Camre: Mogens Rukov bragte orden i kaos

”Vistnok den vigtigste del af vores liv var vi sammen,” skrev Mogens til mig i 2014.

I dét fælles liv skabte vi Filmskolen. Omstændighederne ved ansættelsen af Mogens er refereret i bogen Mogens Rukov – et portræt, og flere andre steder og ved eftertanke må jeg vel indrømme, at han ikke havde indlysende forudsætninger for at undervise i film.

Man kan også sige, at han ikke var belastet af datidens forestillinger om det at undervise i film. Det passede som hånd i handske til visionen om at skabe ikke blot en ny Filmskole, men en ny dansk film. 

Vi skulle et andet sted hen. Mogens var et andet sted.

Og vi skulle have inspiration udefra. Vi opsporede aktive førende filmfolk med viden og nytænkning fra alle verdenshjørner til fortrydelse for det traditionelle danske filmmiljø, som kun kunne se skolen som en håndværksskole – og håndværk var der i øvrigt ingen grund til at gå i skole for.

Vi ville forene den kunstneriske ambition med håndværket.

Laboratoriestadiet
I dag ville det nok have været utænkeligt ikke at skrive en udførlig stillingsbeskrivelse, som passede på undervisningsbehovet og Mogens’ kvalifikationer. Men det ville have været meningsløst.

Vi var på laboratoriestadiet, vi skulle først selv forstå, hvor vi skulle hen, hvorfor og hvordan.

Mogens er i dag kendt som manuskriptforfatteren og inspiratoren bag dogme-filmene og de kendte navne: Rumle Hammerich, Lars von Trier, Lone Scherfig, Susanne Bier, Per Fly, Thomas Vinterberg, Ole Christian Madsen, Pernille Fischer Christensen og Christoffer Boe.

Men det er kun den umiddelbart synlige overflade af hans indflydelse.

Manuskriptforfatterne bag filmene og de berømmede danske tv-serier kom så godt som alle fra Mogens’ manuskriptværksted: Lars Kjeldgaard, Nikolaj Scherfig, Thorsboe-brødrene, Kim Leona, Kim Fupz Aakeson, Bo Hr. Hansen, Dunja Gry Jensen, Maya Ilsøe, Charlotte Sieling, Søren Svejstrup, Tobias Lindholm, Anders August, ja, jeg glemmer flere.

Tænk på dansk film og tv-drama uden disse forfattere.

Generationer af andre fagretninger blev igennem tiden også præget af hans tanker og syn og kom på den måde til at dele det sprog, hvorigennem stor kunst blev skabt.

Ingen overflødige ord
Mogens var ikke manuskriptforfatter, da han blev ansat på skolen, og han underviste ikke i manuskriptarbejdet. Mogens’ afgørende betydning ligger i skolens formative år, som igen blev grundlaget for hans egen udvikling til mentor, manuskriptforfatter, lærer og provokatør på skolen og i filmmiljøet.

Mogens deltog i alt: Hvordan vælger vi de bedste studerende, hvordan kan vi sætte deres talenter fri til at turde mere, hvem kan undervise – og i skolens begrænsede økonomi formulerede, layoutede og stencilerede han også programmer og publikationer.

Det blev hurtigt klart, at Mogens havde en subtil fornemmelse for sprog og sprogets præcision.

Mogens beskæftigede sig med sprog som en dyrebar ressource, der ikke skulle spildes med. I Mogens’ sprog var der ingen overflødige ord. Jo kortere, jo bedre.

Han litterære, akademiske disciplin, som angiveligt stod i vejen for hans egen skriftlige udfoldelse, kunne bruges i hans udvikling af regler, som blev det styrende princip i det Rukov’ske, dramaturgiske kompleks.

Penneprøverne
Det begyndte med det, der blev kaldt ”penneprøver”. Idéen med penneprøver var at afprøve en række fortællemæssige størrelser, som ikke var knyttet til nogen længere fortælling, men var at forstå som byggesten i enhver fortælling.

Penneprøverne skulle afvikles inden for en stram tidsramme og var defineret af et regelsæt, som omfattede handling, tid og sted. Så var man fri for alle mulige opfundne handlingsforløb, som ikke havde til hensigt at afprøve bestemte elementer af en fortælling. Mogens foragtede det tilfældige og forsømte ikke at give udtryk for det.

De regelbundne opgaver trivedes og udvikledes i samarbejdet med Jørgen Leth, Gert Fredholm og Wojciech Marczewski og er stadig centrale i Filmskolens undervisning og annekteres af andre ledende filmskoler.

”Der er ingen regler for, hvordan man skal lave en film. Men alle film er film i forhold til regler.”

I Danmark var der ingen manuskripttradition, hverken god eller dårlig. Mogens måtte derfor skabe sin egen skole. Hans legendariske forelæsninger i dramaturgi var i sig selv en søgen efter orden i kaos. En bestræbelse frem imod lovmæssigheder, man kunne forholde sig til.

Det blinkende neonskilt, der kunne vise vejen blev ”den naturlige historie”, som Mogens og Thomas Vinterbergs Festen udnyttede eksemplarisk.

Mogens skrev aldrig sin dramaturgi, den Vejleder, alle håbede på. Jeg tror ikke, han ikke kunne, jeg tror snarere, at det var angsten for formler, som kunne stå i vejen for den frie tanke. Men han efterlader nogle afsæt, som altid vil præge dem, der har delt hans klogskab.

De sidste år
De sidste par år tilbragte vi mange timer sammen. Mogens havde brugt en god del af sit liv til at afprøve kroppens holdbarhed, nu var han såret, men ikke slået.

I sygesengen, i rehabiliteringen og hjemme var han optaget af alt det, der skulle gøres og undersøges. Hans nærmeste disciple søgte hans råd. Han ville skrive om filmtrilogierne, som han havde undervist i. En bog for gymnasiet om at lave film: ”fortællingen først, teknik når der er brug for den”. Og så skulle vi sammen lave et værk om rødstensbygninger, som ingen havde set og forstået dem før.

Vi talte og talte, ikke så meget om film og filmskole, det havde vi jo gjort, mere om livet og kunsten. Som tiden gik, kunne kroppen ikke mere, men hovedet var intakt, og selv om ordene blev færre, så levede de rebelske og originale analyser i lapidariske præcise sætninger til det sidste.

Da jeg i begyndelsen af 90’erne rejste til nye udfordringer i England, skrev Mogens en afskedssang med omkvædet: ”Hvad skulle den rejse rejses for.” Jeg var forræderen i vores ubrydelige bånd. Nu er det Mogens, der rejser, og han vil altid mangle. Hvem skal nu bringe orden i kaos?