På optagelse med 9.a

”Ro, klar til optagelse,” råber indspilningslederen Mike Karstensen. ”Kameraet klar?” spørger Mike. ”Kameraet kører,” lyder det fra en overraskende spinkel stemme.

I den gamle tv-by i Søborg har en Rema1000 til huse. På bagsiden af selv samme bygning har firmaet FilmGEAR, der udlejer filmudstyr, deres Studie 500. I den ene ende af et rum på størrelse med en lille gymnastiksal har nogle mennesker taget opstilling. Kulissen er sort, og rundt om en gylden drejeskive danser hvidklædte skikkelser. Den eneste synlige farve på settet kommer fra et rødt silkebånd, hvis vigtighed vi vender tilbage til.

Den spinkle stemme tilhører Anja Suldrup Rasmussen, der ud over at være fotograf på filmen også har skrevet novellen, som ligger til grund for manuskriptet. Nøjagtig som stemmen er også hendes skikkelse spinkel, men det skal man ikke lade sig narre af. Har man læst novellen, er man ikke i tvivl om, at her er en pige med ben i næsen. En pige, som med poesi kan udtrykke enorm power.

Ekko er taget med på optagelse af kortfilmen Blindebuk . Det er en dyster film, som udspiller sig på den femtenårige Camillas værelse. Midt i ungpige-idyllen er noget helt galt. Det afsløres hurtigt, at faren, der tilsyneladende er både kærlig og omsorgsfuld, slet ikke har et sundt forhold til sin teenagedatter.

Holdet bag er ikke et typisk filmhold. Det er 9.a fra Stege skole på Møn, der er i gang med deres anden kortfilm.

Klasse gik enegang
At lave film er ikke noget eleverne fra Møn egenhændigt har fundet på. Klassens filmglade dansklærer, 38-årige Dorthea Ryhl Pedersen, lægger da heller ikke skjul på, at hun har et særligt fokus på film – også i sin stilling som skolebibliotekar.

”Jeg har altid syntes, at det er enormt skægt at være på filmhøjskoler og filmkurser, og det bærer undervisningen selvfølgelig præg af,” siger hun.

Interessen for film deles med kollegaen Allan Capion, som er klasselærer for 9.a og desuden arbejder på skolens bibliotek sammen med Dorthea. Hvor Allan står for den mere tekniske side og er skolens av-ansvarlige, har Dorthea en mere læsende og fortolkende tilgang til film. Men, siger hun, der er en verden til forskel på at se film og analysere den – og så på at lave film. Hun indrømmer, at hun til tider kan føle sig lidt på glatis.

Men Dorthea Ryhl Pedersens begejstring er smittende, og hendes klasse gik sidste år enegang, da de drog af sted på lejrskole hos Station Next, hvor professionelle filmfolk underviser børn og unge i filmproduktion. De tre andre klasser på årgangen tog til Berlin.

”Vi fik overbevist vores klasse om, at det var meget sjovere at tage til Hvidovre! Dér var de virkelig søde, og der var sågar en af drengene, som sagde, at man altid kan tage til Berlin, men man kan ikke altid tage på filmlejrskole med sin klasse.”

Specielt sammenhold
I løbet af den uge, klassen var på lejrskole hos Station Next, producerede de filmen Kys der dræber , som blander film noir og vampyrfilm.

”Vi skulle lave vores egen film, på den helt professionelle måde,” siger Stine Skov, som er klassens presseansvarlige, for sådan én har en filmproduktion med respekt for sig selv naturligvis.

Kys der dræber deltog i Oregon Filmfestival. Det er en festival for unge under 20 år, der indgår i Buster-festivalen. Og Kys der dræber løb med både FilmGEAR-prisen og Nimbus Film-prisen.

Præmien var, at klassen fik lov til at producere en ny film i samarbejde med FilmGEAR og Nimbus Film, der har produceret Flammen & Citronen . Og det er altså den præmie, som 9.a fra Møn nu er i gang med at indløse.

Som på en professionel filmoptagelse har hver elev fået en selvstændig funktion. Der er en instruktør, en indspilningsleder, en fotograf, en klipper, for nu bare at nævne nogle af de roller, eleverne udfylder.

”Det har givet et helt specielt sammenhold i klassen. Der er jo ikke nogen, der kan undværes. Hver funktion er supervigtig," siger Linette Maul Meyer, som har været med til at skrive manuskriptet.

Lærerne er det forbindende led mellem eleverne og samarbejdspartnerne fra Nimbus Film. Det er dem, der sætter rammerne, men det er i allerhøjeste grad eleverne, som udfylder dem.

Publikum skal blive rørt
Novellen, som Blindebuk bygger på, er på grænsen til at være et digt. Den har ikke et typisk handlingsforløb, men forsøger at skabe stemninger. Det har været lidt af en udfordring at få disse stemninger over på billeder.

Transformationen fra novelle til manuskript har Anja Suldrup Rasmussen og Linette Maul Meyer fra 9.a samarbejdet om. De har dog fået kyndig hjælp fra Nimbus-folkene Therese Fabricius og Claus Thobo-Carlsen, som følger med som en del af præmien.

Klassen har hentet inspiration fra musikvideoen Den lille pige , som de så på Oregon Filmfestival. Musikvideoen, kreeret til sangerinden Anna Davids nummer af samme navn, handler om en kvinde, der blev voldtaget som ung og kæmper med de dybe mentale sår, det har efterladt. Efter at have set filmen sad eleverne alle sammen med en knugende fornemmelse af at blive rørt.

Det samme vil de gerne opnå med deres nye kortfilm Blindebuk , nemlig at røre publikum.

Det røde silkebånd
Og så var der jo det røde silkebånd, som spiller en central rolle og bidrager til filmens titel.

Den femtenårige Camilla i filmen bærer på en frygtelig hemmelighed. Hun bliver udsat for incest af sin far. For at skåne sin bamse, som Camilla ikke vil have skal vide om overgrebene, giver hun bamsen bind for øjnene – det røde satinbånd. Men en dag glider båndet ned over bamsens øjne, og Camillas verden falder sammen.

”Der blev meget stille blandt forældrene, da jeg på et forældremøde læste Anjas novelle højt,” siger Dorthea Ryhl Pedersen.

Incest er et meget alvorligt emne at tage fat på i niende klasse, og klasselæreren fortæller, at der har været visse betænkeligheder forbundet med at filmatisere novellen. Men det var helt klart den historie, som børnene ønskede at fortælle – en historie, der er ren fiktion.

”Vores første film var meget humoristisk, så denne her gang ville vi gerne lave noget, der var anderledes,” siger Anja Suldrup Rasmussen, der både har skrevet novellen og manuskriptet – det sidste dog sammen med Linette Maul Meyer.

”Vi forsøger at skabe en film, der går ind under huden på folk og får dem til at tænke over det, de ser. Så filmen ikke bare bliver en engangsfilm, om man så må sige, men får en betydning,” fortsætter hun.

Kunsten at antyde
Samtidig med forberedelserne til filmen har klassen derfor brugt en del tid på at snakke det tabubelagte emne igennem. Eleverne ønsker at beskrive den prekære situation så nuanceret som muligt, og det har ligget dem meget på sinde, at faren i fortællingen ikke bare skal fremstå som et ondt og dårligt menneske.

”Da vi skulle skrive manuskriptet, var vi nødt til at sætte os ned og tænke over, hvad pigen tænker, og hvad faren tænker. Det var vigtigt for os at prøve at forstå, så vi ikke kun ser faren som et ondt menneske, men i stedet forsøger at forstå, hvad der sker i et menneskes hoved, når han begår sådan en forbrydelse,” fortæller Anja Suldrup Rasmussen.

Klassen besluttede, at overgrebene blot skulle antydes. Mange af de indstillinger, eleverne har lavet, er derfor konstrueret sådan, at man faker de mest grænseoverskridende scener, blandt andet ved at lade én ligge under sengen og ruske i den, og på den måde lader de ting foregå off screen, støttet af lydsiden.

Manusgruppen har i samarbejde med filmens instruktør, Alexander Kvist Andresen, stået for at lave storyboards, hvor de nøje har bestemt, hvordan kameraet skal placeres i de forskellige scener og optagelser.

”Jeg synes godt, man kan mærke, at vi har lært meget siden vores første film, Kys der dræber , hvor vi ingen erfaring havde. Denne gang har vi taget højde for kameraindstillingerne,” siger manuskriptforfatter Linette Maul Meyer.

Også film til eksamen
Allerede da klassen vandt priserne ved Oregon Filmfestivalen, valgte klassens lærere, at filmproduktionen skulle gælde som 9. klasses obligatoriske projektarbejde. Det var den eneste måde, at det kunne lade sig gøre at tage imod præmierne. Klassen har brugt en uge med forberedende arbejde – og så denne uge med optagelserne.

Der er naturligvis gået utrolig meget tid med at udvikle og arbejde på filmen, men noget af arbejdet har kunnet lægges ind i undervisningen primært i form af skriftligt arbejde. Selve synopseskrivningen kom til at tælle for en stil. Og det samme gjorde arbejdet med manuskriptet, som fritog de to manuskriptforfattere for en stil hver.

Klassen er også tidligere blevet præsenteret for filmgenrer, og Eleverne er vant til at arbejde under ansvar og egen disciplin.

”Jeg har været lærer i tolv år og har aldrig haft så dygtig en klasse. Den almindelige nysgerrighed, som elever har i den alder, har de gange ti.” siger Dorthea Ryhl Pedersen, der også har fået nogle film ind til elevernes afgangsprøve til sommer. Et af de tre forfatterskaber, der skal opgives på pensum, har klasselæreren nemlig behændigt lavet om til et instruktørværk om Søren Kragh-Jacobsen.

Fyraften
Dagen lakker mod enden for 9.a i FilmGEARs studie, og eleverne kan holde en velfortjent fyraften, for de har overholdt deres egen tidsplan.

Som de sidder der i FilmGEAR’s hvidmalede institutionskøkken bliver de disciplinerede unge filmskabere pludselig til larmende teenagere igen. Jakkerne ligger hulter til bulter rundt om i lokalet. Der bliver grint og drillet, spist hjemmebagte nougathorn og juicebrikker.

”Allaaaan, kan man komme i bad det der sted, hvor vi skal sove? Er der nogen, der har hårtørrer med, mit hår bliver så fladt?” lyder det fra en af klassens piger.

Men mødet med filmbranchen har givet eleverne blod på tanden. Drømme er blevet vakt om karrierer som både skuespillere og instruktører, og en enkelt elev går sågar rundt med en lille tonemester i maven.


Blindebuk forventes at blive vist på Oregon Filmfestival den 18. – 20. september 2009. Den vil muligvis også være tilgængelig på festivalens hjemmeside inden for nærmeste fremtid.