Morten Arnfred er død

En af dansk film dygtigste og mest sympatiske instruktører er død i dag.

”En smuk sjæl, Morten Arnfred, har i dag forladt denne verden omgivet af sine børn, Matilde og Mikkel og sine søskende. Han vil blive savnet,” skriver Morten Arnfreds ekskone Bente Simone Jæger på sin Facebook-side.

Ekko har også talt med Mikkel Arnfred, der fortæller, at Morten Arnfred den 2. august kunne fejre sin 80-års fødselsdag omgivet af hele familien. Han døde efter kort tids sygdom.

Morten Arnfeds hovedværker er ungdomsdramaerne Mig og Charly (1978) og Johnny Larsen (1979). Her udnyttede han sin fotografiske baggrund til at forene et råt, realistisk blik med et markant filmisk udtryk. 

Mig og Charly skildrer venskabet mellem den pæne Steffen og københavnerknægten Charly, spillet af glarmesteren Allan Olsen, der med filmen blev tidens store ungdomsstjerne. Dramaet emmer af en forfriskende naturlig og umiddelbar energi, og et incestuøst forhold mellem Steffen og hans mor (Ghita Nørby) bryder markante tabuer.

Olsen spiller også hovedrollen i Johnny Larsen, et hovedværk i 1970’ernes danske film med sin stærke fornemmelse for autentisk ungdomsliv og sociale realiteter i den rørende historie om en arbejderdrengs voksende selvforståelse i 1950’erne.

Allerede i 1976 markerede Morten Arnfred sig, da han sammen med Lasse Nielsen skabte Måske ku’ vi. Filmen var med til at sætte gang i ungdomsfilmbølgen og afslørede hans talent som personinstruktør.

I 1982 instruerede han et afsnit af Ungdomsredaktionen, hvor Poul & Nulle skabte et stykke dybt originalt tv på de unges præmisser.

Triers højre hånd
Ungdomsbølgen i film og på tv blev ikke den sidste bølge, han deltog i. I en tid, hvor tv-serier blev anset som lavstatus blandt instruktører, var Arnfred med til at ændre opfattelsen med Taxa i slutningen af 90’erne, hvor han instruerede tre afsnit i 1997.

Senere satte han sit præg på serier som Hotellet, Forsvar, Anna Pihl, Forbrydelsen og Broen. Allermest markant blev dog hans indsats på Lars von Triers genistreg Riget. I de to første sæsoner (1994 og 1997) fungerede han som både instruktør og medinstruktør. Trier foretrak at styre slaget fra sin camper og overlod gerne arbejdet med skuespillerne til Arnfred.

På Triers hovedværk Breaking the Waves (1996) var han assisterende instruktør – en rolle, der understreger, hvor afgørende Arnfreds støtte var for Trier i netop de år.

I 1998 var han desuden redningsmand på Olsen-bandens sidste stik, hvor han overtog instruktionen fra Tom Hedegaard, der døde under optagelserne.

Socialt engagment
Efter ungdomsfilmene fortsatte Arnfred med at skabe sine egne spillefilm. I Der er et yndigt land (1983) skildrer han landmanden Knud (Ole Ernst), der rammes af økonomisk krise, da besætningen bliver syg.

Filmen tematiserer samtidig den svære overgang fra traditionelt landbrug til moderne teknologi – fortalt med Arnfreds karakteristiske varme og sociale engagement.

”Filmen er realisme af solideste tømmer; lydhørt indkredser den et miljø og en livsform, som sjældent optræder troværdigt i nyere film,” bemærker Gyldendals Danske Filmguide.

Filmen sikrede Arnfred hans tredje Bodil for årets bedste danske film efter de tidligere sejre med Mig og Charly og Johnny Larsen.

Udfordrer socialrealismen
Fem år senere, i 1988, fulgte Arnfreds filmatisering af Kirsten Thorups Himmel og helvede, hvor den unge Marias opgør med forældrenes normer og hendes forelskelse i tjeneren Johnny står i centrum.

Dirk Brüels farvemættede billeder og markante lyssætning bryder med den gråmelerede danske socialrealisme.

”Stilen udfordrede samtidig de, der – med Thorup og Arnfred i baghovedet – forventede en højere grad af realisme. Men filmen står stærkt som en selvstændig fortælling om en type hovedperson, Arnfred ofte har skildret: den uformede personlighed, det ubeskrevne blad, der gennemgår en lære- og modningsproces – og her overlever ved hjælp af kunsten,” som Gyldendals Danske Filmguide skriver.

Morten Arnfred var ikke tilhænger af at blive i samme spor, og i sin næste spillefilm skiftede han igen genre.

Thrilleren Den russiske sangerinde (1993) bygger på Leif Davidsens bestseller om et mystisk dødsfald blandt medarbejdere på den danske ambassade i Moskva. Selv om både danske og russiske skuespillere leverer overbevisende præstationer, lykkes det kun delvist Arnfred at skabe den spænding, historien lægger op til.

Komedie-comeback
Efter skuffelsen med Den russiske sangerinde fik Morten Arnfred i 2003 et markant comeback med den romantiske komedie Lykkevej, hvor Birthe Neumanns Hellerup-frue mister sin mand til en yngre kvinde og må lære at stå på egne ben.

I 2005 fulgte Den store dag, en letbenet komedie om et bryllupsfirma, der ser en chance for et pr-scoop, da to studieværter skal giftes – en plan, der selvfølgelig går galt.

Filmen blev Arnfreds sidste og måske hans mest ubekymrede, men med et stærkt ensemble bestående af Louise Mieritz, Christian Tafdrup, Henrik Prip og Trine Dyrholm viser han igen sin evne som fremragende personinstruktør.

Morten Arnfred spillede således en central rolle i 70’ernes og 80’ernes ungdomsfilm, bidrog til den nye danske filmbølge i 90’erne under Lars von Trier og var med til gennembruddet for dansk tv-seriefiktion i slutningen af årtiet.

Med sit imødekommende og engagerede væsen var han en uvurderlig gevinst for den danske filmbranche og blandt andet med til at etablere Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft.

Han var en yderst kompetent og solid instruktør uden nykker. Men hans største gave var måske, at han var et menneske, som folk gerne ville være i selskab med. Som Taxa-instruktøren Rumle Hammerich skriver på Ekkos Facebook-side:

”Tak for mange fine stunder. På lærredet og i virkeligheden. Hvil nu i fred.”