Panahi: Skal voldens arv fortsætte i Iran?

”Læg jeres uenigheder fra jer! Det eneste, der betyder noget nu, er vores lands sammenhold,” sagde Jafar Panahi fra scenen, da han i slutningen af maj 2025 modtog Guldpalmen i Cannes for sin allegoriske hævn-thriller It Was Just an Accident.

Øjeblikket var historisk – og ladet.

Et år tidligere havde festivalen hædret hans landsmand Mohammad Rasoulof med juryens specialpris for den ligeledes regimekritiske Frøet fra det hellige figentræ. Tre år forinden havde de begge siddet fængslet i det berygtede Evin Prison i Teheran, mens tusindvis af kvinder gik på gaden i protest mod præstestyret.

I juni 2025, en måned efter Panahis triumf, blev Evin-fængslet ødelagt under et voldsomt israelsk bombardement i en tolvdages krig, der for første gang siden 1979 fik tanken om et iransk systemskifte til at fremstå overrumplende nær.

Den 28. december eksploderede utilfredsheden i nye protester. Butiksejere reagerede på den svækkede valuta, universitetsstuderende slutter sig til, og demonstrationerne bredte sig fra hovedstaden til flere byer. Præstestyret svarede med brutal magt og dræber tusinder.

Nu angriber Israel og USA igen, og landets øverste leder siden 1989, den 86-årige ayatollah Ali Khamenei, er dræbt sammen med andre centrale skikkelser i ledelsen. Men allerede på Cannes-festivalen i foråret 2025 spåede Jafar Panahi, at præstestyrets dage var talte.

”Den Islamiske Republiks historie kan inddeles i et før og et efter demonstrationerne Kvinde Liv Frihed i 2022,” sagde han i et gruppeinterview, hvor Ekkos udsendte deltog.

”Så meget har forandret sig i Iran. Folk er blevet langt mere modige og stiller flere krav. Set fra alle synsvinkler er systemet brudt sammen: politisk, kulturelt, økonomisk og miljømæssigt. Der er kun den tomme struktur tilbage, som stadig forsøger at regere landet med penge, vold og våben.”

Så sent som 9. januar erklærede han i branchebladet Variety, at regimet i realiteten allerede var faldet.

”Når et regime som Irans når til det her punkt, kan ingen forudsige, hvor lang tid det vil tage. Det kan være et år, en måned, en uge. Men det vil falde,” lød det fra instruktøren.

En torn i øjet
Når et regime falder, melder det afgørende spørgsmål sig: Hvordan skal retsopgøret se ud? Netop den problematik kredser It Was Just an Accident om.

En automekaniker mener at genkende sin tidligere torturbøddel fra fængslet og samler en broget jury af traumatiserede medfanger for at være sikker, før han fuldbyrder sin hævn.

Nogle kræver blod. Andre taler for tilgivelse. Mens de strides om, hvorvidt de overhovedet har fat i den rette mand, udvikler filmen sig til en moralsk undersøgelse af, hvordan et samfund kan bryde en voldsspiral, der har gået i arv gennem generationer.

”Filmen spørger, hvordan fremtiden skal formes. Skal volden fortsætte sin arvegang, eller kan den bringes til ophør? Noget må brydes, hvis historien ikke blot skal gentage sig selv. En dag må det stoppe,” sagde instruktøren i Cannes.

65-årige Jafar Panahi har i årtier været en torn i øjet på det iranske styre.

Hans tidlige socialrealistiske dramaer blev skabt i forlængelse af læremesteren Abbas Kiarostami, den eneste anden iraner, der har vundet Guldpalmen. Med et nøgternt, humanistisk blik skildrede Panahi livet på bunden af et religiøst konservativt og strengt patriarkalsk samfund.

Debutfilmen The White Balloon (1995), kvindeportrættet Cirklen (2000) og fodbolddramaet Offside (2006) er både debatskabende og poetisk filmkunst. De gjorde ham til en markant skikkelse på internationale festivaler – og til en samfundsundergravende dissident i præstestyrets øjne.

Mens han i udlandet brugte sin taletid til at kritisere magthaverne, blev hans film forbudt i Iran. Sporadiske anholdelser og chikane fra myndighederne fulgte, indtil han i 2010 blev fængslet sammen med blandt andre Mohammad Rasoulof og senere dømt for propaganda mod regimet.

Straffen lød på seks års fængsel og tyve års forbud mod at lave film, give interviews eller rejse ud af landet. 

Undergrundsfilm
Jafar Panahi tog kunstnerisk til genmæle ved at gøre sig selv til hovedperson og regimets undertrykkelse til sit hovedemne.

I dokumentarer og hybridfilm som This Is Not a Film (2011), Taxi Teheran (2015), 3 kvinder (2018) og No Bears (2022) optræder Jafar Panahi som instruktøren, der ikke må instruere.

I juli 2022 blev Panahi igen arresteret, da han mødte op hos anklagemyndigheden for at hjælpe sine to fængslede kolleger, Mohammad Rasoulof og Mostafa Aleahmad. Han var den tredje instruktør, der blev tilbageholdt på mindre end en uge. Den 1. februar 2023 indledte han en sultestrejke og blev løsladt 48 timer senere.

Da vi mødtes i Cannes, var det første gang, han selv havde været til stede ved premieren på en af sine film i næsten tyve år. Og alle regimets forbud var blevet ophævet.

”I øjeblikket har jeg ingen vanskeligheder ved at rejse, og jeg burde ikke have flere problemer med at lave film. Men vil man lave film i fuld offentlighed, er man stadig nødt til at have tilladelse til at optage. Det indebærer, at man sender sit manuskript til Ministeriet for Kultur og Islamisk Vejledning,” fortalte Jafar Panahi.

”Men jeg var naturligvis ikke parat til at lade dem læse manuskriptet og fortælle mig, hvad jeg måtte og ikke måtte optage. Så i den forstand er der intet nyt i den måde, jeg laver film på. Jeg vendte tilbage til undergrundsfilm og til at optage i smug, hurtigt og med et meget lille hold.”

Fængselshistorier
It Was Just an Accident er også Jafar Panahis første film siden Offside, hvor han ikke selv spiller med. Og igen kan han give præstestyret æren for at have vist ham en ny retning, da de sendte ham tilbage til Evin-fængslet i 2022-23.

”Der er en smule af filmen, som fortæller min egen historie, men det meste er bygget på historier, jeg hørte i fængslet. Da jeg sad inde første gang, sad jeg isoleret med kun to-tre andre fanger. Denne gang sad jeg i en afdeling med 300-400 fanger, hvoraf 30 var politiske fanger,” forklarede han.

”For fem-ti år siden ville jeg aldrig have mødt disse mennesker på gaden. Men på grund af mine erfaringer mødte jeg dem nu i fængslet.”

Mødet inspirerede ham til at udforme It Was Just an Accident som en allegorisk kollektivhistorie, der trækker på 50 års politisk undertrykkelse.

”Der har været perioder med mere eller mindre vold, men jeg førte alle historierne sammen og gendigtede dem.”

Tilfælde eller Guds vilje
Filmen starter, som man kunne forvente – med et uheld.

En lille familie med far, mor og datter kører på en landevej om natten, da de påkører en gadehund. Snart må de standse ved et værksted. Her genkender mekanikeren Vahid faren som sin torturbøddel.

Historien bliver ved at sno sig, efterhånden som nye tilfælde stikker en kæp i hjulet på Vahids hævnlyst. Ifølge Jafar Panahi var en kongstanke bag filmen at udforske, hvordan folk reagerer, når skæbnen spiller dem et puds.

”Moren affejer tragedien som Guds vilje. Men datteren punkterer med få, knivskarpe ord ideologien: ’Det var dig, der ikke passede på. Hvad har det med Gud at gøre?’”

Spørgsmålet fra barnet udstiller forældrenes tro som blind tillid til Gud og regimet.

”Hele filmen handler om den diskussion. Og om denne ideologi, der har ført så mange begrænsninger med sig, og som muliggør så mange former for vold. Det er en tankegang, der forstyrrer alting – fra hvordan man går klædt, og hvordan man spiser, til hvad som helst.”

Tavshed bidrager til mørket
Både Mohammad Rasoulof og tre af de kvindelige skuespillere fra Frøet fra det hellige figentræ måtte flygte fra Iran inden verdenspremieren i 2024. I dag lever de i eksil i Europa, og i Ekko #98 fortæller Rasoulof om sin farefulde flugt.

I december 2025 blev Jafar Panahi in absentia endnu engang dømt. Han fik et års fængsel, to års udrejseforbud og forbud mod at deltage i politiske eller sociale organisationer, idet de iranske myndigheder anklagede ham for ”propaganda mod styret”.

Panahi opholdt sig i udlandet for at promovere It Was Just an Accident, der kæmper om en Oscar for bedste manuskript og bedste internationale film den 16. marts. Trods risikoen for anholdelse ved en tilbagevenden til Iran, planlægger han alligevel at vende hjem.

”Jeg har ikke modet til at vænne mig til at bo et andet sted end Iran. Jeg rejste her til Frankrig for at færdiggøre produktionen af It Was Just an Accident, og det var rædselsfuldt,” sagde han i gruppeinterviewet i Cannes og tilføjede:

”Jeg længtes efter at vende hjem til Iran. Så prøv at forestille jer, hvordan jeg ville have det, hvis jeg flyttede hertil.”

Det har han fastholdt også efter dommen. I sin tale ved European Film Awards i januar lagde han ikke fingrene imellem, da han fordømte præstestyrets massakrer på demonstranter.

”Hvis verden i dag ikke reagerer på denne åbenlyse vold, er det ikke kun Iran, men hele verden, der står på spil. Vold bliver normaliseret, hvis den ikke mødes med modstand. Den spreder sig,” sagde Jafar Panahi.

”Når sandheden knuses ét sted, lider friheden overalt. Ingen kan være sikre – ikke i Iran, ikke i Europa, ikke i Amerika.”

”Som filmskabere og kunstnere har vi nu en vanskeligere opgave end nogensinde. Hvis vi er skuffede over politikerne, må vi i det mindste undlade at være tavse. For tavshed i mørke tider er ikke neutralt. Tavshed er at bidrage til mørket.” 

Kvinder er helte
Jafar Panahi har endnu ikke reageret offentligt på USA og Israels angreb på Iran og ayatollah Ali Khameneis bortgang.

Men i sommer under Israels angreb på hjemlandet underskrev han et åbent brev, der opfordrede til en ende på krigen mellem Iran og Israel og til, at det iranske regime skulle lukke sit atomprogram.

Han har flere gange sagt, at regimeskiftet i Iran vil komme indefra – fra folket – selv om international støtte unægteligt kan gøre en forskel. Han har været i konflikt med præstestyret i over tyve år, men alligevel betragter han ikke sig selv som modig.

”Jeg føler ikke, at jeg har mere mod end alle de bemærkelsesværdige kvinder, der igen og igen går på gaden uden slør og bliver chikaneret, slået og arresteret. For så at gøre det hele igen dagen efter,” sagde han i Cannes 2025.

”De er ikke i verdens søgelys på samme måde, som jeg er. Alt, jeg gør, bliver bemærket og værdsat. Så jeg har ikke mere mod end disse kvinder. De er i langt større fare.”