Sex i min film handler om magtforhold

Den mexicanske instruktør Michel Franco er en interessant sortseer.

I New Order handler det om den koldblodige transaktionslogik bag en idealistisk revolution. I Sundown lader han Tim Roths desillusionerede rigmand drikke sig ihjel, mens han dårligt nok ænser omverdenen.

Og i sin nye film, Drømme, skildrer han et afgrundsdybt mismatch som en nihilistisk Romeo og Julie-historie mellem en idealistisk rigmandsdatter fra San Francisco, liberalisternes højborg, og en talentfuld balletdanser fra Mexico.

I filmens første scene trodser balletdanseren en grænseovergang for at smugle sig ind i USA og komme tættere på hende. Hun er glad for at se ham og knalder ham grådigt i sin rigmandshybel. Men inden længe bliver hun betænkelig over, hvad han egentlig vil hende.

”Jeg vidste helt fra begyndelsen, at det skulle dreje sig om et toksisk forhold. At det ville være en intim film, og at grænsen mellem de to lande ville være en del af det,” fortæller Michel Franco, da vi mødes kort efter filmens verdenspremiere på sidste års Berlinale.

Glubsk liderlighed
Idéen til Drømme kom fra den samme kilde som alle Michel Francos andre film: Fra de mange noter med idéer, han genererer på fuldtid, når han ikke aktivt er i gang med et projekt.

”Når tiden kommer til at lave den næste film, dykker jeg ned i mine noter for at finde ud af hvilken,” forklarer den 46-årige instruktør.

I dette tilfælde var han faktisk midt i et projekt, demensromancen Memory, hvor Jessica Chastain spiller en traumatiseret kvinde over for Peter Sarsgaards følsomme førtidspensionist.

”Allerede fra den anden uges optagelser vidste jeg, at jeg gerne ville arbejde med Jessica igen. Og jeg havde den her idé, som var noget helt andet og samtidig ville passe godt til hende.”

Som den exceptionelt privilegieblinde Jennifer trækker Chastain på sit talent for at skildre tilknappede kvinder med paraderne oppe. Der er en ureflekteret selviskhed over rollen, og Jennifer og Fernando mødes først og fremmest i sengen.

Deres forhold bygger på rå sex, der for begges vedkommende er nærmest dyrisk målt på glubsk liderlighed. Det penible spørgsmål lyder: Hvad er det, de tænder på ved hinanden?

Han er fattig, talentfuld, sexet og sårbar, mens hun er hovedrig, smuk og isoleret i en rigmandsboble af socialt distancerende rigdom. Deres forhold tager et ubehageligt ryk for hver gang, de knalder.

”Jessica forstod fra begyndelsen, at det ville være umuligt at lave filmen uden de eksplicitte sexscener. Det var en del af vores første samtale om filmen. Men havde vi ikke lavet Memory sammen, ville vi ikke have haft den samme tillid. Det er en film, man udvikler sammen med en betroet medsammensvoren.”

Som for at sætte trumf på fortæller han om filmens mest opsigtsvækkende sexscene, hvor de to mødes igen og nærmest som en tvangshandling kaster sig over hinanden.

”Det er et problem i film, når der bare klippes til sex. Men i vores film fører hver sexscene historien videre, og magtforholdet bliver ved at forskubbe sig. Det er lige nøjagtigt, hvad filmen handler om.” 

Kunstens velgørere
Fernando er en talentfuld balletdanser, som Jennifer har understøttet økonomisk og diskret boet sammen med syd for grænsen. Det har været på belejlig, men også hyklerisk afstand af familiens finere kredse i San Francisco.

Da Fernando tropper op hos hende, bliver han pludselig til et penibelt samtaleemne i hendes kredse.

”Da jeg første gang talte med Jessica Chastain, skulle Fernando ikke være kunstner. Men da jeg så tænkte nærmere over det, blev det en fascinerende idé, fordi det tager hul på samtalen om filantropi og kunstens velgørere. Det viser også, hvor talentfulde immigranter kan være, når de kommer med et andet synspunkt og en anden kultur.”

Som den mexicanske balletstjerne har Isaac Hernández en af sit livs første roller.

”Jeg tog afsted for at se ham i en hal med plads til 10.000 mennesker i Mexico City. Ballet var aldrig en populær kunstart i Mexico, men han gjorde den relevant. Og derfor tænkte jeg, at jeg burde bede ham spille med.”

”Han svarede: ’Siger du til mig, at jeg helt uden skuespilerfaring kan spille en hovedrolle over for Jessica Chastain?’ Men ja, i mine film fører jeg gerne folk sammen, der har forskellige grader af erfaring. Og det virker. Forhåbentlig.”

Racismen har altid luret
Nogle vil måske se filmen som en karikatur på den skingre amerikanske grænsedebat, som Trump har gjort til et mantra for deportationer og familieadskillelser. Men de dynamikker, filmen skildrer, har Michel Franco kendt til hele sit liv.

”Situationen har været den samme lige så langt tilbage, som jeg kan huske. Arbejdsmarkedet i USA har altid været fuldt af mexicanere og latinamerikanere. Landet er bygget af immigranter, selv om amerikanerne lader til at have glemt det.” 

”De her folk er ikke frie. De lever ikke et kvalitetsliv i USA. I stedet for at sige ’tak’ og ’velkommen’, møder de det modsatte. Folk peger fingre ad dem. Og fordi Mexico har så lang en grænse med USA, er jeg selvfølgelig meget opmærksom på det.” 

Selv om Jennifer i løbet af filmen gør uhyrlige ting, forklarer Michel Franco, at han godt kan sætte sig ind i hendes virkelighedsanskuelse. 

”Når jeg skriver, forsøger jeg ikke at sætte dem i en bestemt boks. Jeg vil ikke fordømme dem, men i stedet have sympati for dem. Og Jennifer er i virkeligheden en enormt trist karakter.” 

Hendes følelseskulde og forvænte mangel på empati for den langt yngre og meget mere sårbare Fernando, er ikke blot en karakterbrist. Det er også et symptom på en større lidelse. 

”Jennifers fejltrin kommer af, at hun selv er et offer for sin familie og sine omgivelser. Det er trist, at hun i sin alder ikke er i stand til at vriste sig fri af de lænker.”

Art washing
Jennifers stenrige, kunstglade klan leder tankerne hen på Sackler-familien, kendt fra Laura Poitras’ Guldløvevinder All the Beauty and the Bloodshed.

De tjente milliarder på at gøre lægemidlet opioider til en masseafhængighed, som har kostet over en halv million amerikanere livet og skabt en af USA’s største folkesundhedskriser. Og Sackler forsøgte at rense deres navn ved generøst at donere blodpenge til museer og kunstprogrammer.

Men netop deres situation er for udbredt til, at der er tale om en direkte reference, forklarer Michel Franco.

”Der er så mange andre. Det burde ikke være op til disse mennesker at bestemme, hvem de hjælper og hvordan. Vi burde leve I en retfærdig verden. Det lyder måske naivt, men det er jo sandt.”

”Det er også derfor, det er interessant at lade filmen udspille sig i San Francisco, hvor folk regner sig selv for at være fair og mener, de har empati. Men når der virkelig er noget på spil, spiller de moralsk fallit.”

En ond cirkel
Dermed ikke sagt, at Drømme er en uforbeholden kritik af USA. Da Fernando på et tidspunkt vender tilbage til Mexico, bliver han buret inde sammen med andre afviste migranter. Som om de hårde forhold burde give ham en lærestreg. 

”Det er en ond cirkel, og det er ikke så simpelt som bare at pege fingre ad USA. Vi mexicanere gør jo det samme. Det sker overalt.”

Selv hvis Drømme ikke decideret er skrevet til tidsånden, er Michel Franco som mexicaner pinefuldt bevidst om, hvor meget værre spændingerne er blevet mellem hans hjemland og den rige nabo mod nord.

Vi taler sammen i februar sidste år. Det er efter Trumps genindsættelse, men inden hans klapjagt på migranter for alvor var begyndte at rulle. Alligevel er det, som om Michel Franco ved, hvilken vej vinden blæser. 

”Det er svært at være optimistisk, når man ser, hvor vi står i dag. Vi er nødt til at sige tingene ligeud. Det er nok derfor, jeg nogle gange bliver stemplet som en negativ person.”

”Men hvis jeg virkelig var pessimistisk, ville jeg vel bare… blive derhjemme. Grunden til, at jeg laver en film hvert år, er, at jeg grundlæggende tror på, at tingene kan blive bedre.”