Venedig 2023
25. juli 2023 | 17:12 - Opdateret 26. juli 2023 | 19:15

Nikolaj Arcel får kamp til stregen

Foto: Atsushi Nishijima

I Yorgos Lanthimos’ mørke eventyr Poor Things spiller Emma Stone den unge kvinde Bella Baxter, der genoplives fra de døde af en genial opfinder.

Festivalen i Venedig trodser Hollywood-strejker og bejler til både Oscars og skandale med nye film af instruktører som Yorgos Lanthimos, Sofia Coppola, David Fincher, Bradley Cooper – og Woody Allen.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Som den første dansker i 33 år skal Nikolaj Arcel til september dyste mod nogle af filmverdenens absolutte sværvægtere på filmfestivalen i Venedig, hvor det episke drama Bastarden er udtaget til hovedkonkurrencen. 

Dermed stryger filmen med Mads Mikkelsen i hovedrollen direkte ind på listen over årets mest ventede internationale film. 

Den skæve græker Yorgos Lanthimos er også i spil til en Guldløve med det historiske drama Poor Things, en Frankenstein-inspireret fortælling med Emma Stone i hovedrollen som en ung kvinde, der vender tilbage fra de døde. 

Chileneren Pablo Larrain – kendt for No, Jackie og senest Prinsesse Diana-dramaet Spencer – dyster med den fantasifulde gyser El Conde, der forestiller sig diktatoren Augusto Pinochet som en udødelig vampyr.

Mexicanske Michel Franco, der for tre år siden vandt Sølvløven for dramaet New Order, vender tilbage med den amerikanske Memory. Filmen har Jessica Chastain og Peter Sarsgaard i hovedrollerne som et par på en dramatisk hjemmeferie i New York City. 

Japanske Ryûsuke Hamaguchi følger op på Oscar-succesen Drive My Car med Evil Does Not Exist, mens polske Agnieszka Holland skildrer flygtningekrisen i The Green Border, om syriske flygtninge strandet mellem Polen og Hviderusland. 

Adam Driver som bilentreprenør
Filmfestivalen i Venedig har i konkurrence med andre store filmfestivaler som Cannes, Toronto, Sundance og Telluride længe profileret sig som Oscar-sæsonens celebre affyringsrampe. 

Årets program er ingen undtagelse, og mange af de mest ventede film får ligefrem verdenspremiere i hovedkonkurrencen. Se listen efter artiklen!

Bradley Cooper bliver ved musikken efter storsuccesen A Star is Born, når han i den ambitiøse biopic Maestro spiller det iltre geni Leonard Bernstein over for Carey Mulligan som komponistens hustru Felicia. 

Efter mange års arbejde kan veteraninstruktøren Michael Mann endelig præsentere Ferrari, hvor Adam Driver spiller den italienske entreprenør bag det eksklusive bilmærke. 

Også Sofia Coppola, der i 2010 vandt Guldløven for det døsige drama Somewhere, har en biopic i hovedkonkurrencen. Priscilla skildrer Elvis’ hustru Priscilla Beaulieu Presley, som levede i skyggen af legenden. Filmen præsenterer et modstykke til Baz Luhrmans succesrige portræt af kongen af rock’n’roll, Elvis

Ava DuVernay – kendt for Martin Luther King-portrætfilmen Selma – dyster med Origin, der finder roden til al racisme i det oldgamle kastesystem. Og David Fincher fortsætter sit samarbejde med Netflix med thrilleren The Killer, hvor Michael Fassbender spiller en lejemorder i krig mod sine overordnede. 

Ikke påvirket af strejker
Dermed gør festivalen alle bange anelser til skamme, efter at man i weekenden måtte melde ud, at Luca Guadagninos tennisdrama Challengers var udskiftet som åbningsfilm med Matteo Garrones italienske krigsdrama Io Capitano

Udskiftningen skyldes de igangværende strejker i Hollywood, der forbyder medlemmer af de store amerikanske fagforeninger for forfattere og skuespillere at promovere deres film. 

Det var dog den eneste amerikanske film, som ikke tog imod invitationen fra en af verdens mest prestigiøse filmfestivaler, forsikrede festivalleder Roberto Cicutto. 

Han påpegede også, at forbuddet ikke gælder såkaldte independent-film, der er produceret uden om de store amerikanske filmstudier. 

”Vi håber, at den røde løber ikke vil være helt så affolket, som nogen har antydet,” som han sagde til pressekonferencen. 

Instruktion fra kørestol
Også Wes Anderson vender forbi Lidoen.

Efter at have modtaget blandet kritik for Asteroid City, som havde verdenspremiere i Cannes, vil han præsentere sin 40 minutter lange animationsfilm The Wonderful Story of Henry Sugar uden for konkurrence. Instruktørens anden Roald Dahl-filmatisering efter The Fantastic Mr. Fox er lavet for Netflix, hvor den vil få premiere senere på året. 

Også den texanske independent-instruktør Richard Linklater dukker op uden for konkurrence. Han præsenterer thrilleren Hit Man, om en psykolog, der går undercover som lejemorder for at fange virkelige lejemordere for politiet. 

Og den gamle 70’er-mester William Friedkin, manden bag The French Connection og The Exorcist, dukker overraskende op med The Caine Mutiny Court-Martial. Filmen er baseret på et berømt teaterstykke om et mytteri under Anden Verdenskrig, og den indædte instruktør skal efter sigende have instrueret fra en kørestol på grund af dårligt helbred. 

Indstiller karrieren
Mens filmfestivalen i Venedig kan bryste sig af nogle af årets største filmpremierer, stikker den kunstneriske leder Alberto Barbera også gerne til tidsånden med kontroversielle indslag. 

Sidste år kunne festivalen præsentere den seneste film af den voldtægtsanklagede, afdøde sydkoreanske instruktør Kim Ki-Duk, og i år er der fundet plads i programmet til film af Roman Polanski, Luc Besson og Woody Allen. 

Roman Polanski har ufortrødent fortsat karrieren i Europa, efter han flygtede fra Californien i 1978 for at undgå en dom for at have haft sex med en trettenårig pige, hvilket han selv har indrømmet. 

I 2019 blev han belønnet med en Sølvløve i Venedig for Officer og spion, men samme film blev senere på året mødt af protester og boykots til uddelingen af César-priserne – de franske Oscars. 

Han vender nu tilbage med The Palace, en sort overklassekomedie med blandt andre John Cleese på rollelisten. Filmen har Polanski skrevet sammen med sin gamle samarbejdspartner Jerzy Skolimowski. Det er deres første film sammen siden Kniven i vandet fra 1962. 

Luc Besson (Leon, Det femte element) har længe været kritiseret af den franske #MeToo-bevægelse, men blev sidst i juni frifundet for en voldtægtsanklage. Nu kan han fejre sejren med en plads i hovedkonkurrencen til filmen Dogman, der har australieren Caleb Landry Jones i hovedrollen som en hundeelsker, der er blevet seksuelt misbrugt af sin far. 

Woody Allen er blevet anklaget for et overgreb på sin adoptivdatter, da hun var syv år gammel. Efter lang tids spekulation om, hvilken festival der ville turde invitere Woody Allen, står det nu klart, at han vil indstille sin lange karriere i Venedig. 

Hans sidste film, den fransksprogede Coup de chance, får verdenspremiere uden for konkurrence. Filmen udfolder et trekantsdrama med fatale konsekvenser og skal efter sigende vække mindelser om instruktørens velrenommerede thriller Match Point

Hyldest til Sakamoto
Det er et broget program, som også uden for hovedkonkurrencen levner plads til gamle favoritter og lovende nyopdagelser. 

Kultinstruktøren Harmony Korine dukker således op med Aggro Dr1ft. Den absurd-komiske franskmand Quentin Dupieux leverer med Daaaaaali! et firdobbelt portræt af Salvador Dalí, mens legenden Frederick Wiseman med Menus plaisirs – les troisgros har skabt et fire timer langt dokumentarportræt af en af Frankrigs dyreste restauranter. 

Den iranske skuespiller Zar Amir Ebrahimi, kendt for sin hovedrolle i Holy Spider, debuterer som instruktør. I samarbejde med israeleren Guy Nattiv har hun lavet dramaet Tatami, en autentisk historie om iranske atleter, der presses af staten til at give op til OL. 

Og koncertfilmen Ryuichi Sakamoto – Opus foreviger den store japanske komponist, der døde tidligere på året, da han giver sin sidste klaverkoncert. 

Den 80. udgave af filmfestivalen i Venedig løber af stablen fra 30. august til 9. september.

Venedig Film Festival 2023


Konkurrence

Comandante, instr. Edoardo De Angelis (Italien)
Bastarden, instr. Nikolaj Arcel (Danmark, Tyskland, Sverige)
Dogman, instr. Luc Besson (Frankrig)
Le Bête, instr. Bertrand Bonello (Frankrig, Canada)
Hors-Saison, instr. Stéphane Brizé (Frankrig)
Enea, instr. Pietro Castellitto (Italien)
Maestro, instr. Bradley Cooper (USA)
Priscilla, instr. Sofia Coppola (USA, Italien)
Finally Dawn, instr. Saverio Costanzo (Italien)
Lubo, instr. Giorgio Diritti (Italien)
Origin, instr. Ava DuVernay (USA)
The Killer, instr. David Fincher (USA)
Memory, instr. Michel Franco (Mexico, USA)
Io Capitano, instr. Matteo Garrone (Italien, Belgien)
Evil Does Not Exist, instr. Ryûsuke Hamaguchi (Japan)
The Green Border, instr. Agnieszka Holland (Tjekkiet, Polen, Belgien)
The Theory of Everything, instr. Timm Kröger (Tyskland, Østrig, Schweiz)
Poor Things, instr. Yorgos Lanthimos (England)
El Conde, instr. Pablo Larrain (Chile)
Ferrari, instr. Michael Mann (USA)
Adagio, instr. Stefano Sollima (Italien)
Woman Of, instr. Malgorzata Szumowska og Michal Englert (Polen, Sverige)
Holly, instr. Fien Torch (Belgien, Holland, Luxembourg, Frankrig) 


Uden for konkurrence – fiktion

Society of the Snow, instr. J.A. Bayone (Spanien, Uruguay, Chile)
Coup de Chance, instr. Woody Allen (Frankrig, England)
The Wonderful Story of Henry Sugar, instr. Wes Anderson (USA)
The Penitent, instr. Luca Barbareschi (Italien)
L’Ordine Del Tempo, instr. Liliana Cavani (Italien)
Vivants, instr. Alix Delaporte (Frankrig, Belgien)
Welcome to Paradise, instr. Leonardo di Costanzo (Italien)
DAAAAAALI!, instr. Quentin Dupieux (Frankrig)
The Caine Mutiny Court-Martial, instr. William Friedkin (USA)
Making of, instr. Cédric Kahn (Frankrig)
Aggro Dr1ft, instr. Harmony Korine (USA)
Hit Man, instr. Richard Linklater (USA)
The Palace, instr. Roman Polanski (Polen, Frankrig)
Snow Leopard, instr. Pema Tseden (Kina) 


Uden for konkurrence – dokumentar

Amor, instr. Virginia Eleuteri Serpieri (Italien, Lithauen)
Frente A Guernica (Uncut Version), instr. Yervant Gianikian og Angela Ricci Lucchi (Italien)
Hollywoodgate, instr. Ibrahim Nash’at (Tyskland, USA)
Ryuichi Sakamoto – Opus, instr. Neo Sora (Japan)
Enzo Jannacci Vengo Anch’io, instr. Giorgio Verdelli (Italien)
Menus Plaisirs, instr. Frederik Wiseman (Frankrig) 


Uden for konkurrence – serier

D’argent et de sang, instr. Xavier Giannoli og Fredéric Planchon (Frankrig, Belgien)
I Know Your Soul, instr. Jasmila Zbanic og Damir Ibrahimovic (Bosnien og Herzegovina) 


Horizons – sideprogram

A Cielo Aperto, instr. Mariana Arriaga og Santiago Arriaga (Mexico, Spanien)
El Paraiso, instr. Enrico Maria Artale (Italien)
Behind the Mountains, instr. Mohamed Ben Attia (Tunisien, Belgien, Frankrig, Saudi-Arabien, Qatar)
The Red Suitcase, instr. Fidel Devkota (Nepal, Sri Lanka)
Tatami, Guy Nattiv, instr. Zar Amir Ebrahimi (Georgien, USA)
Paradise is Burning, instr. Mika Gustavson (Sverige, Italien, Danmark, Finland)
The Featherweight, instr. Robert Colony (USA)
Invelle, instr. Simone Massi (Italien, Schweiz)
Hesitation Wound, instr. Selman Nacar (Tyrkiet, Spanien, Rumænien, Frankrig)
Heartless, instr. Nara Normande og Tião (Brasilien, Frankrig, Italien)
Una Sterminata Domenica, instr. Alain Parroni (Italien, Tyskland, Irland)
City of Wind, instr. Lkhagvadulam Purev-Ochir (Mongoliet, Portugal, Holland)
Explanation for Everything, instr. Gábor Reisz (Ungarn, Slovakiet)
Gasoline Rainbow, instr. Bill Ross og Turner Ross (USA)
En Attendant La Nuit, instr. Céline Rouzet (Frankrig, Belgien)
Housekeeping for Beginners, instr. Goran Stolevski (Nordmakedonien, Polen, Kroatien, Serbien, Kosovo)
Shadow of Fire, instr. Shinya Tsukamoto (Japan)
Dormitory, instr. Nehir Tuna (Tyrkiet, Tyskland, Frankrig)

Trailer: Poor Things

Kommentarer

Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Filmmagasinet Ekkos udsendte på Venedig-festivalen.

Assisterende redaktør og har skrevet for Ekko siden 2014.

Festivalen blev grundlagt i 1932 og er verdens ældste.

Løber i år fra 30. august til 9. september.

© Filmmagasinet Ekko