Essay
15. mar. 2010 | 08:00

Slangen i Paradis

Foto | Christian Berger
Det hvide bånd

Med Det hvide bånd har Michael Haneke skabt en syndefalds-fortælling af episke dimensioner. Om vold, fanatisme, misundelse – og børn, der ikke er så uskyldige, som vi helst vil tro.

Af Peter Tudvad / Ekko #48

For et publikum, der har vænnet sig til Michael Hanekes kliniske skildring af volden, som den udfolder sig i det moderne mediesamfund, er den østrigske instruktørs nyeste film en overraskelse.

Filmen, der i fjor fik Den Gyldne Palme i Cannes, foregår ikke i vores egen tid, men i vore forfædres, umiddelbart før Første Verdenskrig. Scenen i Det hvide bånd er en nordtysk landsby, hvor det ikke er film, tv og reklamer, der perverterer sindene, men baronen, præsten og fædrene. Feudalisme, protestantisme og patriarkat.

Som altid i Hanekes film er det en nøgtern og konsekvent fortalt historie, vi konfronteres med. Vi får et præcist tidsbillede, som hviler på en grundig research og en omhyggelig casting, der får os til at tro, at handlingen virkelig kunne have udspillet sig i netop disse omgivelser og med netop disse mennesker som aktører. Alt fra kulisser og sætstykker til gestik og diktion er nøje afstemt i forhold til noget, man trods al mulig skepsis tør kalde historisk sandhed. Og så er det jo alligevel en fiktiv fortælling.

Det eneste decideret fremmedgørende element i filmen er, at den er i sort-hvid, mens alt andet understreger og befordrer realismen. Sædvanligvis ville Haneke på et eller andet tidspunkt bryde denne illusion i sin film for at tvinge publikum til at reflektere over den manipulation, det udsætter sig selv for, men her gør han det ikke. Tværtimod synes han næsten at kæle for vore sanser med et billedsprog, der med en rolig og ofte stationær kameraføring følger og føler begivenhederne.

Idealer forvrænges
På vanlig vis sikrer Haneke sig, at publikum ikke får nogen læsning på de gådefulde tildragelser, filmen beretter om. Og det gør han allerede klart i første scene, hvor hans alterego i skikkelse af den anonyme landsbylærer i filmens voice-over erindrer de uhyggelige begivenheder, der i sin tid fandt sted:

”Jeg ved ikke, om den historie, jeg vil fortælle Dem, er fuldstændig sand. Meget i den har jeg kun hørt på anden hånd, en del af den forstår jeg stadig ikke efter så mange år, og på utallige spørgsmål er der intet svar.”

Men fortælles skal historien, fordi den, som læreren siger, måske kan kaste lys over senere hændelser i Tyskland. Altså over Første Verdenskrig, som man umiddelbart vil tro, men da filmens hovedpersoner er børn på ti-femten år, må man snarere se dem som de frø, der først spirede i Hitlers stortyske rige to årtier senere. Ja, en tysk anmelder har sågar ment i landsbyens fiktive navn, Eichwald, at se kimen til Eichmann og Buchenwald. Skrivebords-morderen og kz-lejren.

Så enkelt er det ikke, for Haneke har selv i et interview i branchebladet Filmcomment forklaret, at han ikke bare havde nationalsocialismen i tankerne, men også et senere fænomen som den venstreorienterede terror i Rote Armee Fraktion. Som han bemærker, var en af bevægelsens ledende skikkelser, Gudrun Ensslin, datter af en evangelisk præst, ligesom også terror-teoretikeren Ulrike Meinhof havde en religiøs baggrund.

Ja, Haneke nævner sågar vore dages islamistiske terror, som han også mener, kan forklares med, at ophøjede idealer forvrænges til rigoristisk ideologi.

Men her slår Haneke sig for munden, fordi han er på nippet til at autorisere én fortolkning af filmen som den rigtige. Hvorimod han i sine samtaler med den tyske filosof Thomas Assheuer, der udkom i 2008, siger, at ”enhver fortolkning, der falder én ind, er rigtig for ham”. Det kunne Haneke, der selv har studeret filosofi, også have sagt på en anden måde, nemlig med den danske filosof Søren Kierkegaard, der hævdede, at ”kun den Sandhed, der opbygger, er Sandhed for Dig”.

En tysk børnehistorie
Alt lader sig fortolke, men det er ikke alt, der er fortolkning. Således brydes sandhed og løgn, fakta og fortolkning, bestandigt i Det hvide bånd, der ifølge filmens undertitel er ”en tysk børnehistorie”. Det lyder uskyldigt, men begynder med et fald, der udmærket kan fortolkes som en allegori over syndefaldet.

Landsbyens læge kommer ridende hjem, men i den idylliske have falder hesten over en ståltråd, som nogen har spændt ud mellem to træer. Den styrter, og lægen bliver hårdt kvæstet. Hvem kan have været ondskabsfuld eller tankeløs nok til at volde ham fortræd? Landsbyens børn viser stor interesse for sagen, og måske er det derfor, præstens to ældste, fjortenårige Klara og tolvårige Martin, glemmer tiden og kommer for sent hjem. Hvor de nervøst undskylder over for deres far, der sender dem i seng uden aftensmad og lover dem begge ti rap med riset for at rense dem for deres synd. Og så skal de begge gå med et hvidt bånd, Martin om armen og Klara i håret, for at farven kan minde dem om uskyld og renhed.

Flere ulykker støder til den første, da en bondekone går gennem det møre gulv på baronens savværk og dør. Under høstfesten på godset hævner hendes voksne søn sig på baronen ved at kappe hovederne af kålene i hans køkkenhave. Men sønnen er i det mindste uskyldig, da Sigi, baronens niårige dreng, samme aften forsvinder sammen med nogle andre børn. Først langt ud på natten bliver han fundet i savværket. Bundet, med hovedet nedad og bagdelen opad, blødende fra en mængde risslag. Imitation af de voksnes retspraksis?

Besynderligt nok er der stadig ingen, der mistænker børnene. Ikke før den mongolide Karli, en dreng på otte, er nær ved at miste synet efter at være blevet mishandlet ude i skoven og forinden er blevet set sammen med landsbyens andre børn. Tilmed har godsforvalterens barnepige forinden fortalt læreren, at hun havde drømt, det ville ske. Som ville hun advare ham uden at forråde de andre.

Alligevel er det kun læreren, der overhovedet tør forestille sig, at børnene ikke er uskyldige. End ikke præsten, der ellers nok har øje for deres synder, vil vide af mistanken, men affærdiger vredt læreren. ”Man mærker, at De ikke selv har børn,” slutter han sit defensorat. ”Ellers ville de ikke være i stand til at gøre Dem så overspændte tanker.”

Vold og virkelighed
Læreren kan altså betragtes som Hanekes alter ego. Ikke mindst når han som dens eneste uvildige vidne vover at afsløre børnenes vold over for deres ophav. Noget lignende har Haneke før gjort i film som Bennys video og Funny Games, hvor det også er børn, der begår volden.

Filmene kan forstås som Hanekes forsøg på at se volden i øjnene, som den er, og ikke som vi og især børn kender den fra film og computerspil – et æstetisk og spektakulært fænomen, der løsriver volden fra hverdagens realitet. Men det er altså lige præcis dér, i den sære almindelige hverdag, at børn reproducerer den vold, de i dag kender fra de elektroniske medier. Og i Det hvide bånd fra baronens justits, farens tugt og præstens helvedestrusler.

Er børnene så trods deres egne voldshandlinger uskyldige ofre for de voksnes retfærdiggørelse af volden? Nej! ”At børn skulle være uskyldige væsner, er jo ikke andet end et juleeventyr,” forklarer Haneke selv over for Assheuer. ”Børn er vanvittigt egoistiske – og vanvittigt kærlige.” Ja, og vanvittigt naive, kunne man tilføje. Hvilket netop er, hvad Haneke demonstrerer i Bennys video, hvor fjortenårige Benny efter at have fortalt politiet, at han har slået en jævnaldrende pige ihjel, og at hans forældre har skaffet liget af vejen, spørger, om han nu kan få lov at gå hjem.

Benny observerer bestandigt verden gennem sit videokamera og mister på den måde sin virkelighedssans. Da hans far spørger ham, hvorfor han slog pigen ihjel, svarer han, at han ville vide, hvordan det var. I virkeligheden.

Guds svøbe

Det samme motiv kan børnene i Det hvide bånd ikke have, hvis den elektroniske formidling af virkeligheden er betingelsen for, at man mister sansen for den. Men måske er det kun mediet, der er nyt, og ikke det, at virkeligheden opløses i fremmedgørende underholdning, propaganda eller forkyndelse.



Hanekes landsmand, forfatteren Ödön von Horváth, kunne allerede i 1937 i romanen Jugend ohne Gott lade en fjortenårig dreng slå en klassekammerat ihjel, fordi ”han gerne ville se, hvordan én dør”. Ellers forholder han sig bestandigt iagttagende. Sådan som drengen i Bennys video og børnene i Det hvide bånd, hvor man sjældent ser dem andet end iagttage, lytte og svare, når de voksne spørger.

Oprindelig skulle der have været flere scener i Det hvide bånd, hvor man så børnene lege, men efter klipningen er der kun blevet én tilbage, som i øvrigt ikke har stor betydning. De fraklippede scener var primært lege, der involverede retssager, domme og straffe, fortæller Haneke til filmmagasinet Sight & Sound.

Måske børnene også gerne vil vide, hvordan det i virkeligheden er at være Guds svøbe og slå et barn? Mon det faktisk gør så ondt på én selv, som deres far siger, når han tugter dem? Eller er det mon forbundet med en vis kildrende selvtilfredsstillelse at føle sig udvalgt som Guds – samfundets, statens eller lovens – redskab til fuldbyrdelse af straffen?

Arvesynden
Om det faktisk er sådanne motiver, der ligger til grund for børnenes vold, vil Haneke ikke afsløre.

”At tro, at man kan optrævle og forklare årsagssammenhængen bag en voldshandling, er enten naivitet eller ren kynisme,” som han siger til Assheuer.

Derfor skal man også være opmærksom på den scene, hvor godsforvalterens barnepige fortæller læreren, hvad hun frygter, der vil ske den mongolide Karli. ”Og han er jo så sød,” som hun siger. ”Han gør ikke nogen fortræd.” Altså kan han i kraft af sin uskyld heller ikke have gjort sig fortjent til nogen straf.

Da man alligevel finder drengen skamferet og døden nær af sine kvæstelser, får man ikke desto mindre en forklaring. For i et hvidt bånd (!) om halsen på Karli har gerningsmændene bundet en seddel med et citat fra Det Gamle Testamente: ”For jeg, Herren din Gud, er en nidkær Gud, der hjemsøger fædrenes synder på børnene indtil tredje og fjerde led.”

Med andre ord er det slet ikke Karli selv, der har forbrudt sig, men hans forfædre. Senere vil rygter vide, at hans far skal være lægen, der allerede før sin kones død besvangrede landsbyens jordemoder, der således blev enlig mor til en handicappet horeunge. Børnene kan derfor have taget det protestantiske dogme om arvesynden så bogstaveligt, at de har retfærdiggjort deres voldshandling med Biblens ord.

Selv tror Haneke hverken på dette dogme eller på nogen anden religiøs tolkning af virkeligheden. Men tanken om arvesynden optager ham som et udtryk for, at vi aldrig undgår at gøre os skyldige over for hinanden, og at skylden altid fortoner sig i en uendelig årsagskæde, når vi nidkært forsøger at identificere den:

”Det er en del af menneskets arv, at det har friheden til at dømme – og dermed også muligheden for til stadighed at dømme forkert og dermed tage skade og forvolde skade. Dét dilemma er der ingen, der undgår. Om man forstår det religiøst og holder en gud ansvarlig for det, er ikke afgørende.”

Men hvad er så ansvarligt for, at dette dilemma optræder? Er det, som i Det Gamle Testamentes syndefaldsmyte, begæret? Eller er det ikke snarere, som Haneke antager, misundelsen?

Således kan børnene med god grund misunde Sigi, der lever i stor rigdom på godset, og Karli, der får sin mors kærlige omsorg.

Og således bliver filmens nøglescene den, hvor Sigi og forvalterens to drenge, Ferdinand og Georg, sidder ved åens paradisiske bred og snitter hver deres fløjte. Sigis toner klart og rent, mens Georg trods sine anstrengelser ikke kan få sin til at lyde ordentligt. Hvorfor han pludselig river fløjten fra Sigi og skubber ham i vandet. Af lutter misundelse. Slangen i Paradis.

Læs videre
Nahaufnahme Michael Haneke - fremragende interviewbog af Thomas Assheuer (Alexander Verlag, Berlin 2008). Das weisse Band. Eine deutsche Kindergeschichte - manuskriptet til Hanekes Cannes-vinder (Berlin Verlag, Berlin 2009).

Kommentarer

FILMOGRAFI

Der siebente Kontinent,
1989
Bennys video, 1992
71 Fragmente einer Chronologie des Zufalls, 1994
Slottet, 1997
Funny Games, 1997
Kode ukendt, 2000
Pianisten, 2001
Ulvetider, 2003
Skjult, 2005
Funny Games U.S, 2007
Det hvide bånd, 2009

© Filmmagasinet Ekko