Revolutionsfilm dominerer Golden Globes
Leonardo DiCaprio spiller hovedrollen som revolutionær bombemand i One Battle After Another, som har fået ni nomineringer til Golden Globes, samtidig med at selskabet bag, Warner Bros., er ved at blive opkøbt af Netflix.
Begyndelsen af december betyder ikke kun, at julen nærmer sig. For filmfans betyder det også, at awards season er i gang, og nedtællingen til Oscar-uddelingen er begyndt.
I dag lyder startskuddet for alvor med offentliggørelsen af de nominerede til Golden Globes, som uddeles 11. januar. Den næststørste amerikanske prisuddeling afholdes af Golden Globe Foundation, som repræsenterer en gruppe internationale Hollywood-journalister, heriblandt Ekkos Tina Jøhnk Christensen.
Modsat Oscars uddeles der Golden Globes til både film og serier, ligesom der skelnes mellem genrerne ”drama” og ”musical eller komedie”.
I filmkategorien lægger Paul Thomas Anderson sig knebent i førersædet med flest nomineringer til revolutionsfilmen One Battle After Another.
I Ekko #99 sætter Rasmus Brendstrup den vilde actionkomedie med Leonardo DiCaprio ind i revolutionsfilmenes traditionsrige historie, og ved Golden Globes er den blevet hædret med hele ni nomineringer.
Det gælder bedste komedie eller musical, bedste instruktør, bedste manuskript, bedste musik og hele fem skuespilnomineringer til det stærke cast.
På andenpladsen med otte nomineringer finder vi den danskfødte nordmand Joachim Trier og hans fortræffelige familiedrama Affektionsværdi, som tog Cannes-festivalen med storm og får dansk premiere den 23. april.
De fire skuespillere Renate Reinsve, Stellan Skarsgård, Elle Fanning og Inga Ibsdotter Lilleaas får hver sin nominering, mens Trier selv er i spil til bedste drama, bedste instruktør, bedste manuskript og bedste ikke-engelsksprogede film.
Linklater har to film i spil
De seneste års tendens til, at film på andre sprog end engelsk klarer sig godt ved de amerikanske prissuddelinger, ser ud til at fortsætte.
I kategorien ”bedste drama” er halvdelen af de nominerede på fremmedsprog: Affektionsværdi er primært på norsk, i Guldpalmevinderen It Was Just an Accident tales der Farsi, og The Secret Agent er på portugisisk.
Dog er en af årets mest nominerede film på så flot et engelsk, som man kan bede om. Den handler om manden, der siges at have opfundet 1.700 engelske ord: William Shakespeare.
Hamnet, af den Oscar-vindende Nomadland-instruktør Chloé Zhao, får seks Golden Globe-nomineringer – og seks stjerner i Ekko #99 – for sit rørende portræt af den unge Shakespeares familie, der lider et frygteligt tab.
Det amerikanske horrorfænomen Sinners – som er blevet placeret i drama-kategorien –trumfer dog poeten med syv nomineringer.
Det overrasker, at den populære musical Wicked: For Good må nøjes med fem nomineringer og er banket ud af ræset om prisen for bedste musical eller komedie. Her kunne man også have ventet en nominering til den tredje Knives Out-krimi Wake Up Dead Man, men Netflix-filmen er blevet totalt forbigået.
Til gengæld er den texanske instruktør Richard Linklater velrepræsenteret i kategorien. Efter at have brugt tolv år på Boyhood har han på det seneste haft en høj volumen, og nu er to af hans film nomineret til samme pris.
Blue Moon handler om teaterkomponisten Lorenz Hart, mens Den nye bølge skildrer tilblivelsen af Jean-Luc Godards chokerende debutfilm Åndeløs fra 1960.
De konkurrerer med den koreanske mesterinstruktør bag klassikeren Oldboy, Park Chan-wook og hans fremragende samfundskritiske No Other Choice om en morderisk jobjagt.
7. januar holder Ekko snigpremiere på filmen i Empire Bio. Køb billet her!
HBO Max skinner stadig
I animationskategorien får dæmonerne tørt på. Både japanske Demon Slayer: Kimetsu no Yaiba Infinity Castle og Netflix-hittet Kpop Demon Hunters er nomineret side om side med blandt andre Disney-toeren Zootropolis 2 og Pixars Elio.
Blandt de nominerede skuespillere ser det ud til, at box office-stærke Dwayne ”The Rock” Johnson endelig er blevet en seriøs priskandidat med nomineringen for hovedrollen i wrestlingdramaet The Smashing Machine.
Lynne Ramsays intense kærligheds-thriller Die My Love må nøjes med en enkelt nominering til Jennifer Lawrence, der leverer en tour de force i det helt særlige værk.
For nylig kom det frem, at Warner Bros. og HBO er op vej til at blive opkøbt af Netflix, men ved Golden Globes lader det til, at selskaberne bliver opløst med bravur. Mens Warner Bros.-produktionen One Battle After Another har flest filmnomineringer, har tredje sæson af HBO Max-serien The White Lotus flest nomineringer i seriekategorien.
Seks nomineringer er det blevet til, hvilket er én mere end årets helt store miniseriefænomen, britiske Adolescence fra netop Netflix.
Den tredjemest nominerede serie er Disney+-krimien Only Murders in the Building – sæson 5, som er nomineret for bedste musical eller komedie. Da de tre serier er i hver sin kategori, kunne de meget vel ende med at tage en hovedpris hver.


Kommentarer