Mentalt er vi allerede blevet besat af Trump

I skrivende stund er der ikke andre amerikanske soldater på Grønland end dem, USA efter aftale med kongeriget har placeret på Pituffik Space Base ved Wolstenholme Fjord i det nordvestlige Grønland, cirka 1.200 kilometer nord for polarcirklen.

Langt væk fra alting.

Men Trump er med sine mange tanker, udspil og meldinger for længst flyttet ind i vores hoveder. Den mentale besættelse synes total, og det skyldes vores egne valg. Eller mangel på fravalg. Vi danser efter nyhedskriterier, der ikke gør os klogere, men tværtimod spreder forvirring og angst.

Et hurtigt scan af medierne fredag aften viser, at historier, der nævner den amerikanske præsident udgør ti af de øverste 12 historier på dr.dk, vores alle sammen public-service-nyhedsformidler.

Og da jeg tjekker Berlingske umiddelbart efter, er der højt på sitet tolv historier, der nævner præsidenten. Kun tre historier handler om noget helt andet, blandt andet en mand, der vil kravle op ad en høj bygning et sted ude i verden.

Og nej, der er ikke bare tale om at nyhedsstrømmen selvfølgelig er ladet med USA i en tid, hvor præsidenten vil have Grønland; forhandler fred om Ukraine; truer med toldsatser og også kaster sig over Iran.

Weekendavisen, Danmarks kloge og reflekterede avis, der skal holde verden og livet ud i strakt arm og søge fordybelse, har fredag aften elleve historier højt på sitet, der udspringer af Trumps sfære. Kun seks handler om alt muligt andet.

Tænk selv!
Jeg køber ikke, at den amerikanske præsident har så mange substantielle handlinger, at belejringen kan forklares med nødvendig redaktionel prioritering.

Tværtimod er der tale om, at vi i medierne ikke er i stand til at lave en selektion, der får USA ned i nyhedsstrømmen og i stedet prioriterer historier om livet, som det leves i Danmark og resten af verden. Det vil sige nysgerrige beretninger fra erhvervslivet, kloge tanker fra kulturen og klassisk international politik med fokus på forhandlinger.

Den helt skæve dækning skyldes ganske enkelt, at præsidentens handlinger er båret af konflikt, sensation og aktualitet. Som da han valgte at fornærme de allierede, der – som Danmark – har gjort en militær indsats i Afghanistan.

Det er bare et døgn siden, men i Trumps verden vil det snart blive glemt og overgået af en ny udfordrende udtalelse.

Men hvis redaktionerne begyndte at spørge sig selv, om det er væsentligt stof, og om truslerne overhovedet vil blive gennemført, ville man kunne skrue ned for mange af historierne.

Jeg siger ikke, meldingerne fra præsidenten og Det Hvide Hus ikke skal omtales, men mange af dem hører reelt til i noteform. Tænk, hvis vi ikke havde ophøjet et amerikansk tweet fra en imaginær politisk figur i USA, hvor Grønland var iklædt det amerikanske flag, til nyhed nummer ét? Hvad nu hvis vi havde ladet det passere og måske omtalt det i en note på side otte?

Det kræver redaktionelt mod ikke at lade sig rive med af det umiddelbare, fordi de andre medier jo også dækker det – og så skal vi det også. Den interne selvforståelse i medierne driver dækningen, så nogen skal stoppe op og tænke selv.

Lav en daglig spalte med opdaterede meldinger fra præsidenten og brug ressourcerne på at rulle resten af tilværelsen og verden ud. Registrer skælvene, men forstærk dem ikke.

Spekulativt kaos
Lige nu mærker jeg, at mediefladen tilmed ikke matcher det, danskerne taler om. Jeg har været til flere receptioner og nytårskure uden for mediekredse.

Trump og USA blev ikke nævnt en eneste gang. Fordi mange af historierne er mediebegivenheder og ikke konkrete hændelser. Vi taler derimod om livet, som det leves, og de ting, vi kan se, høre og mærke. Men når vi åbner medierne, vælter et spekulativt kaos ned over os.

Prøv at lave en lille øvelse.

Hvordan er verden reelt anderledes end for et år siden, og hvor meget af det skyldes USA? Læg et stykke mentalt pergamentpapir ud over kloden og sammenlign med tiden, som den var engang. Helt grundlæggende er ikke så meget forandret.

Medier burde spørge sig selv: Hvad er det vigtigste, som vi ikke skriver og taler nok om? Måske er det den spirende miljøbevidsthed og den grønne bølge? Den er perspektivrig og båret af det konkrete, og den understøtter fællesskaber i stedet for at rive dem ned.

Vi skal i medierne ikke være en megafon, der skaber en ny politisk virkelighed drevet af frygt, men det sunde filter, der sikrer et journalistisk stofskifte, som værner om demokratiet.