Politik er overfladisk – vi vil røre folk

Det ligner næsten en eksamen, da tre elever sætter sig til rette med hver sin notesblok bag et bord med Ekkos udsendte foran sig.

Kauli Green, Malthe Kalbakk Elgaard og Mone Frogg Christiansen er mødt velforberedt op til deres første interview som uddannede filminstruktører fra Den Danske Filmskole.

Sammen med resten af årgangen 2021-2025 skal de snart præsentere deres afgangsfilm på skolens festival Generation, som løber fra den 19. til 22. juni. Og de tre veltalende instruktører har allerede klare idéer om, hvad de vil med den filmbranche, de er på vej ud i.

”Vi er nødt til at være mere risikovillige og lave film, som er møgunge-agtige,” sige Malthe Kalbakk Elgaard og fortsætter:

”I popmusik ser vi kunstnere som sangeren Charli XCX, der når bredere ud, jo flere chancer de tager. Som filmskabere og fra Filminstituttets side skal vi øve os i ikke at kende alle svarene på forhånd. Det er helt bagvendt, at man som nysgerrig kunstner skal svare på en masse spørgsmål, inden man går i gang.”

Norske Mone Frogg Christiansen nikker.

”Danmark mangler nogle virkelig gode arthouse-komedier, der kan invitere mange ind og samtidig udforske et alvorligt tema. Jeg håber ikke at fornærme hele den danske filmbranche, men da jeg flyttede hertil for fire år siden, oplevede jeg, at der bliver snakket meget nostalgisk om dogme95, men siden er der ikke taget så mange chancer,” siger hun.

Kauli Green byder ind.

”Jeg vil gerne være en del af en branche, hvor man investerer i nye typer mennesker. Det kræver, at instituttet, producenterne og DR er modige og ikke bare giver et kortfilmbudget til en spillefilm engang imellem. Der er brug for seriøse investeringer i underrepræsenterede menneskers fortællinger,” lyder det fra Kauli Green.

Påstået generationskløft
Kauli Green har valgt at bryde rammerne for afgangsfilm. For det første har instruktøren lavet hele to film, og for det andet er ingen af dem animationsfilm, selv om de dimitterer fra animationslinjen.

”Det er sjovt at lave film, og heldigvis har jeg fået lov til at eksperimentere med andre genrer,” siger instruktøren, der samtidig lige har fået sin midtvejsfilm En jeg ser vist på den prestigiøse animationsfestival Annecy i Frankrig.

I afgangsdokumentaren Elsker det for dig mødes meget forskellige, transkønnede mennesker fra hele landet for at udveksle erfaringer og verdensbilleder på en gammel badeanstalt.

I fiktionsfilmen Sommerlucia tager en transmand og hans brune, adopterede søster hjem til bedstemor for at opføre et gammelt familieritual. Men den ældre kvinde (Karen-Lise Mynster) har svært ved at tale respektfuldt til børnebørnene.

”Jeg arbejder meget tematisk, og begge film har fokus på diversitet og empati. De er lavet, mens der foregår en vild højredrejning i verden, så det er vigtigt at vise transpersoner som hele, forskellige mennesker, så man ikke i fremtiden tror, at danske transpersoner kun var på én måde i 2025,” siger instruktøren.

”Samtidig er det vigtigt at undersøge, hvordan vi giver hinanden plads til at øve os, så der ikke opstår panik, når man skal lære nye ord. Det er vildt, at vi skal være så bange for den påståede generationskløft. Folk vil i virkeligheden gerne hinanden, og jeg håber, man kan se Sommerlucia med sin familie og starte en samtale.”

Fransktalende edderkop
Alle fire afgangsfilm handler på en måde om at flytte det filmiske perspektiv et nyt sted hen.

Malthe Kalbakk Elgaard gør det i periodedramaet Tycho Brahes søster med den ofte glemte Sophie Brahe. Hun var blandt verdens første videnskabskvinder og spilles af Ellaha Lack over for Besir Zeciri som den berømte, besidderiske bror.

”Det giver mig energi at knække forventningerne til periodedrama. Her er det et opgør med romantiseringen af den patriarkalske historie, som jeg gør personlig med et søskendedrama. Som mandlig fortæller er det vigtigt at interessere sig for den kvindelige historie, der er fortalt alt for lidt,” siger han om filmen, som er dedikeret til hans egen søster.

Mone Frogg Christiansen rykker perspektivet til de andre dyr på kloden i sin mørke komedie An Animal Being. En norsk kvinde (Maria Grazia Di Meo) rammes af eksistentiel depression, da hendes dødelige sygdom forsvinder.

Hun misunder sin bekymringsfri hund og akvariefisk, men snart springer vi ind i hovederne på dyrene, og det viser sig, at de også bærer rundt på tvivl og smerte. En fransktalende edderkop når lige at blive selvbevidst, inden den klaskes.

”Jeg plejede selv at misunde dyrene, men nu tror jeg faktisk ikke, at nogen væsner har det fantastisk med at eksistere. Alle har det dårligt, men i det mindste er vi sammen om det,” siger instruktøren, der også forklarer, hvordan de skabte det overbevisende hundeperspektiv.

”Vi har en to meter høj og meget tapper fotograf, som rendte foroverbøjet rundt hele dagen og fik meget ondt i ryggen. Det så helt latterligt ud. Jeg elskede det.”

Mere oplevelser end holdninger
De tre instruktører smiler, da de bliver spurgt, om de mener, dansk film skal være ”politisk igen”, som Ali Abbasi proklamerede på Cannes-festivalen sidste år.

”Hvad betyder det?” spørger Kauli Green venligt og kaster Ekkos udsendte ud i en uddybning om Christina Rosendahl og Filmskolens tidligere rektor Tine Fischer, der i det nye nummer af Ekko som direktør for Filminstituttet udtaler, at hun ønsker film, der har direkte indvirkning på samfundet.

Eleverne taler meget positivt om Tine Fischer, men på dette punkt er de uenige med hende.

”Det er lidt uambitiøst, at film bare skal være politiske. Politik er overfladiske diskussioner, og vi vil røre folk,” siger Malthe Kalbakk Elgaard.

”Vi har fået undervisning af Christina Rosendahl, som engang sagde: ’Hvor er I fordomsfulde over for omverdenens perspektiv!’ Man glemmer nemt dem, der skal se filmene, og det er inspirerende, hvor konkret hun vil påvirke samfundet. Men det er ikke vigtigt for mig, at virkningen er målbar,” fortsætter instruktøren.

Kauli Green nikker.

”Som transkønnet instruktør vil jeg nok blive taget imod meget politisk. I Elsker det for dig taler de medvirkende også om, hvorvidt det er en politisk handling i sig selv at gå uden for en dør som transkønnet. Man kan ikke si det politiske fra, men jeg laver ikke film med det som hovedformål,” siger de.

Mone Frogg Christiansen byder ind.

”Jeg er nok mere eksistentialistisk end politisk. Hvorfor er vi her, og hvorfor begår vi ikke selvmord? Jeg håber, at publikum føler sig set i filmene. Det kan jo også have en politisk virkning, for ofte mangler der empati i politik.”

”Man lytter bedre, når man lytter til oplevelser frem for holdninger. Empatien er det vigtigste,” opsummerer Kauli Green, og de andre nikker.

Sexet AI
Hvor årgangen, der dimitterede i 2023, oplevede både blokade, kritik fra en anonym elev og covid-nedlukning, har årets dimittender haft en rolig tid på skolen. Dog er de næsten fra start af blevet tudet ørerne fulde med, at de snart skal ud i en kriseramt filmbranche.

”Man bliver lidt immun af at høre på det. Vi har også hørt panikforedrag om, at AI kommer til at gøre vores evner ubrugelige, men jeg gider ikke smide hele min værktøjskasse væk,” siger Mone Frogg Christiansen.

”AI bliver et stort teknologisk løft, når vi lige finder ud af, hvordan det skal bruges,” siger Kauli Green og refererer til sin midtvejsfilm En jeg ser, som de kalder en ”sexet lille rotoscopet AI-eksperimentalfilm med trans-hovedkarakterer”.

”Kunstig intelligens har ikke menneskets empati, men branchen kommer til at møde nogle animationsinstruktører, som er meget nysgerrige på teknologien,” siger instruktøren.

For to af instruktørerne er det oplagt at søge støtte til en spillefilm fra Filminstituttets talentpulje New Danish Screen, mens det på animationsfronten kan være meget svært at finansiere film, især for nye instruktører.

”Mine kammerater i animationsklassen er så dygtige og modige, og jeg håber for dansk film, at de får lov at lave spillefilm og serier til voksne. Vi er megagode til animation Danmark, men det kræver også, at nogen vil investere seriøst i det,” siger Kauli Green

Kolleger vs. konkurrenter
Malthe Kalbakk Elgaard frygtede, at de spidse albuer skulle frem øjeblikkeligt efter de trygge år på Filmskolen. Men faktisk er der opstået et fællesskab på årgangen, som kan blive deres vigtigste bidrag til filmbranchen, mener han.

Kauli Green er enig.

”Den her årgang er så dygtig, kærlig og lyttende. Vi er kolleger og ikke konkurrenter, og det tager vi med ud i branchen,” siger Kauli Green.

Mone Frogg Christiansen tilføjer: ”Det er en styrke, for jo mere konkurrence, der er, jo færre chancer tør man tage.”

Malthe Kalbakk Elgaard tager ordet igen.

”Vi skal holde fast i det sprog, vi har udviklet her på skolen. Det har været hårdt, men jeg har også følt mig bedste venner med hele min klasse. Og det er virkelig godt i den brutale øvelse, det er at forvandle det personlige og grænseløse til en filmproduktion. Jeg gider ikke være ensom i den her branche.”