Mød fransk films mest krøllede hjerne

Michel Gondry har en krøllet hjerne. Det ved enhver, der har set hans film. 

Tænk på den hektiske rejse ind i Joels minder i Evigt solskin i et pletfrit sind, den håndlavede drømmevirkelighed i The Science of Sleep eller de hjemmelavede videofilm i Be Kind Rewind. 

Man mærker det også, så snart den franske instruktør og manuskriptforfatter sætter sig ned til et gruppeinterview på Cannes-festivalen. Han beklager, at vi har alt for kort tid at tale i. 

”Det ville være skønt, hvis tiden var en mere relativ størrelse. Så kunne vi måle vores stressniveau og få tiden til at gå langsommere, når vi er stressede – og omvendt.” 

Det må blive i hans næste film. 

I dag gælder det den selvbiografiske The Book of Solutions, der vises i parallelkonkurrencen Directors’ Fortnight og er en af hans sjoveste og mest veloplagte i mange år. 

Ingen proportionssans
The Book of Solutions handler om en bipolær instruktørs kamp for at færdiggøre en spillefilm. Produktionsselskabet har i desperation over hans uforståelige proces lukket ned for produktionen. 

Men sammen med klipperen og produceren kidnapper Marc optagelserne og forskanser sig i sin tantes hus langt ude på landet for at arbejde videre i fred. 

Problemet er bare, at den maniske Marc, der har stoppet medicineringen, hele tiden distraheres af nye påfund. 

Han laver en animationsfilm om en ræv, der åbner en frisørsalon, en dokumentarfilm om en myre i haven og en anden om sin tante, hvis madopskrifter kan standse global opvarmning. 

Han stiller op som borgmester, køber et hus og indretter en lastbil til et mobilt klippelokale, hvor rattet spoler frem og tilbage. Man skaber et klip ved at dytte med hornet. 

”Det var en underlig periode i mit liv, hvor jeg lavede alle mulige underlige ting. Min søn sagde, at jeg burde lave en dokumentar om det, men det var jo for sent,” fortæller den 60-årige instruktør. 

”Jeg var en kreativ terrorist og havde ingen proportionssans. En myre var lige så stor for mig som Eiffeltårnet. Til dels var det bevidst: Jeg mente, at beboerne i landsbyen var lige så vigtige og vidende som belæste folk fra Paris eller New York. Jeg havde en filosofi om at behandle alle mennesker ens, og det var andre ikke altid glade for.” 

Fire gyldne regler
Omdrejningspunktet i filmen er en bog om konfliktløsning, hvor Marc forsøger at løse alle verdens problemer med fire gyldne regler. De første tre lyder: ”Start dit projekt. Lær ved at gøre. Lyt ikke til andre.” 

Hvis det lyder som en tykpandet måde at støde sine venner fra sig, er det ikke helt dumme råd, mener Michel Gondry. 

”Marc kæmper for at gøre ting anderledes. Det er han nødt til, fordi folk ikke er med på hans idéer. Og fordi han møder modstand, bliver han mere stædig, indtil han nærmest er en terrorist: Man ikke kan tale ham bort fra selv den mest fjollede idé.” 

Heldigvis bløder instruktøren op med den fjerde regel: ”Lyt til andre.” 

”Da vi lavede The Book of Solutions, var jeg supersød. Måske fordi den handler om, hvordan jeg er, når jeg ikke er sød. Men jeg skreg ikke en eneste gang – jeg har taget ved lære.” 

Spjættende dirigent
En af de sjoveste scener i The Book of Solutions opstår, da Marc hyrer et orkester til at indspille musikken til hans film. Med blind selvtillid og uden at have skrevet noget ned beslutter han sig for selv at stå for dirigeringen. 

Efter et par hurtige instrukser begynder han at hoppe og springe rundt, mens musikerne gør deres bedste for at omsætte hans spjæt til musik. Lidt usikkert til en start, men snart samler instrumenterne sig til vellydende harmonier. 

”Det gjorde jeg rent faktisk i virkeligheden. Og i filmen gør Pierre Niney det så godt, at det er en fornøjelse at overvære,” siger Michel Gondry om skuespilleren – kendt for Franz – der spiller hans alter ego. 

”Pierre og jeg er begge, hvad vi på fransk kalder tête à claques. Det er folk, som andre finder irriterende, uden at de rigtigt kan sætte en finger på hvorfor. Og så har han jo fantastisk timing!” 

”Når jeg leder efter en skuespiller, der skal spille mig selv, er de nødt til at have lige så lidt testosteron som mig,” siger Michel Gondry med et smil. 

Under optagelserne af The Science of Sleep måtte han instruere Gael Garcia Bernal i at kigge på sine sko i stedet for at se folk i øjnene. 

”Som barn var jeg altid den svageste og den første, der blev slået. Så snart det skete, kastede jeg mig fladt ned på gulvet. Jeg har styrke, men måske ikke i den traditionelle forstand.” 

– Kompenserede du ved at være sjov og kreativ? 

”Det har jeg aldrig tænkt over før, men jeg følte nok, at jeg ville blive afvist. Så for ikke at blive skuffet skyndte jeg at lave en vittighed og afvise mig selv først.” 

”Jeg spillede dum, for så kan folk jo altid sige: ’Du er ikke dum!’ Det er sjovere end at være fuld af selvtillid og så høre det modsatte.” 

Humor med tragik
I Michel Gondrys film har komedien gerne en bismag af tragedie. 

”Hvis man laver noget meget alvorligt, griner folk aldrig. Men hvis man fortæller med humor, kan publikum stadig forestille sig tragedien,” forklarer han. 

Tragedien lurer i The Book of Solutions, hvor selv Marcs mest trofaste støtter bliver slidt i laser af hans retningsløse hittepåsomhed og psykiske nedsmeltninger. 

”Da hele salen grinede til premieren i går aftes, fik jeg lyst til at rejse mig op og råbe: ’Det er ikke sjovt!’ Men selvfølgelig var jeg glad for, at folk morede sig,” siger Michel Gondry. 

”Jeg har aldrig oplevet en af mine film blive mødt med så meget latter, men jeg er ikke naiv. Jeg ved godt, at i morgen er der én, som siger: ’Jeg elsker din nye film, men min favorit er stadig Evigt solskin i et pletfrit sind.’” 

”Jeg har et lidt distanceret forhold til den, fordi Charlie Kaufman (der var med til at skrive manuskriptet, red.) var den store stjerne. Nogle gange forstod jeg ikke selv, hvad der foregik. Jeg er da stolt over, at jeg lavede den, men jeg kan bedre lide den nye. Den er helt min egen.” 

Nobelpris i beskedenhed
Siden Microbe & Gasoline fra 2015 har han instrueret elleve kortfilm, to musikvideoer og otte afsnit af tv-serien Kidding med Jim Carrey, der også spiller hovedrollen i Evigt solskin i et pletfrit sind. 

Under pandemien skrev han manuskripter til sine næste to film.

Som han sidder her under interviewet, viser han ingen tegn på træthed. 

”Da jeg indspillede Kidding, kom der en gruppe mennesker for at overvære optagelserne. De havde rent faktisk betalt penge for at se os arbejde. Da tænkte jeg, at jeg alligevel må have et meget fedt job.” 

– Er det ikke lidt beskedent? 

”Jeg har en Nobelpris i beskedenhed!” siger Michel Gondry med et gavtyvesmil. 

”Kun grimme mennesker er prætentiøse. Jeg arbejder derfor meget hårdt på at virke beskeden. Jeg gør grin med mig selv, så I kan skrive en god artikel om mig. Og det er jo lidt arrogant,” slutter han.

Den franske instruktør er endt med at give os dobbelt så lang tid, som der var afsat til interviewet. For tid er en relativ størrelse.