Interview
12. okt. 2021 | 10:53 - Opdateret 12. okt. 2021 | 19:37

Sara Omar tager bladet fra munden

Foto | Politikens Forlag
Hun er de seneste år blevet et af de største forfatternavne i Danmark med sine bøger om social kontrol, men undervejs har Sara Omar været del af et dokumentarprojekt, som ifølge hende er løbet af sporet.

”Jeg håber, at filmbranchen vil rejse sig i fællesskab og tage afstand,” siger den kendte forfatter, som for første gang giver interview om konflikten med folkene bag omstridt dokumentar.

Af Claus Christensen og Nicki Bruun

For nylig skrev Filmmagasinet Ekko en voldsom strid omkring en dokumentarfilm, der lige nu ryster den danske filmbranche.

De to hovedpersoner i sagen er den kendte forfatter Sara Omar og instruktøren Manyar Parwani. Hun anklager ham for at have ført hende bag lyset i arbejdet med en dokumentar om forfatterens liv og virke.

Derfor har Sara Omar anmodet Retten på Frederiksberg om at nedlægge fogedforbud mod optagelserne. Manyar Parwani og hans producent – komikeren Omar Marzouk – har på Facebook og over for Ekko bekræftet, at de stadig arbejder på filmen.

Men ifølge forfatteren, som er blevet et stort navn i den danske bogverden med romanerne Dødevaskeren og Skyggedanseren, hvor hun skildrer kvindeundertrykkelse i muslimske miljøer, ejer de to mænd ikke rettighederne til materialet.

Det er Parwani og Marzouk uenige i.

I en mudret sag påstår de at have fået overdraget rettighederne af produceren Rasit Ufuk Tas, der står bag selskabet Anagov Diary IVS, som Sara Omar i sin tid skrev kontrakt med.

Filmskaberne mener, at Sara Omar prøver at stoppe filmen, fordi den ifølge instruktøren og producenten afslører den populære og prisvindende forfatter som en notorisk løgner, der har opdigtet dele af sin barske livshistorie og brugt det til at stigmatisere en muslimsk befolkningsgruppe.

Bølgerne går højt på de sociale medier, hvor især Manyar Parwani, hans søstre Khaterah og Naderah Parwani samt Omar Marzouk beskriver deres opfattelse af forløbet og bliver bakket op af mange af deres følgere. Flere kommentarer har en truende karakter.

”Sara Omar, jeg kommer til at jagte dig og dit forlag, til du har afleveret alle dine priser tilbage. Du er en løgner, og du skal afsløres,” skriver Daud Aron Ahmed, som er kæreste med Khaterah Parwani, på sin Facebook. Han har siden slettet opslaget.

Fordele ved tavshed
Ekko har kontaktet Manyar Parwani og Omar Marzouk for at give dem mulighed for at fortælle deres version af forløbet i et interview. Vi har også forelagt dem påstande i denne artikel, men hverken instruktøren eller produceren er vendt tilbage.

Sara Omar har igennem hele konflikten været tavs på de sociale medier.

Optagelserne til dokumentaren starter helt tilbage i januar 2018. En strid begynder at spire frem og kulminerer i august 2019, hvor Sara Omar efter eget udsagn bliver mistænkelig omkring filmskabernes intentioner og nægter at underskrive en ny kontrakt.

Det fortæller hun i dette interview med Ekko, hvor forfatteren for første gang tager bladet fra munden og beskriver den betændte sag fra sit perspektiv.

Hun har vist Ekko en lægelig dokumentation for sin ptsd-sygdom og givet magasinet adgang til at læse den eneste underskrevne kontrakt, der findes for filmprojektet, samt en senere kontrakt i august 2019, som Sara Omar nægtede at underskrive på. 

– Hvorfor har du været tavs så længe?

”Jeg er juridisk bundet af, at jeg ikke kan udtale mig i detaljer. Og personligt ved jeg, at man ikke skal tage let på de mennesker, når man siger fra over for dem. Det ender altid med bagvaskelse og hvem, der kan råbe højest og opildne til had.”

”Gennem min baggrund har jeg et stort kendskab til de her mønstre. Jeg har set dem udspille sig i mit liv og beskrevet dem i mine bøger. Selvfølgelig har det sine ulemper at være isnende tavs, fordi folk kan svine mig til. Men det har også fordele.”

– Hvad er det for fordele?

”At mekanismerne afslører sig selv.”

– Det må du gerne uddybe!

”Lige nu sker der det, at de laver hetz og smædekampagner og prøver at angribe min troværdighed. Når de ikke kan ramme dig fysisk, vil de gøre alt for at gøre dig tavs på anden vis.”

– Så det her handler ifølge dig om mere end bare din konflikt med Manyar Parwani?

”Manyar Parwani er symptom på en sygdom i samfundet. De mennesker gør alt for at beskytte deres ære. Det handler i sidste instans om at beskytte familiens ære. Derfor har de så travlt med at dække over ham, holde hånden over ham og nærmest gøre ham til et offer, vel vidende hvad han har udsat dem for.”

”Det er et dybt samfundsproblem, som jeg har kritiseret i mine bøger, skrevet og talt om i lang tid. Det er også derfor, det er svært for en kvinde at sige fra. Familiens ære vægtes højere end retssikkerheden og menneskers rettigheder. Det gør det svært at bryde fri for kvinder, som har været udsat for voldsomme overgreb.”

Marionetdukke
– Hvem tog initiativ til dokumentaren, og hvilken aftale lavede I om filmens indhold?

”I december 2017 kontaktede Manyar Parwani mig kort efter, at min første bog Dødevaskeren udkom. Vi mødtes, og han fik en signeret bog. Først var han meget hengivende og roste mig for mit mod. Jeg var ret sårbar og stod meget alene. Pludselig var jeg kendt i hele Danmark og vidste ikke, hvilket ben jeg skulle stå på.”

”Han var til gengæld meget selvsikker. Han havde en indgående indsigt i min mellemøstlige baggrund, men også i den danske. Han gjorde mig tryg. Han begyndte at forsvare mig på sociale medier over for dem, som var truende og skrev grimt om mig og min bog.”

”Kort efter bringer han idéen om en dokumentar på bane. Det bliver jeg glad for, så jeg også selv begynder at tænke i de baner. Han siger, at han er en stor instruktør, og at dokumentaren helt sikkert kommer til Cannes. Vi skal på den røde løber til Oscar-festen, og Netflix, HBO og Viaplay vil slås om dokumentaren. Han har fuldstændigt styr på det.”

– Hvad bliver I enige om, at dokumentaren skal handle om?

”Han vil følge mit gennembrud som forfatter, og det er jeg glad for. Jeg har jo et budskab, der skal ud. Det handler i princippet om liv og død, børn og kvinders rettigheder. Det vil jeg gerne have dokumenteret og få ud i verden, så flere kvinder kan sige fra og insistere på deres rettigheder.”

”Men allerede fra starten går det skævt. Vi begynder at filme i januar 2018, og da jeg spørger efter en kontrakt, lyder svaret, at de er underbemandede og havde virkelig travlt. Efterfølgende har jeg set på cvr-registret, at firmaet først blev oprettet nogle måneder efter optagelserne begyndte.”

”Atten måneder senere er der stadig ingen finansiering. Ingen Netflix, HBO, Viaplay eller nogen som helst økonomi, så jeg står selv for mange udgifter, mens vi filmer.”

”Efter noget tid begynder Manyar Parwani at overskride mine grænser, både menneskeligt og professionelt. Desuden sejler det hele i dagligdagen. Der er ikke styr på noget som helst. Alt ændrer sig hele tiden, og jeg skal optræde som en skuespiller i mit eget liv. Han begynder at instruere mig i at sige ting, der ikke stemmer overens med mine værdier. Jeg føler mig som en marionetdukke, som han kan styre, som han vil. Jeg forstår ikke, hvad han vil med filmen, og han fortæller mig det ikke, når jeg spørger ind.”

– Men hvorfor sagde du ikke fra?

”Instruktøren skaber hele tiden et kaotisk miljø, hvor man mister sig selv, og nu kan jeg forstå, at jeg desværre langt fra er den eneste, der har oplevet dette. Når jeg forsøger at sige fra, bliver han ubehagelig og begynder at beskylde mig for alverdens ting. For eksempel beskylder han mig for at være spion for regeringen! Han beskylder mig for at være blevet skabt af den yderste højrefløj, så man kan fremkalde en modstand mod muslimer i Danmark.”

”Derfor giver jeg mig ofte, når han råber ad mig. Jeg lider af svær ptsd. Det udløses blandt andet ved at presse mig, ved tale hårdt til mig og ved aggressioner. Så jeg føjer mig tit. Når min ptsd bliver udløst, kommer jeg ud af kurs. Jeg kan reagere voldsomt og gå i offensiv. Og så filmer han mig under mine anfald.”

”Endvidere fik jeg at vide af Manyar Parwani, at jeg blev overvåget, så jeg er konstant i en tilstand af paranoia. Og jeg reagerer irrationelt, når min ptsd bliver udløst. Først efter dokumentaren er blevet nedlagt, kommer jeg i psykologforløb. Og gennem det har jeg reelt fundet ud af, hvad jeg er gået igennem.”

”Søsteren til instruktøren siger på Facebook, at filmholdet begyndte med at lave skjulte optagelser efter en episode i august 2018, men jeg har nu fundet ud af, at de begynder at overvåge mig – som de selv kalder det – allerede kort tid efter, at vi startede på at optage dokumentaren.”

De vantro
Rasit Ufuk Tas, produceren og ejeren af produktionsselskabet, forlader i slutningen af 2018 filmprojektet.

”Det gør Rasit på grund af den måde, jeg blev behandlet på. Derefter eskalerer det hele. Nu er der ingen, der kan styre Manyar og skærme mig af. Min ptsd bliver mere eller mindre hele tiden udløst, når han filmer. Jeg vil bare have det overstået. Jeg gør, som han siger, så han kan filme færdigt.”

– Hvad beder han dig konkret om at sige?

”Mange ting, som jeg ikke kan komme ind på her. Jeg kan dog sige, at han blander sig i mine udtalelser og insisterer på, at jeg i en af mine taler skal sige, at jeg intet har tilfælles med de vantro. Men det er slet ikke sådan, jeg tænker og skriver. Han tvinger mig til at læse det op foran kameraet og lægge det på Facebook, hvor Berlingske tager det op.”

”Så får jeg hele den yderste højrefløj på nakken, der skriver, at jeg er en vendekåbe, som skal vende tilbage til sandkassen. Den slags situationer skaber han. Det er manipulerende. På det tidspunkt har han mig så meget i sine klør, at jeg ikke kan sige fra. Jeg er så bange for ham. Han truer med at vise mig for offentligheden som rablende gal og syg, hvis jeg ikke bliver i projektet.”

”Desuden begynder han at lede efter dele af min familie, som jeg har brudt med. Det var aldrig aftalen, og hvis jeg havde vidst, at det var hans intention, havde jeg ikke deltaget. Der er en grund til, at jeg ikke længere har kontakt med de mennesker.”

– Er der stadigvæk ikke nogen kontrakt på det tidspunkt?

”Jo, vi får lavet en kontrakt i august 2018. Den udløber få måneder efter, men Manyar siger, at han ikke er færdig, og derfor bliver han ved med at filme. Imens venter jeg på en kontraktforlængelse. Først et år senere kommer de med en helt ny kontrakt, som chokerer mig.”

”Den nye kontrakt er meget anderledes end den gamle og indeholder helt andre ting, end vi først aftalte. Det vil jeg ikke acceptere, selv om de presser mig. I den nye kontrakt hedder det ikke længere en ’dokumentarfilm’, men en ’dokumentarisk spillefilm’. Og hele handlingsforløbet har ændret sig.”

”Pludselig står der, at der er lydfiler af mig, og det går op for mig, at de har optaget mig i skjul. Jeg har ikke givet tilladelse til, at de filmer eller laver lydoptagelser, uden at jeg ved det. Til sidst har han kørt mig så meget ned, at jeg ender med at betro mig til Karoline Leth, som er en kendt kvindelig producer i filmbranchen. Hun rådgiver mig i forhold til mine rettigheder som medvirkende.”

Koran-citater skal fjernes
Sara Omar har fulgt Manyar Parwani og Omar Marzouks udlægning af sagen på Facebook og i medierne. Forfatteren har et helt anderledes syn på, hvad der skete før, under og efter optagelserne.

”Vi havde en mundtlig aftale om, at jeg skulle have råmaterialet tilbage, hvis de ikke kunne skaffe penge til at producere filmen, eller hvis vi gik hver til sit. Men det vil jo altid være påstand mod påstand. Manyar har filmet begyndelsen af mit gennembrud. Det er de eneste gode minder i hele mit liv, og dem vil jeg gerne bevare.”

”Både Omar Marzouk og instruktøren siger, at de ikke vil sælge materialet i både Frihedsbrevet og på de sociale medier. Men sandheden er en anden. Efter dokumentaren bliver nedlagt, sender Omar Marzouk mig en besked, hvor han skriver, at jeg kan kontakte den nye producer for at erhverve og forhandle om at købe råmaterialet, som de angiveligt har brugt over halvanden million kroner på.”

”Efter at jeg modtager denne besked, henvender jeg mig til en advokat, da beløbet lyder absurd. Og da min advokat henvender sig til dem og spørger efter dokumentation for deres udgifter, så er det først dér, at de melder, at materialet ikke er til salg.”

”Den dokumentar, som Manyar Parwani tilbød mig at medvirke i, handler om min rejse fra ukendt til kendt forfatter. Men den han i virkeligheden ville lave, handlede om at fremstille mig som løgner og fantast. Det vil ingen selvfølgelig være med til, heller ikke mig. Da jeg endelig undersøger ham på nettet, finder jeg ud af, at jeg er fanget i noget, som er langt vildere, end jeg havde forestillet mig. Der dukker historier op om gentagne kidnapninger, kidnapninger fra nazister, kidnapninger fra islamister, store pengebeløb, der er blevet væk, og Manyars makker, Faisel Butt, som er sporløst forsvundet.”

– Hvordan er Manyar Parwani grænseoverskridende?

”På et tidspunkt prøver han at presse mig til at kontakte mit forlag og sige til dem, at ved det næste oplag skal Koran- og hadith-citaterne, som er kvindeundertrykkende, ud af min bog. Han kører censur på mig. Han vil ikke have, at jeg kritiserer den mørke del af islam og kvindeundertrykkelse i den kultur. Han synes ikke, at jeg er den rette til at tale kvindernes sag.”

”’Jeg kan lukke mine øjne og skrive din bog med min pik!’ siger han på et tidspunkt. Den sætning glemmer jeg aldrig nogensinde. På Facebook sammenligner Omar Marzouk undertrykte kvinder med pingviner. Og selv om han bruger eventyr og komik, så indikerer det alligevel et fornedrende kvindesyn. Alt det, jeg er blevet udsat for og dikteret til at gøre, viser mig, at de har haft en helt anden agenda.”

”I et radiointerview har Omar Marzouk sagt, at han havde fordomme over for mig fra start. Hvorfor så lave en dokumentar om mig? Han siger, at han har snakket med mig om de fordomme, men det er aldrig nogensinde sket. Så han taler usandt.”

– Parwani og Marzouk mener, at det er dig, som lyver. At du har overdrevet, pyntet på historierne om dig og opdigtet overgreb?

”Jeg har læst, at de angriber mig for flere ting, herunder min sikkerhed – at det er et reklamestunt for at gøre mig selv mere interessant for at sælge flere bøger. Og at jeg heller ikke har været underlagt social kontrol, men bare har været en ganske almindelig håndboldpige fra Jylland. Disse mennesker kan mene, hvad de vil, men de ved reelt ikke, hvad der foregik i mit barndomshjem. De kendte mig ikke dengang.”

– Filmskaberne siger, at I havde en aftale om, at I skulle rejse til Kurdistan for at møde din mormor, som har inspireret dig til Dødevaskeren?

”Vi har aldrig nogensinde skrevet under på det. Når det er sagt, ville og vil jeg gerne derned, bare ikke med de mennesker. I den periode bruger jeg dag og nat på at arrangere turen, men jeg kommer frem til, at det vil være uansvarligt at tage med en så uprofessionel instruktør til et område, hvor jeg i forvejen ikke skal færdes uden klare sikkerhedsforhold på grund af mine bøger. De har ingen erfaring med at filme i krigshærgede områder, og det sidste jeg har brug for, er Manyar Parwani til at presse mig til at gøre ting sådan et sted.”

”Jeg var ganske enkelt ikke tryg. Derfor kom vi ikke afsted.”

Karaktermord
– Nu forsøger du med et fogedforbud at stoppe dokumentaren. Hvorfor føler du, at optagelserne er farlige og skadelige for dig?

”Selvfølgelig vil jeg ikke medvirke i en dokumentar, hvor man vil bagvaske mig, forsøge at ødelægge min troværdighed og fremstille mig som en løgner. Det vil ingen deltage i. Filmholdet har ikke overholdt kontrakten og heller ikke de aftaler, vi alle har skrevet under på.”

– Hvilken rolle spillede Omar Marzouk i produktionen?

”Jeg har kun set ham to gange i al den tid, optagelserne stod på. Første gang er i august 2018 sammen med hele produktionsholdet med det formål at underskrive kontrakten for dokumentaren. På mødet gør jeg Omar Marzouk og de andre opmærksom på, hvordan instruktøren behandler mig. Men det tager Marzouk ikke til sig. Under mødet vil jeg tilføje punkter i kontrakten, blandt andet om at tale med respekt til hinanden.”

”Den anden gang er hjemme hos ham, hvor jeg afleverer en signeret udgave af Dødevaskeren, efter jeg finder ud af, at han ikke har læst den. Det undrer mig, når han vil producere en dokumentar om mig uden at have læst min roman. For mig er Marzouk en interessant karakter, der gemmer sig bag komik, men i virkeligheden har en anden dagsorden, der er langt mere problematisk.”

– Men kan du ikke forstå, at Omar Marzouk er sur og skuffet over, at du trækker dig fra projektet, som de har lagt mange kræfter i?

”Spørgsmålet er, hvem de kræfter er. Det kræver åbenbart mange kræfter at planlægge, hvordan de kan ødelægge mig. Og de havde nok ikke regnet med, at jeg ville finde modet at sige fra. Det vil de ikke acceptere. Deres planer lykkes ikke, så jeg forstår godt, at han er vred. Som producent svigter han sit ansvar, når han bruger sin tid på at orkestrere et hævngerrigt karaktermord i stedet for at have stoppet en instruktør, der adskillige gange gjorde ham opmærksom på, at han overskred mine grænser.”

– Han har skrevet, at du ville styre, hvordan den her film skulle se ud. Har du det?

”Nej, det passer ikke, men jeg spørger flere gange for at forstå, hvad deres hensigt er med filmen. Og det vil de ikke svare på. Til sidst sender jeg dem en mail, hvor jeg skriver, at jeg ikke længere har tillid til, at de kan løfte projektet.”

Frihedsbrevet har skrevet om, at du har overdrevet graden af din politibeskyttelse?

”Jeg henviser til min sikkerhedsrådgiver, Christian Ranum Spohr, samt den artikel i Berlingske, hvor han udtaler sig.”

– I et interview med det franske medie Télérama fra 2020 siger du, at der er to fatwaer over dig, og at du lever under politibeskyttelse. Hvordan forholder det sig?

”Jeg har fatwaer og henviser til min sikkerhedsrådgiver for spørgsmål om min sikkerhed.”

Filmbranchens ansvar
Frihedsbrevet har i en artikelserie stillet spørgsmålstegn ved flere af Sara Omars udsagn i løbet af de seneste år. Men forfatteren mener, at mediet ukritisk har videregivet påstande fra kilder, som har deres egen agenda.

”Jeg er rigtigt ked af, at det her i sidste ende kan komme til at skade de kvinder, som har brug for at forlade et liv, hvor de ikke har friheden til at beslutte, hvordan det skal være. Budskabet bliver, at de slag, man modtager inden for hjemmets fire vægge, er bedre end at bryde tavsheden. Straffen vil være endnu hårdere i sidste ende.”

”Det her er ikke kun et angreb på mig. Det er et angreb på alle de udsatte, undertrykte og tavse kvinder derude, som lige nu i hjemmet bliver udsat for det, der er værre. Hvis de lykkes med at gøre mig tavs, så er det ikke kun mig, der bliver gjort tavs. Det er også potentielt nogle af de kvinder, som har brug for én, der taler deres sag.”

– Hvad tænker du om fremtiden?

”Jeg er først og fremmest forfatter. Og ingen i verden kan stoppe mig fra at skrive skønlitteratur og bearbejde livets erfaringer ind i kunsten. Det har jeg overlevet for at gøre, og det er jeg god til. Selv om de forsøger at gøre mig tavs gennem karaktermord og smædekampagner, hetz og rygter og løgne og tilsvining, offentlig stening af min person, fordi jeg har sagt fra, kan de aldrig tage min frie pen fra mig. Mine ord har jeg skrevet i mine bøger, og ord har det med at leve deres eget liv, når de først er blevet udgivet. Ingen kan gøre mine allerede udgivne ord tavse.”

– Men vil du fortsat gerne være en stemme i det offentlige?

”Jeg er en stemme i det offentlige, og det kan de ikke bare dræbe. Uanset hvor meget de prøver. Det har jeg kæmpet for, og retfærdighed er ikke noget man får. Det er noget, man tager. Den stemme, jeg har i dag, har jeg ikke fået foræret. Det er noget, jeg har taget. Min platform har jeg ikke fået foræret, den har jeg kæmpet for. Det samme gælder mit forfatterskab. Og hvis man har kæmpet for noget, kan ingen tage det fra dig, ligegyldigt hvor meget de prøver.”

– Hvad siger du til sagen om, at du skulle have en ghost writer, som Weekendavisen har skrevet?

”Manyar Parwani begyndte at sprede det rygte, fordi han under hele produktionen blandede sig i alt, hvad jeg lavede. Mit eneste frirum var i mødet med mit publikum, og da jeg skrev min bog. Han ville følge min skriveproces på Skyggedanseren, og jeg fandt hurtigt ud af, at hvis jeg gav ham lov til det, ville han fuldstændig sabotere den. Han ville blande sig i indholdet, og det ville ikke blive den roman, som jeg ville skrive.”

”Han havde adgang til min computer, så efter jeg havde skrevet kontrakten, havde jeg alt i en usb, som jeg holdt på mig. Hver gang jeg skrev, gemte jeg det på min usb, aldrig på computeren. Han vidste ikke, at den usb eksisterede, og jeg satte mig aldrig og skrev foran ham. Han begyndte at sige, at fordi jeg ikke ville lade ham følge den proces, måtte det betyde, at jeg havde en ghost writer. Jeg ignorerede det bare for at få fred til at skrive min bog. Så jeg endte faktisk med at skrive hele Skyggedanseren i skjul for ham.”

– Du skrev, mens han ikke var til stede?

”Jeg skrev, når han ikke var til stede. Og hvis han var, gav jeg ham ikke lov til at kigge på mit manuskript. Det havde hårde konsekvenser.”

– Så du vil afvise påstanden om, at der har været én til at hjælpe dig med at skrive bøgerne?

”Som alle andre forfattere har jeg en eller flere konsulenter. I mit tilfælde har jeg en, der læser med, når jeg har brug for det. Det er som at have en redaktør. Nogle gange er det direktøren for Politikens Forlag, der læser med, nogle gange er det pressechefen. Det er meget normalt i forlagsbranchen. Men jeg skriver mine bøger, ingen andre.”

– Hvad håber du bliver afslutningen på hele den her sag?

”Jeg håber, at folk snart gennemskuer, hvad det er, der foregår. Omar Marzouk har i Ekko sagt, at han ønsker, at min karriere bliver ødelagt. Hvad betydet det reelt? Det betyder, at man forsøger at lukke munden på en forfatter. Det er noget, man gør i de lande, hvor disse mennesker, inklusive mig selv, kommer fra.”

”Jeg ønsker, at jeg skal være den sidste i rækken, der bliver udsat for den her instruktørs uacceptable adfærd. Han skal ikke ødelægge flere. Det bør være filmbranchens ansvar at sætte grænser. Fordi jo flere chancer han får, jo flere mennesker kommer han potentielt til at ødelægge. Jeg håber, at filmbranchen vil rejse sig i fællesskab og tage afstand. For det her kan ende grueligt galt.”

Chefredaktør Mads Brügger forsvarer Frihedsbrevets artikelserie om Sara Omar.

”Frihedsbrevet har gentagne gange henvendt sig til Sara Omar for at høre hendes side af sagen. Desværre har hverken Sara Omar eller hendes forlag ønsket at tale med os,” skriver Mads Brügger i en mail og fortsætter: 

”Uanset hvad står vi fuldt ud inde for den journalistik, vi har begået om Sara Omar, og såfremt hun ændrer holdning og vælger at stille op til et interview med Frihedsbrevet, er hun meget velkommen til at kontakte os. Vi har nemlig en masse spørgsmål vi gerne vil stille hende.”

Kommentarer

Sara Omar

Født 1986 i Kurdistan.

Flygtede med sin familie i slutningen af 1990’erne.

Har boet i Danmark siden 2001.

Forfatter til romanerne Dødevaskeren og Skyggedanseren fra 2017 og 2019.

Bøgerne skildrer problemer som social kontrol, incest og kvindeundertrykkelse i muslimske miljøer.

Modtog Menneskerettighedsprisen i 2019, Læsernes Bogpris i 2018 for Dødevaskeren og De Gyldne Laurbær 2019 for Skyggedanseren.

© Filmmagasinet Ekko