Nyhed
21. mar. 2026 | 11:33

Skuespiller fra Danmark anholdt i Egypten

Foto | Fredrik Persson

Hassan El Sayed (th.) medvirker også i Tarik Salehs sidste film Boy From Heaven og deltog ved visningen på Stockholm Filmfestival sammen med skuespillerne Sherwan Haji (tv.) og Ahmed Laissaoui.

Hassan El Sayed har siden 20. december 2025 været anholdt i Egypten, angiveligt fordi han medvirker i Tarik Salehs politiske thriller Eagles of the Republic.

Af Claus Christensen

I tre måneder har 60-årige Hassan El Sayed været varetægtsfængslet i Egypten.

Han har boet i Danmark i 35 år og medvirker i en række danske film og serier, heriblandt Omar Shargawis debut Gå med fred Jamil, Fenar Ahmads Ækte vare samt Forbrydelsen og Bedrag.

Hassan El Sayed er stadig egyptisk statsborger, og da han den 20. december 2025 rejste til hjemlandet sammen med sin femtenårige datter for at holde ferie, blev han anmeldt af myndighederne.

Han er sigtet for at have ”tilsluttet sig en terrororganisation”, og sagen behandles under den egyptiske statsanklagemyndighed for statssikkerhed som sag nr. 4529. Varetægtsfængslingen er gentagne gange blevet forlænget.

Årsagen til sigtelsen skulle være hans medvirken i svensk-egyptiske Tarik Salehs Eagles of the Republic, hvor han spiller en koptisk præst i en kort scene.

Det skriver pr-personen Freddy Neumann på vegne af blandt andet filmens danske co-producent, Ström Pictures. Han oplyser, at skuespilleren er blevet afhørt af Egyptens nationale sikkerhedstjeneste med specifikt fokus på hans medvirken i filmen.

”Som modreaktion har filmens fire producenter fra henholdsvis Danmark, Sverige, Finland og Frankrig protesteret over fængslingen og peger på, at sagen rejser alvorlig bekymring om kriminalisering af kunstnerisk arbejde og de risici, som skuespillere og filmskabere kan stå overfor ved at medvirke i produktioner, som de medvirkende ikke har indflydelse på,” skriver Neumann.

Helbred er påvirket
Hassan El Sayeds arbejde i film er mest en hobby, og i et Instagram-opslag af journalisten og instruktøren Nagieb Khaja beskrives han som en gammel ven, ”der i mange år var kendt i lokalmiljøet som den sødeste og venligste medarbejder på biblioteket på Bragesgade på Nørrebro”.

Khaja deler i opslaget også en meddelelse fra skuespillerens søn, Adam El Sayed.

”Myndighederne må straks løslade ham og frafalde alle anklager, fordi han er tilbageholdt alene for fredelig udøvelse af sine menneskerettigheder,” skriver sønnen og fortsætter:

”Efter hans anholdelse var han tvangsforsvundet i fem dage, hvor familien ikke vidste, hvor han var. Siden da har han været tilbageholdt under meget hårde forhold, med begrænset adgang til advokat og familie. Hans mentale helbred er blevet alvorligt påvirket af fængslingen.”

Amnesty International har startet en støttekampagne for skuespilleren. I en henvendelse til den egyptiske statsanklager skriver Amnety:

”Ifølge Hassan El Sayeds familie har han ingen tidligere historie med politisk eller anden form for aktivisme. Familien bemærkede, at da han gik med til at medvirke i Eagles of the Republic, havde han ikke adgang til hele manuskriptet eller et overblik over filmens handling.”

Korrumperet styre
I sin såkaldte Cairo-trilogi skildrer Tarik Saleh sin egyptiske fars hjemland som et korrumperet styre.

Cairo Confidential (2017) handler om et bestillingsmord på en kvindelig sanger, hvor regeringskræfter er involveret.

I Boy From Heaven (2022) hverves en muslimsk studerende som spion i et storpolitisk rænkespil. Og i Eagles of the Republic (2025) presses en egyptisk filmstjerne (spillet af svenske Fares Fares) til at indspille en propagandistisk biopic om præsident Abdel Fatah al-Sisi, der har siddet på magten i Egypten siden 2013.

Eagles of the Republic er blevet støttet af Det Danske Filminstitut. Den havde verdenspremiere på Cannes-festivalen i maj 2025 og dansk biografpremiere i november samme år, hvor den egyptiske filmkritiker Hosam Fahmy anmeldte den for Ekko.

”Filmene beskæftiger sig med den politiske virkelighed i Egypten, men er optaget uden for landet. Instruktøren blev forvist fra sin fars fødeland kort før optagelserne til Cairo Confidential og risikerer anholdelse, hvis han vender tilbage,” skriver Hosam Fahmy.

Præsident hædret med Elefantordenen
Det vakte stærk kritik, da den egyptiske præsident Abdel Fattah Al-Sisi blev tildelt Elefantordenen af kong Frederik under et statsbesøg i 2024.

”Det virker bizart, fordi han kan sammenlignes med en diktator. Hans styre har stået bag systematiske henrettelser, og han har også erklæret sig som modstander af en fri og uafhængig presse,” udtalte Allan Boye Thulstrup, som dengang var næstforperson og i dag er forperson for Dansk Journalistforbund.

Tildelingen af Danmarks øverste hædersmedalje fik også et ord med på vejen, da Ekko interviewede Tarik Saleh på Cannes-festivalen i 2025.

”I gav ham Elefantordenen – og det er altså ikke for hans arbejde med menneskerettigheder eller for at fremme demokrati. Det er, fordi han lover at holde flygtningene væk fra Europa. Han får medaljer, han får penge og ros. Ingen får retfærdighed,” lød det fra Tarik Saleh.

Ekko forsøger at få en kommentar fra den egyptiske ambassade i Danmark og den egyptiske anklagemyndighed.

Trailer: Eagles of the Republic

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko