På flugt fra sin egen fortid

År 2015. Den græske ø Lesbos ligger midt i den hidtil største flygtningekrise, Europa har set. På stranden vælter massevis af mennesker ud af alt for små gummibåde, dehydrerede og udmattede.

Den debuterende, dansk-syriske dokumentarist Daro Hansen står på stenstranden med et Cannon-kamera i hånden og medinstruktøren Thomas Papapetros ved sin side. Omringet af lokale frivillige.

Senere finder hun et åndehul, væk fra den babelske forvirring og sorg, da hun sidder i et oliventræ og peger kameraet mod sig selv. Hun fortæller, at hun gerne vil skrive en bog om sine forældre.

”Hvad med dig selv?” spørger medinstruktøren bag kameraet.

Daro gentager spørgsmålet, forundret: ”Hvad med mig? Hvad vil du gerne vide?”

Her to tredjedele inde i dokumentaren Little Sinner går det går op for tilskueren, at det ikke er en film om flygtninge, men om en kvinde på flugt fra sin egen fortid.

I filmen, som har premiere på Cph:Dox 15. marts, bliver kameraet en forlængelse af Daro selv. Et værktøj, hun kan udtrykke sig gennem og samtidig en måde at holde verden på afstand.

”Jeg har nok altid brugt kameraet som en måde at håndtere det, der er inde i mig, men også rundt om mig. En selvhjælpsmetode. Det er derfor, jeg har lidt for meget videomateriale,” siger instruktøren og smiler, da hun taler med Ekko i klipperummet.

Little Sinner består af tyve års private videooptagelser og fortæller en overvældende, personlig historie om flugt.

Bryllupskjole som kiste
Daro Hansens ungdom er fyldt med fest og farver. Hun læser journalistik på universitetet i Damaskus og møder den danske udvekslingsstuderende Toke. De falder hovedkulds for hinanden.

Verden ligger for deres fødder.

Men festen stopper brat, da rygterne svirrer om, at Daros søster har haft førægteskabelig sex med sin kæreste, et alvorligt ærestab for familien. Selv om de ikke selv er troende, er de bundet af samfundets sociale kontrol.

”Vores værste fjende er i virkeligheden os selv. Det er jo os, der skaber traditionerne, og os, der ender med at betale prisen for dem,” siger instruktøren.

Moren får et slagtilfælde. Mens hun er indlagt, lægger familien en plan for at redde deres ære: Daro skal indgå en proforma-forlovelse med en fremmed mand.

”Han så mig til et bryllup, tror jeg. Så snakkede han med min moster om, at han gerne ville bede om min hånd. Min mor sagde, at jeg bare kunne sige ja og bryde forlovelsen senere.”

Planen var at aflevere ringen tilbage efter et stykke tid, men det gik efterhånden op for Daro, at hun var tvunget til at gifte sig med manden.

I filmen ser man Daro på hendes bryllupsdag, ansigtet sminket til ukendelighed. I en dyster tone siger hendes fortællerstemme, at hun aldrig troede, at brudekjolen kunne blive hendes kiste.

”Da jeg studerede, elskede jeg teater og var med i universitetets opsætning som skuespiller. For mig var forholdet bare skuespil. Jeg kunne på ingen måde forestille mig, hvad der ville ske.”

Indespærret i sin nye ægtemands hjem bliver Daro pludselig udsat for vold og voldtægt.

Kvælende stilhed
Daro Hansen begynder at filme hændelserne og sig selv i smug, hvorefter hun sender optagelserne til familie og venner.

Efter et flugtforsøg havner Daro på hospitalet med åbne sår i hovedbunden. Her får hun besøg af moren, der ser sin datters skader, men vælger at gå. Et svigt, der bliver siddende i kroppen på Daro mange år frem.

Flere mislykkede flugtforsøg følger, men til sidst hjælper danske Toke endelig Daro væk fra den voldelige ægtemand, og parret går i gang med at planlægge deres liv sammen.

I 2010 får hun dansk visum, og ægteparret slår sig ned i København. Daro Hansen tror, at flugten er slut, men den er først lige begyndt.

Året efter bryder krigen i Syrien ud, og hun bryder sammen. Når hun ikke korresponderer med sin mor, rokker hun frem og tilbage på køkkengulvet med forgrædte øjne.

”Din familie er dernede i Syrien, dit land er ødelagt, og så sidder du her med den smerte, som du ikke kan dele med nogen,” husker instruktøren.

Efter et år erkender Daro, at stilheden i Danmark er kvælende. Hun har paradoksalt nok brug for kaos for at have det godt med sig selv.

”Det var virkelig en kamp inde i mig: Hvordan skal jeg finde ro i at være okay med ikke at være okay? Hvilken rolle skal jeg have i den her krig?”

Et tal på gravsted
Daro møder Thomas Papapetros, som er klipper og medstifter af postproduktionsselskabet Kong Gulerod Film, hvor Little Sinner senere bliver færdiggjort.

Sammen rejser de til en flygtningelejr i Libanon for at begynde deres filmprojekt.

”Mit mål var at hjælpe de flygtninge, der kom ud af landet: børnene, mødrene, familierne. Så jeg lavede en indsamling herhjemme og rejste til Libanon for at finde ud af, hvad de faktisk havde brug for. Jeg rejste frem og tilbage mange gange. Det var en rar flugt. Den gav mening.”

Fra flygtningelejren fortsætter Daro Hansen og Papapetros til Lesbos, hvor de hjælper flygtninge og optager dem – blandt andet tre børn, der nærmest hopper i land på øen.

Men dokumentaristerne er også med til at begrave dem, der ikke klarer turen.

”Ofte havde de ikke noget id-kort, så de kunne ikke identificeres. Det er trist at kigge på et gravsted, hvor der bare står et tal. De er jo mennesker.”

Gensyn med mor
Da Daro Hansen vender hjem, bliver hun skilt fra Toke. De mange rejser og manglende kommunikation har været for opslidende for dem begge.

Det bliver det endelige skub, der får instruktøren til at stoppe sin personlige flugt. Bevæbnet med kamera tager hun ned for at konfrontere sin mor. Her udspiller filmens følelsesmæssige klimaks sig.

”Hvordan kunne du forlade mig?” spørger Daro, mens oliventræer indrammer de to kvinder.

Moren forklarer, at Daros første mand og hans familie havde lovet, at volden ville stoppe. Hun var bange for de rygter, der ville spredes, hvis hun blandede sig dengang på hospitalet.

Daro bliver stadig mere oprevet, og til sidst spørger hun:

”Fortryder du det?”

”Helt vildt,” svarer moren, grådkvalt.

Moren har lige så meget brug for samtalen som Daro den dag i 2022, forklarer instruktøren.

”Hun fik sat ord på nogle ting. Jeg tror, hun var lettet over, at vi endelig kunne lægge det bag os.”

Turde være i smerten
Hen mod slutningen af filmen indser Daro, at hendes forsøg på at tilgive sin mor måske i virkeligheden handlede om at tilgive sig selv. Manglen på respekt for sig selv fik hende til at gå med på den forfærdelige idé, som hendes første ægteskab var.

Ligesom sin mor bukkede Daro under for presset fra de skikke og normer, der har styret familien gennem generationer.

”Mens vi sad i klipperummet og arbejdede med materialet, talte Thomas meget om, at filmen også handler om mine traumer. Jeg forstod godt, hvad han mente, men det tog lang tid, før jeg kunne acceptere det og hvile i det,” fortæller instruktøren.

Selv om de færreste biografgængere heldigvis har oplevet at flygte fra en krig, vil der ifølge Daro Hansen være noget universelt, som alle kan spejle sig i. Hun håber især, at publikum tager ét budskab med sig:

”At turde være i smerten og holde om den. At turde acceptere, at det er okay ikke at have det okay, og at kunne kramme sig selv. Jeg håber, publikum finder en kortere vej til sig selv, end jeg gjorde.”