Må kunsten være apolitisk?

Berlinalen er politisk – om den vil det eller ej. 

På torsdagens pressekonference for konkurrencejuryen afviste instruktøren Wim Wenders at tale om situationen i Gaza ved at sige, at kunstnere ”er nødt til at holde sig ude af politik”. Her præciserede han i virkeligheden den politik, festivalen har ført under amerikanske Tricia Tuttles ledelse. 

Den kan i korte træk opsummeres som et forsøg på at styre uden om kontroverser. Det er sket efter virakken om Israel-kritiske udtalelser fra instruktørerne af No Other Land, der i 2024 truede festivalen på dens livsblod: statsstøtte. 

Men juryformandens udtalelse er hen over åbningsweekenden i sig selv blevet kontroversiel. 

Lukker ned for samtalen
Fredag trak den indiske bestsellerforfatter Arundhati Roy (De små tings gud) sig fra festivalen, hvor hun skulle præsentere en nyrestaureret version af sin debut som manuskriptforfatter: In Which Annie Gives it Those Ones.

”Det er en måde at lukke for en samtale om en forbrydelse mod menneskeheden, mens den finder sted for vores øjne i realtid. Det sker på et tidspunkt, hvor kunstnere, forfattere og filmskabere burde gøre alt i deres magt for at standse den,” sagde Arundhati Roy.

Siden er Michelle Yeoh blevet kritiseret for ikke at ville udtale sig om amerikanske politiske forhold. Den malaysiske skuespiller, der bor i Schweiz og ikke er amerikansk statsborger, modtog en æres-Guldbjørn ved åbningsceremonien i torsdags. 

Amerikanske Neil Patrick Harris, der spiller med i ungdomskomedien Sunny Dancer, afviste tilsvarende at udtale sig om tiltagende fascisme i Europa og USA. Og Rupert Grint, som er i hovedkonkurrencen med den finske fødselsdepressionsgyser Nightborn, besvarede samme spørgsmål kortfattet: ”Det er jeg selvfølgelig imod.” 

Krisedomineret mediemiljø
De politiske spørgsmål fik mandag Tricia Tuttle til tasterne, da hun udsendte et notat, hvor hun advarer mod at lade debatten blive for politiseret. 

Notatet rummer både et forsvar for ytringsfriheden og en løftet pegefinger over for en mediemaskine, som hun mener, koger suppe på svar og ikke-svar, når kendisser bliver bedt om at udtale sig om politiske emner. 

”Ytringsfrihed finder sted på Berlinalen. Men i stigende grad forventes filmskabere at svare på ethvert spørgsmål, der bliver stillet til dem. De kritiseres, hvis de ikke svarer. De kritiseres, hvis de svarer, og vi ikke kan lide det, de siger,” skriver festivallederen. 

Senere i notatet peger hun på en årsag. 

”I et mediemiljø domineret af kriser er der mindre luft tilbage til seriøse samtaler om film eller kultur overhovedet, medmindre det også kan flettes ind i en nyhedsdagsorden,” lød det fra Tricia Tuttle. 

Den kritik kan have sin berettigelse. Men festivallederens notat kan også have en afskrækkende effekt som en påmindelse til journalister om at styre uden om kontroversielle emner. 

Humanistisk skueplads
Tricia Tuttles forsøg på at gyde olie på vandene har i stedet skabt en mindre mediestorm over kunsten samt kunstnerens og ikke mindst festivalens rolle som politisk platform.

Politiske spørgsmål på den røde løber har altid været et fast indslag på Berlinalen. Festivalen blev i 1951 grundlagt på amerikansk initiativ som et koldkrigsprojekt i den tyske satellitby: et samlingspunkt for vestlig kultur i Vestberlin. 

I 1970 blev prisceremonien ligefrem aflyst, da konkurrencejuryen trak sig over en antikrigsfilm i hovedkonkurrencen, mens bølgerne gik højt i protesterne mod krigen i Vietnam. 

De senere år har festivalen værnet om sin identitet som den mest politiske af de store filmfestivaler – Sundance, Cannes og Venedig – og som en skueplads for humanistisk filmkunst fra verdens brændpunkter. 

Den apolitiske drejning er slående sammenlignet med festivalens forrige ledelse, der i 2023 inviterede Præsident Zelenskyj til at tale over video til festivalens åbningsceremoni. 

Men tidligere støtteerklæringer har afspejlet en politisk konsensus i Tyskland, der har fastholdt sin støtte og våbeneksport til Netanyahus regering. Her er Gaza stadig en varm kartoffel. 

Skræmmeeksempel
Det politiske cirkus, der ramte Berlinalen efter prisceremonien i 2024, er for mange tyske institutioner et skræmmeeksempel på, hvorfor det er bedst at styre uden om debatten om Israel og Palæstina.

Efter at indtil flere uafhængige juryer belønnede den senere Oscar-vindende dokumentar No Other Land, fik deres kritik af Israel tyske politikere til at fordømme hele festivalen som antisemitisk.

Den tyske kulturminister Claudia Roth hævdede kun at have klappet ad den israelske Yuval Abraham, ikke den palæstinensiske Basel Adra – selv om det var førstnævnte, der fordømte apartheid-systemet i sit hjemland.

En fjer kan hurtigt blive til fem høns, og skandalen fik Tricia Tuttle til at træde varsomt. Året efter holdt hun et minuts stilhed på den røde løber til minde om de israelske gidsler i Gaza, mens arabiske filmskabere boykottede festivalen. 

Festival med palæstinensisk fokus
Samme år indledtes festivalen Palinale, der finder sted under Berlinalen og viser film med palæstinensisk fokus. 

Festivalen beskriver sig som en måde at ”modsætte den undertrykkelse af palæstinensisk solidaritet i Tyskland og mange kulturinstitutioners tavshed og medskyldighed over for det igangværende folkemord i Palæstina”. 

Det er den debat, Arundhati Roy refererer til, når hun skriver, at hun ”har været dybt rystet over de standpunkter, den tyske regering og forskellige tyske institutioner har omkring Palæstina”. 

Det er samme debat, Wim Wenders – der tidligere har udtalt, at ”alle film er politiske” – nu er vadet ind i ved at gentage festivalens anmodning om at holde politik og kunst adskilt. 

Men på Berlinalen er det lettere sagt end gjort.