Send mig en hval, Gud!

”Det er lidt ærgerligt, at min mor skulle dø, før jeg fik mod til at lave en film om at komme tættere på sin familie,” siger Julie Bezerra Madsen tøvende. 

Vi sidder på dækket af hendes husbåd i Københavns Sydhavn. Vandet vugger os fra side til side, og dokumentarinstruktøren kigger ud på de glimtende bølger. 

”Livet bliver mærkeligt nok smukkere af, at døden kommer tæt på,” siger Julie Bezerra Madsen. 

”Det kunne da have være dejligt, hvis jeg havde lavet filmen, mens min mor levede. Men det var først, da hun døde, at jeg forstod, at der er nogle ting, man skal nå. Som at komme tæt på dem, man elsker.” 

I dokumentaren En forsinket begravelse – der vises på DR2 og DRTV den 30. maj – tager dansk-brasilianske Julie Bezerra Madsen til Brasilien, mange år efter hun gik glip af sin mors begravelse. 

Julie vil samle sin søster og fraskilte far omkring et følsomt afskedsritual. Men til instruktørens frustration er de ikke interesseret. Deres sorg er anderledes end Julies, men hun tror ikke på dem, når de siger, at de ikke har brug for en fælles afsked efter mange års uforløst konflikt i den lille familie – alt sammen noget, Julie har på video, og filmen dykker ned i den komplicerede fortid. 

”Jeg har nok altid vidst, at jeg skulle lave en film, der handler om, hvordan vi misforstår hinanden på trods af kærlighed,” siger instruktøren. 

”For uden at vide det har jeg arbejdet på filmen, siden jeg var fucking seksten år. Jeg har jo fanget det hele med håndholdt kamera,” siger hun og ryster lidt vantro på hovedet. 

”I dokumentaren forsøger jeg at holde en mindeceremoni, men også at komme tættere på min søster, som jeg havde mistet kontakten til.” 

”I starten var jeg bange for, at folk ville tænke, at jeg bare lavede filmen som en form for terapi. Men altså, hvorfor ikke slå to fluer med ét smæk?” siger hun og griner. 

Støtte fra kollega
Husbådens hylder og vægge er fyldt med dimser, minder og billeder, som Julie Bezerra Madsen hiver ned for at tale med mig om. 

Hun fortaber sig i en dekonstrueret radio med små kobberspoler, som hun piller i. Imens kigger jeg på en festlig, malet kakkel med et portræt af Julie Bezerra Madsen og instruktørkollegaen Frigge Fri. De er fra samme dokumentarårgang på Filmskolen. 

”Frigge og jeg filmede En forsinket begravelse i Brasilien i 2019 over tre uger. Jeg græd så meget,” siger instruktøren og tager sig til hovedet, da hun tænker tilbage. 

Filmen fokuserer på samtaler om tab og scener, der skildrer de underprioriterede familiebånd. Samtidig befinder stedet, hvor deres mor døde, sig lige rundt om hjørnet. 

Det er tydeligt, at dokumentaren er skruet sammen af et erfarent hold, som ved, hvordan man skaber et rum, som personer kan væve sig ind og ud af, mens sensitive samtaler hakker derudaf. 

”Jeg havde ikke klaret den uden Frigge. Hver gang jeg var ved at give op, sagde hun: ’Jamen du er jo bare i proces.’ Og så ville hun muntre mig op ved at bortføre mig et par dage til sambafest i Rio.” 

”Det var først, da jeg kom hjem, at det gik op for mig, at jeg nok ikke var den eneste, som havde haft det hårdt. For det, jeg bad min far og søster om, var virkelig grænseoverskridende. Man kan jo ikke tvinge nogen til at sørge. Folk sørger virkelig forskelligt.” 

Død i søsters arme
Hendes mor Eniana mødte i 80’erne den rolige dansker Arne i Rio de Janeiro, hvor han arbejdede som maskiningeniør. 

Den jordnære midtjyde havde svært brug for en sproglærer og faldt pladask for sin brasilianske lærer Eniana og hendes femårige datter Ursula, som han tog til sig som sin egen. 

Et år senere kom Julie til verden, og familien flyttede til Arnes hjemstavn i Bjerringbro. Seks år senere blev parret skilt.

Som syttenårig tog Ursula på ferie til Brasilien med nogle efterskoleveninder. Teenageren nægtede at tage hjem igen og blev i det sydamerikanske land, hvor hun levede af at sælge smykker på gaden. 

”Min mor og far gjorde alt, de kunne, for at få Ursula til Danmark, men det gik ikke. Siden da har de skændtes. Det endte altid med, at min mor smækkede røret på og sagde, at hun var ved at miste sin datter.” 

”I 2012 var min mor i Brasilien for at holde jul med Ursula. Anden juledag sagde min mor, at hun havde det mærkeligt. Hun bad om en cola og faldt om på terrassen med et hjertestop. Hun døde i min søsters arme,” fortæller Julie Bezerra Madsen. 

Dagen efter blev moren begravet. 

”Sådan gør man i Brasilien. Der er jo varmt, og man har ikke ressourcer til at opbevare kroppen,” siger Julie roligt. ”Det skete, da jeg var ved at lave min afgangsfilm Dreng (der kan ses på Ekko Shortlist, red.). Jeg var i chok og nåede ikke afsted til begravelsen i tide.” 

”Det var sindssyg underligt. Min søster og mor havde været uvenner i mange år og havde ikke nær kontakt. Så det var ret mærkeligt, at min mor skulle ende sit liv hos min søster.” 

”Ursula så det, som om det var Guds vilje. Jeg tænkte bare, at det var mega uheldigt.” 

Det hellige træ
”Ursula er meget troende. Alting handler om Guds mening. Jeg plejer at sige, at jeg er spirituelt blokeret. Men jeg er nok bare misundelig over, at hun har én, som kan give svar på alt.” 

”Den engelske titel på dokumentaren er God, Please Send a Whale. For på et tidspunkt er jeg så frustreret over, at min søster og far ikke vil gå ind i sorgen med mig, at jeg beder og håber på en guddommelig intervention.” 

Hun rynker brynene. 

”Men jeg tror jo ikke rigtigt på noget, så det er lidt unfair. Hvis man vil have troen i sit liv, er det nok en god idé at begynde at øve sig på det i stedet for bare at regne med, at man kan trykke på en knap og få sendt en hval som et tegn fra Gud.” 

Der bliver stille mellem os. Mens Julie taler om sin manglende tro, gør jeg alt, jeg kan, for ikke at kigge ned. På bordet mellem os ligger et lille alter. 

”Jeg ved godt, hvad du tænker,” siger Julie hurtigt og rykker lidt på den bunke kviste, som ligger mellem os. 

”Det her er salvie. Det renser hjemmet for dårlige energier. Og det her …” siger hun og løfter en afbrændt pind på størrelse med en forkullet gulerod, ”… er helligt træ. Palo Santo.” 

”Det kan man tænde, så det renser sjælen. Jeg gjorde det faktisk, inden du kom. Man åbner et vindue bagefter, og så svæver alle de dårlige energier ud.” 

Hun ser lidt undskyldende op. 

”Det er ret normalt i Sydamerika, og jeg reagerer meget på dufte. Så hvis jeg er ked af det eller nervøs før et interview, kan jeg bare lige fyrre op for pindene. Det virker bedre end et kirkebesøg for mig.” 

Terapien virkede
I tidligere værker som dokumentarfilmen Forvandlingen – Frihed kommer indefra og Dreng har Julie Bezerra Madsen beskæftiget sig med kønsidentiteter. Og dét, at alle skal have lov at være sin egen. 

Når det kommer til Julies personlige film, er fløjlshandskerne taget af.

”Det, jeg gør mod min søster og far, er ret vildt. tarveligt. Det er grænseoverskridende at tvinge folk til at føle og dvæle ved en sorg, som de egentlig har lagt bag sig. Men det her med, at vi sørger forskelligt, syntes jeg, var vigtigt at kunne fortælle om i en film. At jeg virkelig har været så naiv at tro, at jeg kunne få dem til at sørge som mig.” 

”Min far har ikke den samme sorg som mig. Han og min mor har været skilt i årtier, og min søsters sorg er kompliceret på en helt anden måde end min. Hun vil også hellere tale om tabet med Gud end med os andre.” 

”Det unikke ved filmen er, at den viser, at man nogle gange er alene med sin sorg. Det betyder ikke, at min far og søster ikke elskede min mor. Men det her er min sorg. Hverken min søster eller far kan bære den for mig. Vi har hvert vores tab.” 

Hun holder en kort pause. 

”Det er selvfølgelig lusket og totalt Filmskole-agtigt at sætte et kamera op foran sin familie, så vi kan begynde at tale sammen. Men jeg tror ikke, at jeg havde været stærk nok til at tale om tingene på en anden måde.”

”Og hvad så? Det virkede sgu! Ren terapi,” siger Julie Bezerra Madsen og slår ud med armene. 

Du vælger ikke din familie
Efter ikke at have været i Brasilien i flere år besøger instruktøren nu fast sin søster. For et par dage siden skrev de hyggelige beskeder om, hvad der ville have været deres mors 70-års fødselsdag. 

Lige inden vores interview sendte Julie Bezerra Madsen faren ud på gåtur med både hans egen hund og Julies. Arne har boet hos hende de sidste fjorten dage. 

”Vi arbejder på husbåden sammen og er virkelig tætte. Som filmen viser, er et forhold en proces. Det er et livslangt projekt at blive tættere med sin familie.” 

”Min hund Sami er ikke så glad for, at min fars hund er her. Sami – et bosnisk gadekryds på 22 kilo, som er fundet i vejkanten – er lidt traumatiseret. Men sådan er det – alle har en bagage.” 

”Og de tolererer hinanden, efter jeg tog en snak med Sami og sagde: ’Man vælger ikke sin egen familie!’” siger Julie Bezerra Madsen kærligt.