Overnaturligt gys som prisme for tragedie

Arbejd aldrig med børn og dyr! 

Sådan lyder et mantra i filmbranchen, fordi der på en presset optagedag ikke er tid til at slås med et uforudsigeligt lune, som unge mennesker og firbenede væsner gerne tilskrives. 

Men i to nordiske film, norske Eskil Vogts gyser De uskyldige og den biografaktuelle, islandske thriller Lamb, optræder børn og dyr i helt centrale roller. 

Joachim Triers faste manuskriptmakker Eskil Vogt fik fem stjerner af Ekkos anmelder for De uskyldige, der handler om en gruppe børn, som under en sommerferie finder ud af, at de sammen kan mønstre særlige kræfter. 

Islandske Valdimar Jóhannsson spillefilmdebuterer efter et årtis arbejde med surrealistiske Lamb, som vor anmelder også giver fem stjerner. I filmen får et ægtepar mulighed for at bearbejde et traumatisk tab af deres datter, da de får et nyt barn – som er halvt menneske og halvt får! 

Begge film er gysere på en anden måde, end vi er vant til at se dem fra Hollywoods uhygge-fabrik. For selv om de med stor genrebevidsthed griber fat om det overnaturlige, sker det med en særlig fornemmelse for det menneskelige drama. 

Filmene er mere interesseret i at give tilskuerne en prisme at se virkelighedens tragedier gennem end i at skræmme dem. 

”For mig er Lamb en meget klassisk historie med et enkelt surrealistisk element. Filmen handler om tab og at være klar til at gøre næsten hvad som helst for at genskabe det liv, man havde før,” siger Valdimar Jóhannsson, da vi taler med ham under sommerens Cannes-festival. 

For Eskil Vogt har det været mere magtpåliggende at skubbe til grænserne for, hvad horror kan være. 

”Det er svært at lave originale film. Folk vil vide, hvad de køber billet til, når de ser gyserfilm. Men for mig er det mere interessant at udforske genren. Der er allerede for mange film ude i verden, så hvorfor lave én, der ligner andre?” 

Uhygge i dagslys
Der er i Lamb en drabelig dødskamp mellem menneske og dyr – eller i hvert fald et dyreagtigt væsen. I det hele taget fylder dyreriget meget i den islandske film i form af både får, hund og kat. 

Valdimar Jóhannsson ser dyrenes perspektiv som en mulighed for at åbne en metafysisk verden, fordi dyrene opfanger mere, end mennesker gør. På den måde kan man gøre det uudtalte udtalt. 

”Vi antropomorfiserer altid dyr og forestiller os, at de gør sig alle mulige tanker. Men i Lamb forsøger jeg at gøre det samme med mennesker. Man skal helst kunne forstå dem ud fra, hvad de gør – ikke hvad de siger,” fortæller instruktøren. 

Som noget særligt i forhold til de fleste film, der skaber uhygge, foregår store dele af både De uskyldige og Lamb ved højlys dag. 

Eskil Vogt har bevidst villet gøre op med en nordisk tradition for at lade uhyggen udspille sig i en mørk skov, hvor mennesket er isoleret og alene i kampen mod enten en indre eller ydre fjende. 

Han lader i stedet handlingen udspille sig i et tætbefolket boligkompleks, så uhyggen føles som en naturlig bestanddel i hjemmet. 

Helt anderledes forholder det sig i Lamb, hvor et trekløver af mennesker fylder uendeligt lidt i naturens enorme vidder. Da mandens bror kommer på besøg og opdager, at ægteparret har taget den særlige skabning til sig som deres egen, kommenterer han på det unaturlige, som mand og kone øjensynligt har fundet sig til rette med. 

Det kan være svært at finde ud af, om man skal grine eller græde af den aparte situation. 

Islændinge er kendt for at have et særligt forhold til naturen, og Valdimar Jóhannsson vil gerne fremdyrke nogle slående kontraster. Det hjalp den vilde islandske natur instruktøren med. 

”Der opstår en særlig sindsstemning i de perioder, hvor solen næsten ikke går ned. Det er en helt særlig oplevelse at gå i seng, mens det er lyst, og vågne igen i lys. Den atmosfære ville jeg have ind i filmen, for livet er faktisk mere uhyggeligt i fuldt dagslys, hvor man kan se det hele,” siger Valdimar Jóhannsson. 

Han betragter ikke bare naturen som en karakter i filmen, men også som en helt afgørende forudsætning for, at vi overhovedet er mennesker. 

”Uden naturen ville menneskeheden ikke eksistere. For mig er naturen ikke bare det, vi kan se, men også hvad vi føler om det. Den kan ikke kontrolleres, og vi mennesker er ret skrøbelige og afhængige af naturen, som vi har oplevet under coronakrisen. Vi er altid underlagt kræfter uden for vores kontrol. Tab og tragedie er altid nært forestående. I en verden, hvor nærmest alt kan lade sig gøre, må vi ikke glemme, at vi ikke kan kæmpe mod naturen og undgå vores skæbne.” 

Moralsk kompas
Hvad angår arbejdet med børn og dyr, er det ifølge de to instruktører slet ikke så galt. Altså med undtagelse af en kat, som begge tilfældigvis måtte slås meget med, før optagelserne var i kassen. 

Til gengæld var det for Eskil Vogt en enorm fornøjelse at instruere de fire børn, der har hovedrollerne som en særdeles umage venneflok. 

Filmens børn på mellem syv og tolv år finder hinanden i et socialt boligkompleks, hvor de hver især er outsiders. Ida er sammen med sine forældre og autistiske søster Anna netop tilflyttet. Her møder de drengen Ben og pigen Aisha, som begge bor alene med deres mødre. 

Med deres barnlige uskyld tænker man ikke på dem som onde, selv når de begår grusomme handlinger. I en af filmens grummeste scener bliver en kat gjort voldsomt fortræd af et af børnene. 

Det kan virke som tankeløs body horror, men Eskil Vogt viser faktisk ikke lige så meget brutalitet, som filmens hårdtslående lydside får hjernen til at tro. Og instruktøren har en klar idé med den grænseoverskridende scene. 

”Alle har en historie om som børn at have gjort noget ved dyr. Måske har man bare trådt på en regnorm eller stukket en pind i et myrebo uden at forstå, at det er en hel civilisation, man er i gang med at ødelægge,” fortæller instruktøren. 

”Det er en del af at vokse op, at ens forældre siger, at noget er forkert. Undervejs skal man finde sit eget moralske kompas. For at gøre det skal man overskride nogle grænser. Man bliver nødt til at gøre nogle af de ting, som ens forældre siger er forkert. Man skal selv mærke efter, om det føles forkert.” 

Ondskab er bare et ord
De to nordiske instruktører har trods lighederne lavet vidt forskellige film. 

Valdimar Jóhannsson ser faktisk ikke selv Lamb som en gyser, men snarere et arthouse-drama i stil med Ali Abbasis Grænse fra 2018. 

Eskil Vogt har udforsket det samme filmsprog, som han dyrkede med Joachim Trier i gyseren Thelma. Her opdager en ung kvinde mystiske evner, mens hun prøver at fortrænge sin homoseksualitet. 

Heller ikke nordmanden har noget behov for at få klasket mærkater på sin fortælling, men han står meget gerne på mål for horrorgenren. 

”Hvis folk kalder det en gyser, er det fint med mig. Men jeg bliver fornærmet på horrorgenrens vegne, når folk kalder De uskyldige en ophøjet genrefilm. Gyserfilm har ikke brug for at blive ophøjet. Det rene gys kan ligesom alle andre slags film være fantastisk,” siger Eskil Vogt. 

Som ung dykkede han med stor fascination ned i Stephen Kings univers. Nordmanden har lige siden hentet inspiration hos gysermesteren, men også brugt Kings bøger til at skabe sin egen forståelse af fænomenet ondskab. 

”Stephen King tror på det onde som noget ydre, der kan besætte os, og som vi må bekæmpe. Dét tror jeg ikke på. For mig er ondskab bare et ord, vi klistrer på bestemte handlinger. Det er ikke noget i sig selv, og så bliver det sværere at lave en god spændingsfilm. Man skal bygge historien op omkring personernes psykologi.” 

Valdimar Jóhannsson lod sig inspirere af de islandske folkesagn til at dykke ned i menneskets skrøbelige psyke. Og det er i mødet mellem det jordnære og det mytologisk uforklarlige, at der i instruktørens opfattelse sker noget spændende. 

”Jeg har altid villet fortælle en historie baseret på de gamle myter, som viser menneskets natur og mennesket i naturen. Jeg er grundlæggende interesseret i realistiske historier, men det er spændende at tilføje et enkelt absurd eller surreelt element i den verden uden rigtigt at italesætte det. Så bliver det lige så realistisk som resten af fortællingen.”