”Man må gerne få popcornene galt i halsen”

Udansk er måske det bedste ord til at beskrive kortfilmen En forudsigelig fortælling om magtesløse mænd, der på ottende uge hitter på Ekko Shortlistens top 10.

I et land, hvor ét-ordstitler er blevet en kunstform – Ordet, Festen, Bænken, Antichrist, Dronningen og Druk – skiller en titel på hele seks ord sig markant ud. Som om det ikke var nok, lægger den kortene på bordet med et løfte om at være ”en forudsigelig fortælling” om noget så lidt dragende som ”magtesløse mænd”.

Det hører heller ikke til dansk films sædvaner at kaste sig ud i en high concept-kortfilm bygget på et tænkt scenarie: at kvinder lever 400 år længere end mænd.

I den danske filmbranche gælder også et dogme om, at der altid skal være en karakter, vi kan holde med. Men i En forudsigelig fortælling om magtesløse mænd finder man ingen sympatiske mænd, og alligevel sidder man med svedige håndflader fanget af det intense, kropslige drama, som filmen udvikler sig til.

Og så, når rulleteksterne har rullet, efterlades man i tvivl: Hvad skal man egentlig mene? Tankerne fortsætter med at køre på højtryk.

Bananfluers liv
Bastian Laigaard, som har skrevet manuskriptet sammen med instruktør Frederik Paludan, nikker til Ekkos beskrivelse.

Da deres årgang på Super16 i 2022 skulle til at lave midtvejsfilmen, besluttede man sig for et benspænd. Nemlig at alle film skulle tage udgangspunkt i spørgsmålet: ”Hvad nu hvis?”

”Vi ville gerne udfordre os selv og eksperimentere med high concept-film, som er meget Hollywood-agtigt og ikke så europæisk,” forklarer 32-årige Bastian Laigaard.

Han fandt sammen med instruktøren Frederik Paludan og produceren Penelope Bjerregaard, og de blev enige om at udforske maskulinitet og ligestilling.

”Det skulle helst foregå i en nær fremtid, så vi faldt ned i longevity-kaninhullet og undersøgte, hvordan mennesker forsøger at forlænge deres liv med biohacking og forskning i anti-aldring. På det tidspunkt var det ikke så omtalt i medierne, men nu er det den type forskning, som Elon Musk og Jeff Bezoz bruger mange af deres milliarder på,” siger manuskriptforfatteren.

”I researchen spurgte jeg en phd-forsker, som fortalte mig om en lille undersøgelse, hvor man har forlænget bananfluers liv, men kun for hunner. På den måde kom det til at passe med vores ligestillingstema.”

Mange manuskripter tager afsæt i idéer, der ikke helt fungerer. Oprindeligt udviklede holdet en antologifilm om fire mænd fra hver deres hjørne af det nye samfund, hvor kvinder lever længere.

”Vi må have været sindssyge, for det var alt for omstændigt, og vi endte med at skrotte det. Men én af karaktererne var politiker, og vi landede på, at det skulle handle om ham som en magtfuld person, der udnytter uligheden til at skabe fjendebilleder for egen vinding.”

Et slag for manosfæren
Bastian Laigaard, Frederik Paludan og produceren Penelope Bjerregaard udviklede filmen i fællesskab. De ville også udforske den hypermaskuline strømning kaldet manosfæren, der forbindes med mediefigurer som den tidligere kickbokser Andrew Tate og psykologen Jordan Peterson.

”Vi var nysgerrige på de fællesskaber, der opstår omkring disse karismatiske figurer. Mænd, som oplever, at der bliver taget noget fra dem, hvis der er gratis menstruationsbind på toiletterne. I filmen sætter vi det på spidsen ved rent faktisk at lave en radikal samfundsomvæltning og undersøger, hvordan mændene bruger det til at opbygge fællesskab,” forklarer Bastian Laigaard.

Filmen begynder med en tv-debat, hvor det fortælles, at mænd nu falder ud af arbejdsmarkedet og får job, der er lavere lønnet.

”De her mænd har faktisk nogle basale rettigheder at kæmpe for, men de går også langt og vil have rugehuse og skattefordele. Deres fællesskab handler om sammenhold, men måske endnu mere om, hvem der er alfahan.”

”Først var det meningen, at det hele skulle foregå på Christiansborg, hvor partier nu er kønsopdelte. Men i stedet valgte vi at gå dybere ned i politikeren Kim Harding. Vi lader ham samle en flok mænd og lave en politisk workshop. Og vi stiller ham over for et rigtigt menneske. Den jævne mand Karl, der faktisk føler sig forurettet, mens politikeren kun er det professionelt.”

Egoisten og ekstremisten
Thomas W. Gabrielsson, der med Forestillingen om Juliane vandt prisen for bedste mandlige skuespiller ved Ekko Shortlist Awards 2020, er et perfekt match til rollen som den kyniske politiker. Talentet Anders Kristian Aamodt er et regulært fund som underdogen Karl, der sitrer af urovækkende intensitet.

Det er Karl, som tilfører dramaet en nervepirrende spænding, og det må have været lidt af en åbenbaring at opfinde ham?

”Frederik og jeg kan godt lide klovnefigurer. Dem, der kommer med en anden tilstedeværelse i verden og suger til sig. En klovn, der som sit nummer skal lære at sidde på en stol, men falder på halen en masse og til sidst kan sidde på tre stablede stole. Den farlige klovn, der lærer af sine fejl,” siger Bastian Laigaard.

”Kim Harding ser sig selv om fejlfri, men er ret egoistisk. Han fifler med nye partinavne, selv om han siger, at det ikke er et nyt parti. Filmen kulminerer i kampen mellem ham og den oprigtige Karl. Egoisten mod ekstremisten. Begge er usympatiske, men forhåbentlig får man medlidenhed med dem på skift, inden det ender meget fysisk.”

Karl skulle have været en del af antologifilmen, men han passede ikke ind på Christiansborg. Det krævede også en del arbejde at sandsynliggøre mødet mellem Karl og Kim.

”Pludselig står han i Kims have og tilbyder sin hjælp til den politiske workshop. Mens Frederik og jeg skrev scenen, så vi på hinanden og sagde, at det møde ville blive svært at sandsynliggøre.”

– Hvordan løste I det?

”Ved at komme hurtigt videre i historien,” siger Bastian Laigaard og griner.

”Set isoleret råber scenen på spørgsmålet: Hvor fanden kommer Karl fra? Det er manuskriptmæssigt fy-fy, men vores løsning var at lade alt før og efter tegne en bue hen over scenen – og så hurtigt videre. Filmen accepterer grebet, og forhåbentlig gør publikum det samme. Kim og Karl er jo også arketyper, som gerne må støde sammen helt ud af det blå.”

Spand suppe til filmholdet
Samarbejdet om manuskriptet mellem Frederik Paludan og Bastian Laigaard er meget tæt.

”Vi taler vildt meget i starten, og så outliner vi på tavlen – altså opridser historiens overordnede struktur. Herefter uddeler vi sekvenserne. Jeg skriver én, Frederik en anden, og når vi går i stå, bytter vi sekvenser. Jeg har altid sidste gennemlæsning, hvor jeg sikrer, at man ikke kan mærke, at manuskriptet er skrevet af to mennesker, selv om vi efterhånden har ret meget samme sprog.”

Da manuskriptet var færdigt efter fem måneder, tog Frederik Paludan ud for at optage filmen over otte dages optagelser. Laigaard holdt sig på afstand, men kom og lavede en stor spand suppe til holdet på en særligt kold natoptagelse. Og så lagde han stemme til en journalist, der ringer Kim Harding op i filmen.

”Jeg deltog også i klipningen, da Frederik, som klipper selv, var ved at blive skør og havde brug for friske øjne.”

Det var vigtigt for filmskaberne ikke at lave en moraliserende film, og publikum har også oplevet den meget forskelligt.

”Vi havde en premiere i Empire, hvor 3-400 var inde at se midtvejsfilmen på tre visninger. Nogle mente, at vi slog et slag for manosfæren. Det synes jeg bestemt ikke, men jeg er egentlig glad for, at vi ikke har talt alt for direkte ind i polariseringen på den ene eller anden side.”

”Målet er altid at lave et værk, som man taler om, også når den er slut. Og så underholde selvfølgelig. Man må gerne sidde med nogle popcorn og så få dem galt i halsen på et tidspunkt. Vi kan godt lide at blande genrerne og bruge dem til at fortælle noget politisk. Som Bong Joon-ho gør det med Parasite og Ruben Östlund med Triangle of Sadness.”

Stresset periode
Bastian Laigaard smagte først på filmens verden, da han gik på filmungdomsuddannelsen Station Next samtidig med gymnasiet. Film forenede hans interesser for at fortælle historier, tage billeder og høre musik. Senere fortsatte han med skuespil, dans og musik på Københavns Akademi for Musik. Han forsøgte sig herefter som skuespiller.

”Jeg var til casting på alt muligt uden at få noget som helst. Castings var det værste. Så kom corona, hvor man ikke kunne spille eller danse, og så begyndte jeg at skrive.”

Laigaard fandt sammen med en ven på idéen til en tv-serie, så de skrev otte afsnit og sendte dem afsted. Serien blev aldrig solgt, men det inspirerede ham til at søge ind på Super16, hvor han slap igennem nåleøjet i 2021.

Mens han gik på den alternative filmskole, arbejdede han på en café. Og mens han arbejdede på En forudsigelig fortælling om magtesløse mænd, var han ansat som episodeforfatter på TV 2’s krimiserie Sommerdahl.

”At det ikke var mit eget projekt, var anderledes og befriende. Men det var også en stressende periode, for når jeg havde fri fra midtvejsfilmen, arbejdede jeg enten på Sommerdahl, caféen eller uddannelsen, som eleverne jo selv står for at organisere.”

Ingen efterspørgsel
Bastian Laigaard, Frederik Paludan og Penelope Bjerregaard endte også med at lave deres afgangsfilm, Helt væk, sammen. Trioen håber at kunne fortsætte samarbejdet med en spillefilm eller serie nu, hvor skoletiden er ovre.

Dog var det en ganske forandret filmbranche, talenterne kom ud i, da de dimitterede i 2024.

”Da vi startede, var der stadig en guldalderstemning. Vi var den første årgang med seks manuskriptforfattere i stedet for fire, fordi man ville imødekomme den store efterspørgsel på film og serier. Nu er der ingen efterspørgsel,” griner manuskriptforfatteren og tilføjer:

”Jeg har hørt, at man bør tage ud og drikke kaffe med producere, men jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.”

I stedet har Bastian Laigaard arbejdet et halvt år på et filmprojekt, som skal munde ud i en ansøgning til New Danish Screen, Filminstituttets talentordning.

”Vi har ikke skrevet en spillefilm før, så vi fik først mange gode idéer, der kun holdt i 45 minutter. Film skal kunne og ville noget, selv om det ikke behøver være noget specifikt. Jeg ville ønske, man lidt oftere kunne fornemme, at folkene bag ikke har kunnet lade være med at fortælle lige netop den historie.”