Livet efter en blodprop

Thomas arbejder med udsatte unge, Ane er marinbiolog, og de ved begge, hvad de vil: skilles. 

Bruddet er indtruffet. Han har fundet sig en yngre kæreste, og lige så snart de får fortalt børnene, hvad der foregår, vil han flytte ud. Med al den sårede kærlighed og alle de uforrettede bebrejdelser, der følger i kølvandet på et forlist ægteskab. 

Og så en morgen får Ane en blodprop, der lammer venstre side af hendes krop og torpederer deres forventninger om fremtiden. 

Med ét står de i en ny virkelighed, og mens hun vænner sig til en krop, der kun lystrer det halve af tiden, beslutter Thomas sig for at udskyde flytningen, til hun atter har fået fodfæste. 

Begyndelser er et sygdomsdrama, som vil virke genkendeligt for mange. Hvor helbredet stikker livet en kæp i hjulet, uden at verden går af lave af den grund. 

Det er en film båret af stille omsorg snarere end højstemt dramatik. Og den har ofte meldt sig i mine tanker, siden jeg gav den fire stjerner under sidste års Berlinale. 

Her holdt den verdenspremiere i samme biograf, Zoo Palast, som instruktør Jeanette Nordahls debutfilm, det kriminelle familiedrama Kød & blod. Det er også her, jeg møder hende og hovedrolleindehaver Trine Dyrholm til et interview kort før premieren. 

”Hvis man tror, livet kun ville være den her perfekte lille kasse, bliver det ikke nemt. Det er okay. Nogle gange er livet bare fucking svært. Men det er ikke noget, der er anderledes for andre,” slår Jeanette Nordahl fast. 

Livet kan ikke kontrolleres
Hun fortæller, at Begyndelser for hende er en dybt personlig historie. Om ikke i detaljen, så i ånden. 

Da hun var ti, blev hendes far ramt af en blodprop. Siden fulgte en række flere, der rokkede ved barndommens trygge fundament. 

”Det var enormt sårbart at gå fra den her forestilling om udødelighed og til, at livet pludselig føltes skrøbeligt,” forklarer den 40-årige instruktør. 

”Det er nu et helt liv siden, og det liv har som de flestes liv rummet både sygdom og glæde. Da jeg var 26, fik min far konstateret cancer, og han døde i 2025. Jeg har selv en koagulationsfejl, som gør mig mere tilbøjelig til at få blodpropper. Der er jo mange, der lever med sådan noget.” 

Den erkendelse betød, at hun tidligt var nødt til at forlige sig med usikkerhed som et grundvilkår i tilværelsen. 

”Jeg har den her fornemmelse af livet som en cirkel, der fortsætter, fortsætter, fortsætter – og så man må bare hoppe med. Livet er alt det, vi ikke kan styre, alt det, der ikke kan kontrolleres. Det har jeg brugt rigtigt meget tanketid på i mit liv.”

Selv om historien udsprang af hendes egne erfaringer, havde Jeanette Nordahl længe forsøgte ved at finde den rette måde at tackle fortællingen på. Faktisk var hun så rådvild, at hun ville kaste håndklædet i ringen efter at have skrevet det første udkast til manuskriptet. Lige indtil filmens producer, Eva Jakobsen, bad hende slå koldt vand i blodet og invitere en anden forfatter med på projektet. 

Rasmus Birch har lagt pen til en række danske succesfilm – fra vareulvedramaet Når dyrene drømmer over socialrealistiske Miss Viborg og til Jeppe Røndes incesthistorie Kærlighedens gerninger. Nogle gange på egen hånd, men ofte er han den stærke sparringspartner, der reder tanketråde ud og hjælper med at skabe struktur og retning. 

”Rasmus forstod med det samme, hvad historien gik ud på, og hvor den kunne begive sig hen,” fortæller Jeanette Nordahl. 

Usikkerheden som ledestjerne
For begges vedkommende betød det at udstikke en relativt udramatisk retning. 

”Vi mødtes over lysten til at fortælle den her historie på så simpel en måde, som vi overhovedet kunne,” forklarer Jeanette Nordahl. 

”Udgangspunktet var at skrive karakterer, som ikke kan finde ud af at udtrykke sig. For det er svært – både at vide hvad man vil og at udtrykke de følelser. Jeg er grundtræt ind i min sjæl af at læse karakterer, der er så velovervejede. Jeg møder hele tiden, at samtaler er knudrede, og at vi tit ikke ved, hvor vi vil hen, mens vi taler.” 

Usikkerhed var en ledestjerne i arbejdet. Hverken Ane eller Thomas ved for alvor, hvad de vil. De er kørt så fast i skænderier og holder hinanden låst i gamle roller – som nu udfordres af uforudsete omstændigheder. 

”Vi har med to mennesker at gøre, som langsomt ser hinanden på en ny måde. Men de kæmper stadig meget med at formulere det. For hvordan gør man egentlig det?” spørger Jeanette Nordahl. 

”Thomas prøver at gøre det rigtige, men i den proces glemmer han konstant sig selv. Han har meget vanskeligt ved at forstå, hvad han egentlig vil, og han kan ikke sige, hvad han egentlig tænker. Men han gemmer sig også bag gode intentioner.” 

Barnlige skænderier
Over for Trine Dyrholms Anne ses David Dencik i rollen som Thomas, og deres scener sammen er filmens trumfkort. 

Med undtagelse af et kort birollegensyn i En kongelig affære er det første gang, de to spiller over for hinanden siden Pernille Fischer Christensens En soap. 

I den film spillede de to sårede mennesker, der nærmer sig hinanden og takket være fordomme og misforståelser får nogle knubs undervejs. Denne gang var udfordringen en ganske anden, nemlig at spille et fasttømret ægtepar, der år for år er blevet trætte af hinanden. 

”Da de to kom på, og de begyndte at skabe den her relation, løftede alt sig. Næsten samtlige scener, hvor Thomas og Ane har et opgør af en art, indeholder improvisation,” siger Jeanette Nordahl. 

Hun nævner som eksempel det første skænderi mellem de to inden blodproppen. Ane sender en smålig sviner afsted mod Thomas og tamt mumler han: ”Spejl!” 

”Det er så pattet, for de diskussioner er vitterlig så pattede. De der kærlighedsrelationer føles som børnehaven,” griner Jeanette Nordahl. 

Gensynet betød også meget for Trine Dyrholm, fortæller hun. 

”David er en utrolig skuespiller, og han kan improvisere fra nu og til evighed. Jeg kan godt lide at udforske øjeblikke, men han går virkelig på opdagelse. Vi har længe længtes efter at spille over for hinanden. Det talte vi om, hver gang vi delte en øl eller mødtes på en festival,” siger Trine Dyrholm og smiler stort. 

Jeanette Nordahl nikker.

”Da jeg sagde til David, at Trine ville spille over for ham, sagde han: ’Oh my god, du kommer til at få så meget kærlighed!” 

Trodser naturen
Begyndelser benytter sig af et velvalgt billedsprog. 

Thomas og Anes ældste datter Clara spilles af det debuterende talent Bjørk Storm. Clara kommer om nogen til at udstille Anes begrænsninger, da vi ser hende udføre springgymnastik, mens hendes mor tager til genoptræning og lærer at svømme med kun den ene side af kroppen. 

Det er et markant tilbageslag, efter at vi i begyndelsen så hende dykke ubesværet med ilttank – og en åbenlys metafor, som Jeanette Nordahl vægrer sig ved at sætte for mange ord på. 

”Det er lidt plat at sige højt, for det er også bare nogle ting, man har i sit eget hoved. Sådan en matematik af logik, som skal gå op.” 

”Men jeg havde lyst til at starte med et menneske, der trodser naturen. Når du trækker vejret under vandet, er det jo ikke noget, du er skabt til. Og idéen om, at vi kan kontrollere livet, er en illusion, vi har brug for. Da Ane mister kontrollen, ville jeg arbejde med, hvad vand så betyder for hende, og hvilken rejse hun gennemgår der. Hun prøver at finde sig selv på ny.” 

Låner karakterens øjne
Scenen var også afgørende for Trine Dyrholms tilgang til rollen. Den første regibemærkning, hun fik fra Jeanette Nordahl, var at gå til svømmeundervisning for at lære at svømme kun med halvdelen af kroppen. 

For Dyrholm kom det benspænd til at definere hendes måde at gå til rollen på. 

”Jeg gør det samme i alle mine roller: Jeg forsøger at låne deres øjne. Jeg ser verden fra deres perspektiv og prøver at forstå, hvad det vil sige at være dem. I Begyndelser var der så også den fysiske udfordring. Bare det at tage en trøje af er en udfordring.” 

Men samtidig var Trine Dyrholm bevidst om, at netop de fysiske begrænsninger var den mest direkte måde at kommunikere Anes frustrationer på. 

”Jeg forsøger altid at finde et rum, hvor publikum kan se ind i karakteren. Og sker det bare fem gange i løbet af en film, er det det hele værd.” 

”Her havde jeg ikke lyst til at spille skuespil. Jeg ville bare være til stede i øjeblikket. For at spille, at jeg ikke kunne gå, bliver let for meget. Jeg var bare nødt til ikke at bevæge benet.” 

Udfordringen at acceptere
Det kan lyde banalt, men den samme erkendelse lurer bag enhver forkølelse: Før man mister det, tager enhver sit gode helbred for givet. Det ubesværede liv er for alle en stakket frist. 

”Det allermest udfordrende er accepten, og det er netop, hvad denne film handler om. For man kan have varierende grader af fysisk besvær eller hjerneskade, men accepten af den nye vej frem i livet er dét, som folk bakser med,” siger Jeanette Nordahl. 

”Vi tænker på livet som noget, der burde være perfekt og vidunderligt. For mig og Trine handler det mere om, hvordan vi finder det næste skridt fra, hvad der synes at være altings afslutning. Sagen er jo, at livet fortsætter. Og jeg siger ikke, at hvad der end er på den anden side, nødvendigvis er bedre. Men der kommer stadig til at være kærlighed og latter, sex og alting.” 

”Der kommer til at være liv,” stemmer Trine Dyrholm, mens Jeanette Nordahl nikker og tilføjer: 

”Jeg håber, at folk kan mærke, hvad vi forsøger at sige. Frem for at bruge den store, politisk polariserede skala kan vi se på de små ting. Alt det, der bevæger os hver dag. Jeg håber, at folk i biografen føler det på den måde.”