år på musikkonservatoriet i Paris. Hans livsrytme blev klassisk musik om dagen, jazzklubber om aftenen. 

Efter studieårene i Paris dannede han efter eget udsagn Sydamerikas første moderne jazzorkester og indledte et treårigt samarbejde med den legendariske beboptrompetist Dizzy Gillespie. 

Med sine arrangementer og kompositioner blev han en central del af 1950’ernes argentinske bossa nova, altså dynamisk latinamerikansk jazz skabt til glæde og kærlighed på dansegulvet.

På eksempelvis opsamlings-cd’en Lalo Schifrin: The Bossa Nova & Latin Albums er hans arrangementer lige så forrygende som hans klaverspil. 

Han har udtalt, at han for at blive god til jazz måtte bruge alt det, den klassiske musik havde lært ham. Men selv differentierede han ikke mellem jazz og klassisk musik. Det skulle bare være godt. 

Vibrerende storbystemning
I 1957-1958 komponerede Schifrin musik til et par argentinske film, men springet til Hollywood tog han først i midten af 1960’erne. 

Og så gik det hurtigt. 

Blandt hans første tv-opgaver var to afsnit af agentserien The Man from U.N.C.L.E. (1964-1968), hvor han formåede at leve op til Jerry Goldsmiths tordnende og avancerede hovedtema. 

Bagefter blev han selv hovedkomponist på Mission: Impossible. Seriens åbningstema er komponeret i 5/4-takt, et højst usædvanligt valg, og gentager titlens forbogstaver MI i morsekode. Dets pulserende struktur emmer af action. 

Men serien har faktisk to hovedtemaer. Det andet hedder The Plot, en spændingsskabende kombination af marchpercussion og jazzrytmik. Det bruges typisk i montager, hvor sindrige planer føres ud i livet. Tv-producenterne var så imponerede over Schifrins bidrag, at flere episoder blev klippet til hans musik. 

Hans rytmiske og jazzede stil passede godt til vibrerende storbystemning, og næst efter Mission: Impossible er han især kendt for musikken til politifilmene Bullitt (1968) og Dirty Harry (1971) samt sequels. 

Ringo Starr opfinder musikken
Men Lalo Schifrin var alsidig, og hans alenlange filmografi omfatter også værker som fængselsfilmen Cool Hand Luke (1967), krigsfilm som Kellys helte (1970) og Ørnen er landet (1976) og westerns som Coogans Bluff (1968) og The Beguiled (1971). 

Han komponerede også musik til adventurefilmen De fire musketerers hævn (1974), George Lucas’ dystopiske fremtidsfilm THX 1138 (1971) og actionkomedien Rush Hour (1998). 

Læg dertil kung-fu-kulthittet I dragens klør (1973), hvor Bruce Lees karakteristiske kampskrig er flettet ind i Schifrins hovedtema som muntre musikalske cirkelspark. 

I den skæve komedie Caveman fra 1981 krediteres opfindelsen af musik til Beatles-trommeslageren Ringo Starr, der som hulemand sidder ved lejrbålet med sin stenalderstamme. De udveksler fjollede lyde, indtil han pludselig begynder at nynne en melodi. Indfaldet smitter, og snart spiller hele stammen med – på sten, knogler og hvad de ellers har ved hånden. 

I virkeligheden var den improviserede melodi naturligvis skabt af filmens komponist, Lalo Schifrin. 

Sin største kunstneriske skuffelse oplevede Schifrin med sin opfindsomme, atonale musik til Eksorcisten (1973). 

Den endte nemlig på klippegulvet, da instruktøren William Friedkin valgte at bruge klassisk musik af Krzysztof Penderecki samt et kort uddrag fra Mike Oldfields hit-lp Tubular Bells. 

Schifrins vigtigste bidrag til gysergenren blev i stedet hans Oscar-nominerede musik til The Amityville Horror (1979), der byder på et mindeværdigt, isnende hovedtema sunget af et børnekor. 

Koncert i Aalborghallen
Fra sit bossa nova-gennembrud i 1950’erne har Lalo Schifrin givet koncerter verden over og nåede også til Danmark. Jeg havde således den fornøjelse at opleve ham dirigere en filmmusikkoncert med Aalborg Symfoniorkester i Aalborghallen den 2. juli 1997. 

Undervejs satte han sig ved flyglet og spillede Mission: Impossible-temaet med en solo så fyrig, at man frygtede, der skulle gå ild i klaveret. 

Efter koncerten fik jeg signeret mit program og fortalte ham om min oven for nævnte brug af hans musik i min rutsjebanefilm. Jeg fik også nævnt, at jeg var meget ked af, at jeg med mit primitive klippeudstyr (en tapesplejser) havde lavet nogle ret brutale redigeringer af hans musik. 

Med et glimt i øjet tog han sig til hjertet og fingerede stor teatralsk latino-patos. Så grinede den varme mand, og vi skiltes som venner – eller i det mindste ikke som uvenner. 

I bogen Music for the Movies (1977) skriver Tony Thomas: ”Fremtidens filmkomponist bliver sandsynligvis en mand som Lalo Schifrin – en mand, der er lige så interesseret i film som i musik.” 

Og sådan gik det. Over 100 film- og tv-scores nåede Lalo Schifrin at signere. Som han selv bemærkede, da han fik sin æres-Oscar: ”Mission: Accomplished!”