Ser du det, giver det ingen mening – før det gør

Forestil dig, at du betaler for journalistik enten via abonnement eller gennem skatten. Eller du læser over skulderen i bussen. Overvej så værdien af disse overskrifter:

Politiken: Noget har ændret sig i bybilledet, siden vi var her sidst. Borgmesteren er stolt. Men på gaden er melding en anden.

TV 2: Arbejdstilsynet melder ud efter børn drak saftevand med rengøringsmiddel

DR: Skybrud truer: Se hvor risikoen er størst

Berlingske: Han er psykolog og far til dansk tenniskomet. Hans opdragelse er præget af særligt to ting: ”Det er afgørende”

Politiken debat: Københavns fremtid er truet. Vi har ikke set det værste endnu

Disse medier ser sig selv som ”organet for den højeste oplysning” (Politiken) eller dem, ”der arbejder i demokratiets tjeneste” (Berlingske). Og DR vil holde ”dig opdateret om de seneste nyheder”.

Alligevel laver de overskrifter, som er det rene volapyk. Og ganske paradoksalt gemmer der sig relevante informationer og holdninger bag gættelegen. Men som læser er det umuligt at afkode, hvad substansen egentlig er.

Hvor sker skybruddet? Hvad melder Arbejdstilsynet ud? Det står ikke klart, før du klikker og scroller dig ind i artiklen.

Værre end clickbait
Nu synes du sikkert, jeg banker åbne døre ind. Clickbait har længe været kendt og kritiseret: overdrevne eller vildledende overskrifter, der lover noget, som ikke bliver leveret.

Den mest brugte er ved dødsfald, hvor knap så kendte gøres kendte. Manøvren afsløres dog ved, at navnet på den kendte ikke nævnes i overskriften – det er ganske enkelt ikke kendt nok:

B.T.: Kendt tv-kok død som 61-årig

TV 2 Kosmopol: Kendt restaurantchef er død

B.T.: Amerikansk musiker bag kendt børnesang er død

Clickbait er den tarvelige udgave, hvor mediet selv vurderer, at det ikke har en god nok historie. Men de overskrifter, vi taler om her, rummer rent faktisk en relevant historie. Men den tilbageholdes bevidst. Ikke af dramaturgiske grunde, som i en velskrevet long read, men alene for at fastholde læserne. De holdes i bevidst uvidenhed længst muligt.

Eksempelvis får vi ikke straks at vide, at det varslede skybrud mest sandsynligt rammer omkring Fanø. Hvilket ellers ville være relevant ud fra en nyhedsbetragtning og ud fra alle mediers ønske om at være præcise.

Eller at Arbejdstilsynet faktisk frifandt Jesperhus Blomsterpark for saftevandsfadæsen. Hvilket jo er centralt, ikke mindst ud fra etikken i nyhedsformidlingen, som alle medier jo også siger, at de tilstræber.

Undergraver troværdigheden
Det er en trist tendens, der vidner om branchens desperation og manglende lederskab.

Medierne har ellers gennem de seneste årtier generelt løftet den journalistiske kvalitet og ret systematisk udfordret magten uden særhensyn. Men dele af journalistikken pakkes ind i en narrativ garniture, der lægger tåger ud over nyhedens substans.

Dobbeltheden mellem væsentlig journalistik og manipulativ formidling undergraver mediernes troværdighed. Det er ikke uvæsentligt, men helt grundlæggende for den demokratiske samtale og mediernes relevans.

Forestil dig, at den udsendte spejder, der står på det højeste punkt, fordi han skal beskytte landsbyen, ikke vil sige, hvad han ser i horisonten!

Hvorfor skal fællesskabet betale for slørede nyheder? De tågede rubrikker udvikles, samtidig med at medierne samlet modtager mellem fem og seks milliarder kroner om året via finansloven. Fordi de skal tjene fællesskabet, demokratiet og borgernes mulighed for at opnå indsigt.

Det er det modsatte, som er sket i disse eksempler.

En digital kamp
Spørgsmålet må være, hvor længe folkevalgte politikere, der er under dagligt og stigende SoMe-pres fra deres vælgere, kan tåle at sende millioner efter en journalistik, der ikke først og fremmest oplyser borgerne, men leger kispus med deres bevidsthed.

Politikerne kender godt skåltalerne og de gode intentioner bag bevillingerne:

– ”Der er intet demokrati uden en fri og oplyst, offentlig samtale.”

– ”Frie og stærke medier danner og oplyser os igennem kritisk journalistik.”

– ”Frie og uafhængige medier er afgørende for, at dem med magten kontrolleres og stilles til ansvar.”

Styrkelsen af den frie og oplyste samtale er den eneste holdbare begrundelse for, at politikerne bruger borgernes penge på medierne. Og hvordan hænger det sammen med metoder, der manipulerer læsernes opmærksomhed og tilmed udfordrer bevillingsgrundlaget og loven?

Ifølge medieansvarsloven skal medierne overholde ”de vejledende regler for god presseskik”. Og Presseskikken efterlader ingen gråzoner her. Det lyder i paragraf 1, at medierne skal bringe ”korrekt og hurtig information”.

Det er ikke hurtig information, hvis mediet systematisk forhaler den oplysning, der bærer historien. Og da medierne jo skal overholde medieansvarsloven for at få mediestøtte, er sagen klar: Kassen skal smækkes i, hvis borgerne ikke kan gennemskue nyheden hurtigt.

Hjernen frigiver dopamin
Forklaringen på, at vi ikke må få at vide, at der kommer oversvømmelse på Fanø, er, at mediernes forretningsmodel er smuldret. Og cheferne har ikke fundet en ny, der virker.

Der tjenes kort sagt for lidt på en abonnent, og derfor skal abonnenten udsættes for flere annoncer. Derfor bruges strategien med indbygget inerti og udskydelse, der har virkemidler, som vækker minder om gaming og sociale medier.

Inden for online-gaming er det velkendt, at en spiller, der får en uforudsigelig belønning, vil opleve forløsning. Det sker gennem hjernens såkaldte belønningscenter. Når du gennemfører en opgave – for eksempel finder den centrale fakta i en artikel – frigiver hjernen dopamin.

Det skaber en følelse af tilfredshed og vil motivere dig til at gentage adfærden.

Det minder om det, der sker, når du scroller TikTok. Algoritmen sikrer, at du præsenteres for videoer, du kan lide, i et miks med videoer, du ikke stimuleres af. Jagten på de gode videoer, der udløser dopamin hos dig, vil få dig til at acceptere de ikke-stimulerende videoer. Du eksponeres dermed maksimalt og i længere tid.

TikTok har i interne papirer, der er kommet frem i en retssag, fastslået, at deres algoritme, kan gøre brugerne afhængig på 35 minutter.

Psykologisk udnyttelse
I videnskaben er dette også kendt som Skinner-effekten. Den amerikanske psykolog B.F. Skinner fandt i 1950’erne ud af, at duer, der udsættes for uforudsigelig belønning, er mere motiverede til at trykke på foderautomaten end duer, der altid ved, hvad de får, når de trykker.

Gevinstens uforudsigelighed kan ligefrem gøre dem helt maniske.

Derfor virker fortællemodellen. Læseren har erfaret, at en afgørende information kommer – i modsætning til clickbaite – men ved ikke hvad eller hvornår. Læseren bliver hængende, ikke for oplevelsens skyld, men for at få svar.

Læs som eksempel denne TV 2-artikel og se, hvor meget du eksponeres for, inden du kommer til indholdet!

Mere skærmtid betyder flere sidevisninger, højere annonceindtægter og mere eksponering for interne kampagner. Og færre besøg hos konkurrenterne. Du har jo kun den tid, du har.

Det er effektivt, men også psykologisk udnyttende og dybt manipulerende. Det er ikke støtteværdigt.

Danske medier skal kunne formidle både grundigt og klart uden at skjule information bag psykologiske mekanismer. Når journalistik bliver et redskab til fastholdelse i stedet for oplysning, svigtes det demokratiske formål.

Derfor bør redaktører og journalister spørge sig selv: Er vi stadig tro mod vores opgave, eller lader vi forretningsmodellen styre nyhedsdækningen?