Politiken indstillede bedrag til Cavlingprisen

I årtier havde Jan Grarup status som en af Danmarks mest anerkendte krigsfotografer. Dagbladet Politiken var hans faste platform og tjente gennem årene godt på sin stjernefotograf.

Alligevel ignorerede avisens ledelse gentagne advarsler, både fra egne medarbejdere og fra en ekstern journalist: Grarup overdrev og fabrikerede historier bag flere af sine billeder.

Helt tilbage i 2001 gjorde journalisten Anne Lea Landsted i et debatindlæg Politiken opmærksom på, at Jan Grarup havde løjet om personerne i sin prisvindende serie Drengene fra Ramallah.

En af de afbildede personer var eksempelvis ikke – som Grarup påstod – søn af en palæstinensisk leder, men en dreng ved navn Badr, som Grarup tilsyneladende ikke havde bemærket var døv.

Men avisen nægtede at bringe indlægget og hængte samtidig Landsted ud som utroværdig i en klumme. Her skrev avisens såkaldte Læsernes Redaktør, at man var ”nødt til at forlade sig på fotografens og journalistens integritet”, og at det ”understøttes af Jan Grarups velkendte renomme”.

Systematisk afklædt
I marts 2022 sagde en medarbejder til Politikens chefredaktør Christian Jensen: ”En dag kommer du til at fortryde samarbejdet med Jan Grarup.”

Heller ikke den advarsel blev taget alvorligt. Tværtimod indgik Politiken året efter et stort samarbejde med Jan Grarup om markering af 25-året for folkedrabet i det afrikanske land Rwanda. Der blev lavet et avistillæg den 7. april 2019, et digitalt essay og to podcasts – alt sammen med Jan Grarup som omdrejningspunkt.

Men ikke nok med det.

Politiken mente, at Jan Grarups dækning af Rwanda var så væsentlig, at han fortjente dansk journalistiks fineste hæder, Cavlingprisen – opkaldt efter avisens egen legendariske reporter, Henrik Cavling.

”Jeg indstiller hermed Jan Grarup til Årets Cavlingpris for hans vedvarende dækning af folkedrabet i Rwanda – fra han som øjenvidne oplevede det på egen krop og psyke i 1994 til her i 25-året for de brutale nedslagtninger,” skriver Politikens internationale redaktør Michael Jarlner i sit indstillingsbrev.

”Jan Grarup var der i 1994, og han er der igen. Og han har indimellem været der ni-ti andre gange. Han har på første hånd fulgt Rwandas helings- og smerteproces og – senest i 2019 – opsøgt de kilder, der på forskellige måder var aktører,” uddyber redaktøren.

Michael Jarlner hylder Jan Grarups reportager som ”fuldstændigt enestående” og ”fortællemæssige mesterstykker med sjæl og perspektiv.”

”Jeg kan ikke komme i tanke om et projekt i nyere dansk pressehistorie, der har gjort dette (skildret de langsigtede konsekvenser af folkedrabet, red.) så klart, følsomt og respektfuldt,” afslutter Jarlner sin indstilling.

Tre år senere, i marts 2022, sagde en medarbejder til Politikens chefredaktør Christian Jensen: ”En dag kommer du til at fortryde samarbejdet med Jan Grarup.” Heller ikke den advarsel blev taget alvorligt.

I Jørn Stjerneklar og Helle Majs podcast Bedraget – løgnens anatomi bliver Grarups arbejde fra Rwanda nu systematisk afklædt og afsløret som stærkt fordrejet og til tider det rene opspind. De hjalp 24syv med research, da radiostationen som første medie i 2023 satte spørgsmålstegn ved Grarups to centrale historier fra Rwanda.

Pigen fra kirken
I sit essay Turist i mit eget mareridt fra Politiken den 7. april 2019 skriver Jan Grarup, at han i 1994 på egen hånd kørte rundt i Rwanda i sin gamle Toyota Pickup, mens folkedrabet fandt sted. Han kom til en kirke i Nyamata.

”En flod af blod strømmede ud af kirken,” fortæller han og fortsætter:

”Jeg gik ind i kirken. Her lå kvinder, børn og mænd, gamle og unge, gravide og spædbørn døde tilbage. Ingen hulkede eller klagede sig. Det, der netop måtte have været et inferno af eksplosioner, skrig og råb, var helt tyst. Jeg kunne kun høre mit eget åndedrag, mine egne trin og klikkene fra mit kamera, hver gang jeg trykkede på udløseren.”

”Så pludselig kom hun kravlende ud imellem de døde. En lille pige på en fem-seks år. I baghovedet havde hun et machetehug, der gik helt ind i kraniet. Nogen havde forsøgt at hugge hjerneskallen af hende. Hun græd ikke, hun skreg ikke, hun stirrede bare tomt ud i luften. I menneskebunkerne lå hendes familie. Mor, far og søskende.”

Det er skrevet så nærværende, at det løber koldt ned ad ryggen på læseren. Men Jan Grarup har aldrig vist billeder fra massakren i kirken, og det er der en god grund til: Han var der slet ikke! Teksten er ikke reportage, men fiktion. En digtet fortælling forklædt som journalistik.

Massakren fandt sted om morgenen fredag den 15. april 1994. På det tidspunkt befandt Grarup sig i Danmark. To dage senere dækkede han en fodboldkamp på Gentofte Stadion.

Chok og rottebid
Jan Grarup har fortalt, at han tilbragte op til otte uger i Rwanda under folkedrabet i en tilstand af chok og konstant livsfare. Men hvor sov han i et land opslugt af blodrus? Hvor fik han mad fra?

Podcasten Bedraget – løgnens anatomi dokumenterer, at Grarup først ankom til Rwanda den 20. maj 1994 – 44 dage efter folkedrabet begyndte og 35 dage efter massakren i kirken, som han hævder at have dækket.

Han rejste ind sammen med syv andre journalister og fotografer på en planlagt pressetur arrangeret af Rwandas Patriotiske Front (RPF). Der lå lig i vejkanten og i bananplantager, men området var befriet og uden nævneværdig fare.

Alligevel har han senere påstået, at han passerede checkpoints, hvor folkemordere kastede spyd efter ham, og at han i hovedstaden Kigali var vidne til folkedrabet, mens det stod på. Men ingen af delene passer. Heller ikke når han i sit Politiken-essay fra 2019 skriver:

”Fem uger inde i folkemordet var jeg nødt til at forlade landet. Jeg var blevet bidt i foden af en rotte, jeg var fysisk syg, mentalt var jeg helt væk. (…) Jeg havde helt mistet evnen til at passe på mig selv.”

Krigsfotograf Jørn Stjerneklar, som selv dækkede folkemordet, mødte tilfældigt Grarup den 23. maj på Reuters’ redaktion i Nairobi, hvor Grarup hentede sine fremkaldte billeder fra Rwanda.

”Han er velklædt og ren. Klar i mælet. Han taler ikke om rottebid, mentalt nedbrud eller folkedrab. Han kommenterer med et smil, at hans Ilford-film er blevet overfremkaldt i mørkekammeret på Reuters,” siger Stjerneklar i podcasten.

Skildring fra helvede
Dagen efter, 24. maj, bragte Ekstra Bladet et interview med Grarup. Her nævner han heller ikke noget rottebid eller en lille pige i en kirke, men siger derimod, at han aldrig følte sig i fare, fordi han hele tiden bevægede sig i områder kontrolleret af RPF.

Til Ekstra Bladet siger han, at han var i Rwanda i fire dage, men også det er usandt. Ifølge podcastens dokumentation opholdt han sig i landet i højst 36 timer fra den 20. til 21. maj, og han har seksten billeder fra den korte tur!

”Mit materiale viser sig at være stærkt, nærmest som en skildring fra helvede,” hævder Grarup i sin selvbiografi Hvor jernkorsene gror (Gyldendal, 2019).

”Jeg har produceret et omfattende dokumentationsmateriale omkring folkemordet, som siden skal blive anerkendt som enestående, både i Rwanda og af internationale hjælpeorganisationer. Materialet har været brugt rigtigt mange steder i verden, i bøger, FN-rapporter, udstillinger, krigsretssager og meget andet. Mest stolt er jeg måske af, at der hænger flere af mine billeder på Memorial-museet i Kigali.”

Men også dette viser sig at være urigtigt.

Der hænger ingen af Jan Grarups billeder i Rwandas nationale mindecenter i Kigali. Der findes billeder af tilsvarende motiver, men de er taget af andre, internationale fotografer, der uger før Grarup havde bevæget sig ad samme rute. Ingen af Grarups billeder har været brugt ved det internationale tribunal eller i retssager om folkedrabet.

Billedet af ”pigen fra kirken” blev taget af Jan Grarup på et feltlazaret, hvor også den norske fotograf Jan Tomas Espedal fotograferede samme motiv. Ifølge Espedal spurgte ingen af dem ind til pigens baggrund eller historie, fortæller han i podcasten.

Macheter i underlivet
Jan Grarup har heller ikke, som Politikens internationale redaktør Michael Jarlner hævder i sin Cavling-indstilling, besøgt Rwanda ni-ti gange efter folkedrabet. Ifølge podcasten har han kun været tilbage to gange: i 1997 og så i 2019 som led i Politikens markering af 25-året for folkemordet.

Ved denne seneste rejse har Grarup fortalt om et gensyn med Claudette Mukamanzi – en kvinde, han hævder at have mødt under folkedrabet, da hun var tretten, og hvor hun ifølge hans beretning blev voldtaget af flere soldater.

I Grarups fortællinger vokser antallet af gerningsmænd fra tolv til 20, 30 og til sidst 40, som angiveligt også skulle have stukket macheter op i hendes underliv. Men lægefagligt hænger det ikke sammen. Cheflæge på Rigshospitalets gynækologiske afdeling, Kasper Aabo, udtaler i podcasten: ”Forfærdelig historie. Og det er heldigvis helt usandsynligt.”

Ifølge Grarup tilbragte han og Claudette tre dage sammen under folkedrabet, hvor de lavede mad til hinanden og talte om livet. Hans daværende fixer afviser, at Grarup og Claudette havde mødt hinanden før 2019, og de lavede ikke mad til hinanden, ligesom de ikke tilbragte tre dage sammen.

Den virkelige Claudette Mukamanzi har fortalt sin historie offentligt – blandt andet i 2017 – hvor hun beskriver, hvordan hun blev voldtaget af syv mænd. Podcasten rejser spørgsmålet, om Grarup har ladet sig inspirere af disse tidligere interviews og skrevet sig selv ind i hendes fortælling.

Inden 2019 har Grarup aldrig nævnt noget møde med Claudette i 1994. Også fixeren Adelines fortælling bliver forvansket og stærkt dramatiseret i Politikens essay. ”Jeg er knust. Han har ændret alt, hvad jeg fortalte ham, og skabt sin egen historie – med mit navn,” siger Adeline. Hun kræver nu, at Politiken fjerner både hende og Claudette helt fra Grarups essay.

Perverst forhold til sandheden
Jan Grarup fremstiller sig selv som den heroiske fotograf, der frygtløst sætter livet på spil for at dokumentere verdens grusomheder. Men i takt med de chokerende afsløringer i podcasten – herunder både plagierede og iscenesatte billeder – tegner der sig et billede af en mand med et perverst forhold til sandheden.

Han behandler ikke sandheden som en grundlæggende værdi. Han bøjer den, fordrejer den og digter løs – alt sammen for egen vinding og uden skyggen af hensyn til ofrene, hvis lidelser han udnytter med sine sensationsprægede og detaljerede løgne. I stedet for at give stemme til de sagesløse gør han sig selv til hovedperson og begår endnu et overgreb i fortællingens navn.

Vidste Politikens internationale redaktør Michael Jarlner intet om disse omskrivninger, da han indstillede Grarup til Cavlingprisen? Forhåbentlig ikke. Men burde han – og avisen – have gennemskuet mytomanien? Uden tvivl.

Både Politikens egne medarbejdere og en ekstern kilde advarede som sagt gentagne gange om Grarups lemfældige omgang med fakta. Med almindelig journalistisk omtanke og et par simple faktatjek kunne avisen have afsløret fupnummeret.

Men det skete ikke. Måske fordi det ikke måtte ske. For Politiken havde intet incitament til at gå Grarup på klingen. Hans billeder og bloddryppende fortællinger leverede præcis det, avisen ønskede: stærke følelser, moralsk alvor og et narrativ, hvor Politiken kunne indtage rollen som samfundets etiske kompas.

Hvem kan være uenig med en avis, der sætter fokus på et af historiens mest rædselsfulde folkedrab?

Vi må aldrig glemme
Politiken stoppede samarbejdet med Jan Grarup i 2023. Avisen havde intet valg. Afsløringerne, som begyndte med hans manipulationer fra Ukraine, var for alvorlige til at ignorere.

Men på Instagram har Grarup stadig over 100.000 følgere, og mange af dem ser ham som offer for en ondsindet pressehetz. Politiken har i den sammenhæng bidraget til at bagatellisere bedraget ved at omtale det som en række ”fejl”. Og hvem begår ikke fejl?

Samtidig lancerede avisen et forsvarende narrativ. Problemet var ikke fotografierne, men fortællingerne om dem. ”Billederne står tilbage som uafrystelige vidnesbyrd,” lød det fra chefredaktør Christian Jensen. Men som Søren Pagter, leder af fotojournalistuddannelsen i Aarhus, siger i podcasten: Intet journalistisk fotografi kan stå alene uden den rette kontekst.

Politiken har aldrig taget et egentligt opgør med Grarup-sagen. Kort efter bruddet beskrev avisens mediekommentator ham som en ”ren eksponent for en særlig machotradition af fortællere” og anbefalede, at Grarup fortsat kunne bruges som fotograf, så længe han holdt mund om historierne bag billederne.

Hvorfor har Michael Jarlner, som indstillede Grarups Rwanda-fortællinger til Cavlingprisen, aldrig undskyldt offentligt? Det svarer nogenlunde til at nominere Donald Trump til Nobels Fredspris. Og hvor er Politikens egen dybdeborende dækning af, hvordan det kunne gå så galt? Hvor er selvransagelsen?

Hvorfor er det ikke Politiken, men to uafhængige journalister, der har lavet podcasten Bedraget? Hvorfor har Politiken og resten af dansk presse (undtagen POV, Radio4 og Ekko) valgt at forbigå den i larmende tavshed?

I en leder fra 7. april 2019 skrev Christian Jensen:

”Billedet af pigen med machetesåret i baghovedet bragte vi første gang for 25 år siden. Jan Grarup fotograferede hende, efter at hun mirakuløst var kravlet op fra den massegrav, hun var blevet kastet i. (...) Vi kan ikke skrive historien om, men vi kan love hinanden, at vi aldrig vil glemme den igen.”

Det løfte står tilbage. Men spørgsmålet er: Hvad gør Politiken i dag for, at vi aldrig glemmer Grarup-gate?