Mindeord: Mig og Morten

Jeg mødte Morten Arnfred (1945-2025) første gang under optagelserne af Gert Fredholms debutfilm Den forsvundne fuldmægtig i 1971. Jeg var instruktørassistent og Morten fotografassistent.

Det var kærlighed ved første blik og begyndelsen på et livslangt og inspirerende samarbejde. Vi var tre år senere også sammen på Flemming Quist Møllers eksperimenterende Prins Piwi – jeg som medinstruktør og Morten som fotografassistent – hvor vi for første gang oplevede filmanmeldernes raseri.

Da jeg havde samlet mod og penge til min debut Strømer (1976), var det oplagt at tage Morten som min instruktørassistent. Jeg vidste, at Morten havde en fantastisk fornemmelse for skuespillere og billedfortællinger. Og han tog altid beredvilligt kuglerne for instruktøren, når der opstod konflikter.

Han spillede endda en lille, flabet rolle i filmen som pressefotograf, og filmen blev både en kritisk og kommerciel succes med tre Bodil-priser og en usædvanlig international distribution.

På Mig og Charly (1978) debuterede Morten for alvor som instruktør og modtog Bodil-prisen for årets bedste film. Jeg havde fornøjelsen af at være filmens klipper.

Det lystfulde og intense samarbejde fortsatte på min Gustav Wied-filmatisering af Slægten (1978), De flyvende djævle (1985), tv-serien Een gang Strømer… (1987) og Sort høst (1993). Parallelt hermed klippede jeg Mortens Johnny Larsen (1979) og Der er et yndigt Land (1983), ligesom jeg var klippedoktor på Himmel og helvede (1988) og Lykkevej (2003).

Taxa og Trier
Da Rumle Hammerich blev dramachef på DR, ville han gerne ruske op i en meget søvnig institution og spurgte, om jeg ville overtage et kuldsejlet projekt: Taxa.

Sammen med Stig Thorsboe slog jeg til.

Dengang var det ikke fint at lave tv-serier, tværtimod. Vi researchede og skrev de første tre afsnit, som jeg castede og instruerede. Qua vores tætte samarbejde var det oplagt, at jeg pegede på Morten til at efterfølge mig med de næste tre, hvad han gjorde på smukkeste vis.

Seertallet røg fra de sædvanlige 300.000 op på 1.500.000 og gav DR den faste plads på sendefladen, som blev grundlaget for DR’s store succeser i årene, der fulgte.

Lars von Trier havde også fået øje på Mortens talent og brugte ham som assisterende instruktør på både Riget 1 (1994) og hans internationale gennembrud Breaking the Waves (1996), som jeg klippede. Den vandt juryens Grand Prix i Cannes.

Siden overtog jeg Mortens rolle på Lars von Triers næste syv film.

Fade bort i stilhed
Desværre tabte vi hinanden lidt af syne gennem de senere år, da jeg arbejdede meget i udlandet, og både Morten og jeg fik sværere og sværere ved at få støtte til vores projekter. I Danmark ærer man ikke sine ”mestre”, som man gør i udlandet, men lader dem fade bort i stilhed.

Heldigvis har filmkunsten i modsætning til teatret hukommelse, og man kan med et enkelt tryk på en knap puste liv i alle de smukke billeder og rørende karakterer, som Morten fik skabt på det store lærred.

Tak for alt, kære Morten, du vil altid være i mit hjerte.