MIX Copenhagen
27. okt. 2025 | 17:01

Queer-tilværelsens skæringspunkter

Foto | Parkside Love Story

Love Bound følger den kinesiske, lesbiske aktivist Qiuyan Chen (th.), der sagsøgte sit lands undervisningsministerium for homofobiske lærebøger. 

Filmfestivalen MIX Copenhagen stiller skarpt på de nye og gamle udfordringer, som verdens lgbtq+-personer står over for. Ekko anbefaler det bedste i årets program.

Af Kim Sidsel Minuva

På 40. år sætter filmfestivalen MIX Copenhagen fokus på lgbtq+-tematikker. Igen i år føles festivalen uhyre relevant, når queerpersoner verden over står over for både nye og gamle udfordringer.

Festivalen skaber et komfortabelt frirum med årets program. Fokus er intersektionelt – det stiller skarpt på skæringspunkterne mellem identiteter og viser, hvordan forskellige mennesker oplever de samme dynamikker.

Skæringspunktet mellem queer- og handicap-aktivisme udforskes i et kortfilmprogram, og flere spille- og dokumentarfilm handler om asylproblematikker og immigration som resultat af forfølgelse. Samtidig dykker flere af festivalens film traditionen tro ned i spændingerne mellem familie og identitet.

Ekko anbefaler her et udvalg fra festivalens program, der i år særligt er prydet med spændende dokumentarfilm, der afsøger uudforskede områder.

Forelskelse på asylcentret

Isio bor som udokumenteret flygtning i England. Efter to år fanger myndighederne hende og sender hende til Hatchworth Removal Centre – hun er på trapperne til at blive hjemsendt til Nigeria.

Hun håber, at hvis hun bare følger alle reglerne og opfører sig pænt, vil asylhøringen gå godt, og hun vil blive løsladt. Det ville være katastrofalt for hende at blive udvist. Hun er nemlig lesbisk, og det er ulovligt i Nigeria.

Samtidig kommer hun godt ud af det med samboen Farah … måske lidt for godt. 

Dreamers er en virkelighedsnær fortælling, ikke blot for britiske immigranter, men for asylansøgere verden over.

Dreamers vises 30. oktober i Cinemateket.

Naturen er queer

For bonoboaber er sex på tværs af køn en del af hverdagen og den sociale struktur.

Fisk og fugle har kønsfunktioner og -roller, som vi mennesker næsten ikke kan forestille os. Det gælder ikke blot biologisk køn, der kan skiftes som et par bukser, men også parforhold.

Både albatrosser, pingviner og den danske favorit – svaner – kan finde på at opfostre yngel og danne par i konstellationer af samme køn. Alt dette og mere endnu fortæller den transkønnede evolutionsbiolog Joan Roughgarden om i naturdokumentaren Second Nature, som en af verdens største queerberømtheder – Elliot Page – indtaler.

Second Nature vises 2. november i Cinemateket.

Drag versus demens

 

Netop klovnefisk, som kan skifte køn, når de har brug for det, identificerer Jiahao sig med. Han er drag queen og kan se det smarte i at kunne skifte ham, når det passer ham.

Nu er hans far død, og Jiahao må vende hjem til familiens skød. Han er efter arven, men det viser sig at være nemmere sagt end gjort. Hans mor er dement og accepterer ikke, at hendes søn er queer og drag queen.

I stedet for at leve frit må Jiahao forsøge at finde ud af, hvordan man er A Good Child i en familie, hvis bånd er så flossede, at de risikerer at gå helt i stykker. For hvad er en god balance mellem familiens velbefindende og ens egen identitet, når mor har demens?

A Good Child vises 29. oktober i Cinemateket og 2. november i Empire Bio.

I flæsket på filmindustrien

Udtrykket ”bury your gays” beskriver en trist tendens inden for film og tv, nemlig det typiske forløb for queerkarakterer, hvor de pludselig dør eller mister muligheden for at opleve en lykkelig slutning. 

Navnlig gysergenren er blevet kritiseret for at slå sine lgbtq+-karakterer ihjel.

Denne tendens tager dokumentaren Skudsikker udgangspunkt i. Instruktør Regan Latimer rejser tværs over USA for at snakke med skuespillere, manuskriptforfattere og producere for at forstå, hvad diversitet og repræsentation på lærredet egentlig kan – og hvorfor tilskuere får serveret døde queers på stribe.

Med en blanding af animation og interview går filmen humoristisk i flæsket på skadelige tendenser og fejrer undervejs lgbtq+-skabere og personer i processen.

Skudsikker vises 29. oktober og 1. november i Cinemateket.

Skandinaviske tilhørsforhold 

 

Nordic Lightser MIX-festivalens faste kortfilmprogram, som fremhæver de bedste skandinaviske kortfilm fra året, der gik. Efter festivalen vises programmet på andre festivaler, så de bliver eksponeret vidt og bredt.

I år handler programmets film særligt om tilhørsforhold. Man kan eksempelvis se Ekko Shortlist-filmen Yasmin, der skildrer to unge kvinders første date. Yasmin er sort, og det viser sig i løbet af aftenen, at hendes date kommer med småracistiske bemærkninger og ikke helt har forstået, hvem hun er på date med.

Der er også dansk-norske Voksenbarn, hvor instruktør Hugo Francker prøver at genoptage forbindelsen med sin far ved at udforske traditionelle, maskuline kønsroller. Det er blot to af syv film på programmet, så der er masser af spændende oplevelser at komme efter.

Nordic Lights-programmet vises 2. november i Cinemateket.

En moderne queerfamilie 

 

Kris har drømt om at få børn, siden han gik i børnehaven. Som voksen har han rottet sig sammen med de homoseksuelle mænd Sindre og David for endelig at stifte den familie, de har drømt om. 

Men norske Tre fedre handler ikke blot om den kompleksitet, som homoseksuelt forældreskab indebærer. Kris har nemlig en livmoder, så det er ham, der er gravid.

Mellem 1979 og 2016 krævede den proces, som norske transkønnede gennemgår for at blive godkendt som det køn, de identificerer sig som, at man lod sig sterilisere. Flere generationer af transpersoner er således blevet frataget muligheden for at stifte biologisk familie, og den udvikling skildrer dokumentaren, mens den portrætterer de tre kommende fædre.

Tre fedre vises 1. november i Cinemateket.

På flugt for aktivisme

MIX vender tilbage til Storbritannien, denne gang i dokumentarisk øjemed.

Love Bound følger den kinesiske aktivist Qiuyan Chen. På universitetet gik det op for hende, at hun er lesbisk. Hun opsøgte information om det i universitetets lærebøger, men kunne blot læse, at homoseksualitet er en psykisk sygdom. 

Fra den ene dag til den anden blev hun aktivist. Hun sagsøgte forlaget og undervisningsministeriet. Det resulterede i udstilling af hendes seksualitet, men også overvågning og endda omvendelsesterapi. 

Nu er hun undsluppet til England, hvor hun frit kan protestere og forelske sig. Men ikke engang her er alt lutter lagkage. 

Love Bound blev vist 26. oktober i Cinemateket.

Homo og handicappet

 

De sidste par år har kortfilmprogrammet ”Crip Your Heart Out”været fast inventar på MIX’ program.

”Crip” stammer fra navnlig den amerikanske handicaprettighedsbevægelse, der generobrer ordet ”cripple”, altså krøbling, og omfavner det.

Programmet viser både spillefilm og dokumentar, der er kurateret i samarbejde med blandt andre politikeren Sarah Glerup.

Man kan opleve Prosopagnosia – eller ansigtsblindhed – som via animation forsøger at skildre instruktørens bøvl med diagnosen.

Der er også historien om Nemo i Tapage. Nemo har lige fundet ud af, at han er ved at blive døv, og sammen med patienten Lou prøver han at bearbejde sin nye virkelighed.

Crip Your Heart Out-programmet vises 28. oktober online, 29. Oktober i Ungdommens Demokratihus og 30. oktober i Cinemateket.

Kommentarer

MIX Copenhagen

En af verdens ældste lgbtq+-filmfestivaler, som blev afholdt for første gang i 1986.

Årets festival finder sted fra 24. oktober til 2. november og viser spillefilm, dokumentarer og kortfilm.

Vandt i 2021 Diversitet Prisen ved Ekko Shortlist Awards, hvor politiker Søren Pape Poulsen overrakte statuetten.

Se hele programmet på MIX’ hjemmeside

© Filmmagasinet Ekko