Debat
08. apr. 2017 | 16:11

Debat: Når løgne afløser argumenter

Foto | Søren Kirkegaard
Forældre med Søren Malling og Bodil Jørgensen floppede i biografen trods gode anmeldelser, og nu forsøger Nordisk Film og Det Danske Filminstitut at løbe fra deres ansvar, mener debattør.

Nordisk Film og Det Danske Filminstitut lyver for at skjule, at filmkunsten har ynkelige forhold, skriver instruktør Christian Braad Thomsen i en replik til debatten om hans kronik.

Af Christian Braad Thomsen

Når man ikke har argumenter, er det fristende at benytte sig af løgnen.

Det gør direktøren for Nordisk Film Production Henrik Zein i sit forsvar i Ekko for, at Nordisk Film groft svigtede en af årets bedste danske film, Christian Tafdrups Forældre. Han siger, at en række små kunstbiografer fik filmen tilbudt, men ”de fleste takkede desværre nej, da de ikke kunne se det kommercielle potentiale i den”.

Det passer ikke.

En så prominent kunstbiograf som Vester Vov Vov ville gerne vise filmen, men var allerede booket helt op på det tidspunkt, Nordisk Film ønskede filmen vist.

Så plejer udlejeren at være fleksibel og forhandle et andet premieretidspunkt, hvor biografen har plads.

Det ønskede Nordisk Film ikke.

I stedet udspreder man nu den løgn, at biografen sagde nej af kommercielle grunde, for på Nordisk kan de kun tænke i kommercielle baner. Men i kunstbiograferne tæller kun kunstneriske overvejelse.

Når Forældre ikke blev lanceret over for publikum, skyldes det ifølge Zein, at Det Danske Filminstitut ikke ønskede at støtte lanceringen. Det dokumenterer endnu engang min påstand om Filminstituttets manglende kunstneriske kompetence.

Forældre fik fremragende anmeldelser og hele fire Bodil-priser. Men en film på det niveau finder Filminstituttet ikke egnet til biografdistribution.

Jeg forstår godt, at filminstituttets direktør Henrik Bo Nielsen ikke ønsker at stille op til et interview med Ekko, for jeg har allerede grebet ham i én løgn i denne diskussion.

Min seneste film Fassbinder – at elske uden at kræve er formentlig den danske dokumentarfilm, der har modtaget flest festivalinvitationer, cirka 80 i alt, herunder Grand Prix på Festival of Nations i Østrig.

Filminstituttet krediterer på sin hjemmeside med stolthed alle de festivalinvitationer og priser, som en film får – undtagen i mit tilfælde.

Henrik Bo Nielsen oplyser, at man ikke har mandskab til at publicere Fassbinder-filmens festivalinvitationer. Det ville ellers kun tage fem minutter, så den egentlige grund er naturligvis, at Filminstituttet ikke kan få sig selv til at oplyse, at en film, som de fandt for ringe til at støtte, formentlig er blevet det største festivalhit i dansk dokumentarfilms historie.

Det er den slags ynkelige forhold, et ukvalificeret Filminstitut byder filmkunsten i Danmark.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko