Oscar 2026
18. jan. 2026 | 21:25

Oscar-spådom: Større favorit end længe set

Foto | Merrick Morton

Leonardo DiCaprio kan se frem til en Oscar-nominering i kategorien ”bedste mandlige hovedrolle” for sin præstation som tidligere politisk aktivist i One Battle After Another.

Én film er langt foran alle andre i kategorien ”bedste film”, men får næppe flest nomineringer. Og så ser det godt ud for den norske Trier.

Af Casper Hindse

I en verden, som står og balancerer et sted mellem håbløshed, nostalgi og revolution, er det måske ikke så underligt, at Oscar-uddelingen på forhånd har én gigantisk favorit. 

Paul Thomas Anderson er amerikansk films mest toneangivende auteur, men han har aldrig modtaget en Oscar-statuette. Det lader det til, at den begsorte, nostalgiske og revolutionære One Battle After Another kommer til at råde bod på det. 

Nærmest parodisk er det at nævne andre film, der er i nærheden at PTA’s seneste mesterværk netop nu, når vi taler prisregn. Det tiltagende kunstnerisk bevidste Oscar-akademi gør kun amerikanerens chancer større. 

Dette er i sig selv paradoksalt, fordi selvsamme Oscar-akademi i de senere år har gjort prisshowet mere uforudsigeligt. Væk er 2010’ernes småkedelige forudsigelseskonkurrencer, hvor de bedste spåmænd og spåkoner med rette kunne håbe på næsten fuld plade. 

Ind på den røde løber er i stedet trådt yngre europæere og sydamerikanere – især brasilianere – og det kommer til at afspejle sig i årets nomineringsfelt. 

Nomineringerne bliver offentliggjort på torsdag den 22. januar. Her er vores bud på nomineringer i de største kategorier ved den 98. Oscar-uddeling, som findes sted søndag den 15. marts.

Bedste film
I USA har man jublet over filmåret 2025, mens den internationale stemning omkring de amerikanske film har været iført mindre klaphat og færre båthorn. Ikke desto mindre lader den eminente film med det stenede revolutionsekko One Battle After Another, den moderne musikhistoriske Sinners og Shakespeare-eposset Hamnet til at være selvskrevne i hovedkategorien. 

Det samme gør vanvidsridtet fra New Yorks 1950’ere Marty Supreme

Herefter følger nogle oplagte, men for tiden underligt negligerede værker. Yorgos Lanthimos er blevet en auteur-darling i Oscar-land, og grækerens Bugonia kommer formentlig med. Det samme gør guldpalmevinderen Jafar Panahi med It Was Just an Accident, hvilket efterlader fire pladser. 

Først ind på den skinnende opløbsstrækning kan vi skimte norske Affektionsværdi. Der er en kolossal kærlighed til Joachim Triers seneste filmperle på den anden side af Atlanten, og den galante nordmand er her, der og alle vegne i de amerikanske medier, hvor han gør det forrygende. 

Kleber Mendonca Filhos The Secret Agent er kommet drønende frem i filmglitterrækkerne. 

Vi er dermed oppe på otte ud af ti film, og de to sidste pladser bliver der kamp om. Mere og mere tyder på, at Netflix-kampagnerne – og den gode filmsmag – bærer frugt. Guillermo del Toros Frankenstein og Clint Bentleys Train Dreams tager de sidste pladser foran storfilm som Avatar: Fire and Ash, F1 og Wicked: For Good

Et friskt bud på en dark horse kunne være Zach Creggers Weapons, men det virker mindre og mindre sandsynligt. 

Nomineringer: One Battle After Another, Sinners, Marty Supreme, Hamnet, Affektionsværdi, The Secret Agent, Bugonia, Train Dreams, It Was Just an Accident og Frankenstein


Bedste instruktør
Kategorien smider tre sikre kort og to arthouse-jokere på bordet.

Paul Thomas Anderson (One Battle After Another), Ryan Coogler (Sinners) og Chloé Zhao (Hamnet) kommer med. 

I øjeblikket er den film, som oplever størst indie-kærlighed på verdensplan, Marty Supreme, og derfor vil det også være en mindre sensation, hvis ikke Josh Safdie bliver nomineret. 

Sidstepladsen står dermed mellem iranske Jafar Panahi (It Was Just an Accident) og norske Joachim Trier (Affektionsværdi). 

Ved årsskiftet var Panahi foran, men Trier har oplevet nomineringssucces på det seneste. Vi tror, at nordmanden med de danske aner bliver nomineret. 

Nomineringer: Paul Thomas Anderson, Josh Safdie, Chloé Zhao, Ryan Coogler og Joachim Trier. 


Bedste kvindelige skuespiller
Jessie Buckley (Hamnet) ser både på papiret og odds-kuponerne ud til at være favorit. 

Eneste reelle udfordrer på selve Oscar-aftenen er Rose Byrne (If I Had Legs I’d Kicked You), men også Renate Reinsve (Affektionsværdi) ligner et sikkert nomineringsbud. 

Det frigiver to pladser, og når Emma Stone (Bugonia) er med i en Yorgos Lanthimos-film, skal hun nok blive nomineret. Især fordi amerikaneren spiller formidabelt. 

De fleste Oscar-gætteres øjne har længe været rettet mod en nominering til Kate Hudson for Song Sung Blue, men sådan som stemningen er omkring One Battle After Another på verdensplan, tror vi, at femtepladsen ligger til stjernefrøet Chase Infiniti, der har rollen som datter i den politiske actionthriller. 

Nomineringer: Jessie Buckley, Rose Byrne, Renate Reinsve, Emma Stone og Chase Infiniti. 


Bedste mandlige skuespiller
Denne kategori har længe set ud til at være afgjort, men i de seneste dage er der blevet skabt fornyet spænding.

Timothée Chalamet (Marty Supreme), Leonardo DiCaprio (One Battle After Another), Michael B. Jordan (Sinners) og Ethan Hawke (Blue Moon) har alle ført upåklagelige kampagner.

Det har Jesse Plemons til gengæld ikke. Skuespilleren er besættende stærk i rollen som konspirationsteoretiker i Bugonia, men Wagner Mouras navn er blevet hedt i Hollywood. Flere og flere har fået set The Secret Agent, og vi tror, at de sydamerikanske akademimedlemmer sikrer Moura en nominering. 

Nomineringer: Timothée Chalamet, Leonardo DiCaprio, Michael B. Jordan, Ethan Hawke og Wagner Moura. 


Bedste kvindelige birolle
Der er ofte en klar favorit i denne kategori, når vi kommer frem til prisshowet. 

Hen over sommeren var der buzz omkring Amy Madigans gysende præstation i Weapons, men i skrivende stund er det Teyana Taylor (One Battle after Another), som trækker fra feltet. 

Inga Ibsdotter Lilleaas (Affektionsværdi) og Wunmi Mosaku (Sinners) kommer formentlig også med. Det kan forårsage, at den betydningsfulde Oscar-kategori bliver uden en egentlig verdensstjerne. 

Den sidste nominering lader til at være en kamp mellem Elle Fanning (Affektionsværdi), Ariana Grande (Wicked: For Good) og I Love LA-stjernefrøet Odessa A’zion (Marty Supreme). 

Det bliver tæt, og de fleste bookmakere har Ariana Grande som favorit, men i de senere år har en films momentum ofte skabt overraskelser i flere kategorier. Vi tager chancen: Odessa A’zion får sin første Oscar-nominering for den hypede birolle i Marty Supreme

Nomineringer: Teyana Taylor, Amy Madigan, Odessa A’zion, Inga Ibsdotter Lilleaas og Wunmi Mosaku.


Bedste mandlige birolle
Seks mænd kæmper om fem pladser.

Benicio del Toro er blevet et meme over hele verden efter sin sublime præstation i One Battle After Another. Stellan Skarsgård når et karrierehøjdepunkt i Affektionsværdi. Sean Penn leverer en grotesk militærtossestreg i One Battle After Another, mens Jacob Elordi som monstret i Frankenstein taler til både hoved, mave og det, der er frækkere. 

Den sidste plads står mellem Paul Mescal (Hamnet) og Adam Sandler (Jay Kelly). For et par måneder siden var Sandler selvskrevet, men filmens stjernestøv er forduftet. Hamnet-succesen i andre kategorier trækker Mescal med. 

Nonineringer: Benicio del Toro, Stellan Skarsgård, Sean Penn, Paul Mescal og Jacob Elordi.


Bedste originale manuskript
Manuskriptkategorierne er som regel svære at forudsige. Der skal ganske få bevægelser til, mens der stemmes, før en outsider er Top 5-kandidat.

Sikkert bør det dog være, at Joachim Trier og Eskil Voigt nomineres for Affektionsværdi. Josh Safdie og Ronald Bronstein kommer med for Marty Supreme. Ryan Coogler bør også være sikker for Sinners, men herfra breder feltet sig ud.

Igen handler det om momentum.

Kleber Mendonca Filho bliver formentlig nomineret for The Secret Agent, mens de fleste også forventer, at Jafar Panahi får anerkendelse for It Was Just an Accident

Men hvor er den egentlige outsider så henne? Hun sad med et bredt smil ved Golden Globes-ceremonien forleden, da Julia Roberts storroste hendes film. Eva Victor er blevet hyldet verden over for manuskriptet til Sorry, Baby. Da spotlightet ramte hende i Hollywood, blev hendes film samtaleemnet på det helt rigtige tidspunkt. 

Vi tror, at hun snyder guldpalmevinderen Jafar Panahi. 

NomineringerAffektionsværdi, Sinners, Marty Supreme, The Secret Agent og Sorry, Baby.


Bedste manus baseret på andet forlæg
Igen en kategori, hvor der ofte opstår overraskelser.

De sikre er Paul Thomas Anderson (One Battle After Another) og Chloé Zhao samt Maggie O’Farrell (Hamnet). Efterhånden ser Clint Bentley og Greg Kwedar også ud til at komme med for Train Dreams, mens Will Tracy bør sikre sig fjerdepladsen for Bugonia.

Mange regner med, at den sidste plads tilfalder Frankenstein, men her tager vi en chance og ser på, hvilken film som virkelig er blevet storrost i de seneste uger for netop manuskriptet. Park Chan‑wook, Lee Kyoung‑mi, Don McKellar og Lee Ja‑hyenomineres for No Other Choice.

NomineringerOne Battle After Another, Hamnet, Train Dreams, Bugonia og No Other Choice.


Bedste animationsfilm
Fænomenet KPop Demon Hunters (Sony og Netflix) bliver naturligvis nomineret.

Det samme gør Zootopia 2 (Disney) og fransk-amerikanske Arco. Samtidig ville det være en gedigen overraskelse, hvis ikke også Elio (Pixar) kommer med. Den sidste plads tilfalder enten japanske Scarlet eller fransk-belgiske Little Amélie or the Character of Rain. Mere og mere tyder på, at det bliver sidstnævnte.

NomineringerKPop Demon Hunters, Zootopia 2, Arco, Elio og Little Amélie or the Character of Rain.


Bedste fotografering
Michael Bauman (One Battle After Another) og Adolpho Veloso (Train Dreams) er sikre i denne kategori. 

Det er Autumn Durald Arkapaw (Sinners) også. Generelt ser det ud til, at Sinners faktisk kan blive den film med flest nomineringer i år. Også selv om One Battle After Another er storfavorit. 

Danske Dan Laustsen (Frankenstein) bliver nomineret, og mange Oscar-eksperter har tillid til, at sidstepladsen ryger i Hamnet-retningen. 

Det tror vi ikke på. For i de seneste uger har der været stor opmærksom omkring Darius Khondjis sitrende billeder i Marty Supreme. Den sprinter udenom og tager nomineringen. 

NomineringerSinners, One Battle After Another, Frankenstein, Train Dreams og Marty Supreme.


Bedste dokumentar
Endnu en dansk nominering! Måske.

For Mr. Nobody Against Putin har egentlig ikke fået så stor opmærksomhed i Hollywood, men forleden nævnte The New York Times’ Ruslandsekspert Masha Gessen i den populære podcast The Ezra Klein Show, at man skulle se filmen. 

Det kan skubbe den over målstregen. 

Instruktør David Borenstein får formentlig selskab af Geeta Ghandbir (The Perfect Neighbor) og Mstyslav Chernov (2000 Meters to Andriivka). 

Mark Obenhaus og Laura Poitras’ Cover-Up ser også ud til at være selvskrevet, mens førende Oscar-eksperter tror på enten Come See Me in the Good Light eller My Undesirable Friends. Vi kigger i en anden retning. 

Brasilianske Apocalypse in the Tropics kan sætte en tyk streg under den sydamerikanske dominans i år. Petra Costas film bliver nomineret. 

NomineringerThe Perfect Neighbor, 2000 Meters to Andriivka, Cover-Up, Apocalypse in the Tropics og Mr. Nobody Against Putin.


Bedste udenlandske film
Norske Affektionsværdi, franske (af iranske Jafar Panahi) It Was Just an Accident og brasilianske The Secret Agent er sikre.

Meget på tyder, at Sydkoreas No Other Choice også kommer med, og så pipper de fleste gættefugle om, at spanske Sirât får den sidste plads i nomineringsfeltet.

Vi synger en anden sang. I øjeblikket er der massiv online-opmærksomhed om den ubærligt eminente Hind Rajabs stemme. Den tunesiske kandidat foregår midt i Gaza-konfliktens rædsler.

Det bliver den femte film, som nomineres i den internationale kategori, og samtidig markerer det et stærkt filmkunstnerisk og politisk år for Oscar-uddelingen.

NomineringerAffektionsværdi, It Was Just an Accident, No Other Choice, The Secret Agent og Hind Rajabs stemme. 

Trailer: One Battle After Another

Kommentarer

Oscar 2026

For 98. gang skal Oscar-priserne uddeles.

Der dystes i 24 kategorier.

Det er Oscar-akademiets mere end 10.500 medlemmer, der vælger vinderne.

Uddelingen finder sted i Dolby Theatre i Los Angeles 15. marts.

 Komiker Conan O’Brien er igen i år vært.

© Filmmagasinet Ekko