Oppenheimer protesterer over streamingtjeneste

Instruktøren Joshua Oppenheimer bor i Danmark og har lavet de prisvindende dokumentarer The Act of Killing og The Look of Silence om folkemordet i Indonesien.
Mubi er stille og roligt gået hen og blevet den førende streamingtjeneste i verden for independent- og arthousefilm. Tjenesten er i dag tilgængelig i omkring 190 lande og stod i 2024 bag distributionen af bodyhorror-hittet The Substance med Demi Moore i hovedrollen.
Men nu møder Mubi kritik fra nogle af de filmskabere, som platformen ellers har draget nytte af.
I maj blev det offentliggjort, at kapitalfonden Sequoia Capital har investeret 100 millioner dollars i Mubi. Fonden har tætte forbindelser til det israelske militær gennem sin investering i techvirksomheden Kela, som blev stiftet af fire tidligere israelske efterretningsofficerer kort efter Hamas’ angreb den 7. oktober 2023. Kela udvikler i øjeblikket militær teknologi baseret på kunstig intelligens.
”Mubis økonomiske vækst er nu eksplicit knyttet til folkemordet i Gaza, hvilket gør alle os, der samarbejder med Mubi, medansvarlige,” skriver filmskaberne i brevet, der fortsætter:
”Vi tror også på, at film kan være kraftfulde. Og vi ved, at vi ikke altid kan styre publikums reaktioner – men vi kan styre, hvordan vores arbejde afspejler vores værdier og forpligtelser. Værdier, der fuldstændigt tilsidesættes, når vores arbejde forbindes med en kapitalfond, der profiterer på folkemord.”
”Gaza udsættes for massemord på civile – herunder journalister, kunstnere og filmarbejdere – samt en omfattende ødelæggelse af palæstinensisk kultur og kulturarv. Vi mener ikke, at en kunstfilmsplatform meningsfuldt kan støtte et globalt fællesskab af filmelskere, samtidig med at den samarbejder med en virksomhed, der investerer i mord på palæstinensiske kunstnere og filmskabere.”
Total mangel på ansvar
Blandt underskriverne af brevet er prominente instruktører som Joshua Oppenheimer, der bor i Danmark og har lavet de prisvindende dokumentarer The Act of Killing og The Look of Silence, om folkemordet i Indonesien, samt spillefilmen The End.
Desuden finske Aki Kaurismäki (Faldne blade), portugisiske Miguel Gomes (Grand Tour) og rumænske Radu Jude, der står bag Guldbjørnevinderen Bad Luck Banging or Loony Porn og Sølvbjørnevinderen Kontinental ’25,
Ifølge Variety opfordrer filmskaberne Mubi til at tage tre konkrete skridt, som tidligere er blevet foreslået af Film Workers for Palestine: 1) offentligt fordømme Sequoia Capital for at profitere på folkemord, 2) fjerne Sequoia-repræsentanten fra Mubis bestyrelse og 3) indføre en etisk investeringspolitik for fremtidige partnerskaber.
”Mubis beslutning om at samarbejde med Sequoia viser en total mangel på ansvar over for de kunstnere og fællesskaber, som har været med til at få virksomheden til at blomstre. Vi mener, det er vores etiske pligt ikke at gøre skade. Og vi forventer, at vores samarbejdspartnere som minimum nægter at medvirke til den brutale vold, der lige nu udspiller sig mod palæstinenserne,” skriver filmskaberne videre i brevet.
Det fremgår ikke, om filmskaberne agter at trække deres værker fra streamingtjenesten, hvis Mubi ikke imødekommer deres krav.
Mubi har ikke kommenteret det åbne brev, men har tidligere udtalt, at virksomhedens investorer ikke nødvendigvis afspejler Mubis egne værdier. Kritikken har dog indtil videre ikke haft nogen mærkbare konsekvenser.
Israels krigshandlinger er også et betændt emne i den danske filmbranche. I juni underskrev mere end 600 danske filmfolk et åbent brev, der opfordrede regeringen til at stoppe våbeneksporten til Israel og anerkende Palæstina som stat.
Kommentarer