Rummene skal smelte sammen med helheden

De færreste mennesker – og filmfans for den sags skyld – har helt greb om, hvad en production designer laver.

Faggruppen, der også ofte kaldes scenografer, står for alt det, der foregår foran kameraet, og har i samarbejde med fotografen ansvaret for en films visuelle dimension.

Hvert år uddeles prisen for bedste production design til Ekko Shortlist Awards, og i år var faget repræsenteret i juryen af Nikolaj Danielsen.

Han har selv holdt styr på de visuelle i Journal 64, Den sidste viking, Retfærdighedens ryttere, Begyndelser og meget andet, der tilsammen har udløst syv Robert-nomineringer og en Henning Bahs-pris ved Bodil-uddelingen i 2018.

Ved jurymødet talte han passioneret for at hylde den form for production design, der smelter sammen med filmens helhed, i stedet for den åbenlyse, iøjnefaldende scenografi, mange forbinder med disciplinen.

Her er hans roser til de fem film, der endte med at blive nomineret til prisen for bedste production design.

Stem på de nominerede her.

Barbershoppen

En lillebitte film, hvor en adopteret dreng forsøger at finde sin identitet på en barbershop.

Hele historien finder sted i kun to rum: selve barbershoppen og så et toilet. Det er muligvis eksisterende rum, men production designeren Felicia Jensen har tydeligt lavet justeringer, så barbershoppen er fyldt med gode detaljer.

I sin detaljegrad formår production designet at gøre miljøet varmt og indbydende. Det understreger flot filmens tema: ønsket om at høre til.

Se Barbershoppen her.

Efter Oskar

Meget af fortællingen ligger i billedfladen i det bevægende drama om to drenge, der vender tilbage til huset, hvor deres afdøde ven Oskar boede.

Filmen skifter mellem realtid og Oskars hjemmevideoer, og der er stor forskel på de to udtryk. Erindringerne er stoflige tilstandsbilleder, hvor drengeværelset indfanges i rystede, ufokuserede billeder, som går direkte over i realtidens skønne billeder af en græseng.

Det bliver en fragmentarisk billedkollage, der bevæger sig smukt og ubesværet imellem det oplevede og erindrede. Production designeren Dagmar Frederiksen-Balle sørger for, at rummene ikke træder i forgrunden, men bliver en sanseliggørelse af billedstoffet.

Se Efter Oskar her.

Mindi

Mindi er en utroligt følsom film skabt med ganske få midler. Den handler om Abdi og Malik, der er en del af det aarhusianske bandemiljø og tager afsted til en handel med Abdis uskyldige fætter på slæb.

Det taler til mig, at production designeren Naďa Lytvynova får så meget ud af så få locations og rum.

Billedkomposition er præget af overflader fyldt med farver, lys og meget sved. Det hele smelter sammen med intensitet til et enormt helstøbt production design.

Se Mindi her.

Måske i marts

Stram i sit koncept og velgennemført. Filmen om en familie, der har solgt deres slægtsgård, er fortalt gennem et smalt format, som efterligner gårdens loftvindue og styrer oplevelsen af det indelukkede.

Farvekompositionen er skarp i de meget tomme rum, der fyldes med detaljer, som bliver udnyttet præcist. En morgenmadsscene tidligt i filmen er nærmest perfekt i billedkomposition og stemning.

Filmen er en rigdom af teksturer, men samtidig insisterer Maria Bro i production designet på den afstand, der er mellem familiemedlemmerne i hjemmet, så miljøet bærer historien.

Se Måske i marts her.

Rødder

Enten er du med, eller også er du ikke med til puttefesten i Dyrehaven. Den kontrast bliver bogstaveligt sort-hvid i Rødder, hvor den nye gymnasieelev Amira, med algerisk ophav, får overskredet sine grænser.

Hele hendes oplevelse formidles i billederne og bliver grafisk, da de ældre drenge skriver grimme ting på hendes t-shirt og hud, omgivet af vild natur og myrer.

Asta Sylvester får production designet til at gå op i en højere enhed. En algerisk kvinde – måske Amiras mor – manifesterer sig undervejs i skoven, og på et tidspunkt viser hun sine egne, kulturelle tatoveringer på armen, der ligner skriverierne på Amira.

Se Rødder her.