Interview
15. okt. 2022 | 15:01

Da Spotify revolutionerede musikbranchen

Foto | Jonas Alarik
Edvin Endre spiller i The Playlist Daniel Ek, der som stifter og ejer af musiktjenesten Spotify har ændret vores liv – helt ned til indretningen af stuen, hvor vi ikke længere behøver en stor pladesamling.

”Hvis du før i tiden solgte 100.000 cd’er, kunne du købe et hus. Nu kan du købe en busbillet for 100.000 afspilninger på Spotify,” siger instruktøren bag Netflix-serie om musiktjenesten.

Af Jonathan Lebeda

I 2004 sidder Daniel Ek på ungdomsværelset og downloader musik på den ulovlige fildelingstjeneste The Pirate Bay. 

I dag sidder svenskeren på 40 procent af verdens musikmarked med opfindelsen af Spotify. 

Den aktuelle Netflix-serie The Playlist fortæller historien om etableringen af streamingtjenesten, der har ændret musikindustrien for altid. 

Det er en hæsblæsende historie fra de skelsættende 00’ere, hvor excentriske tech-iværksættere gjorde vores liv digitalt med Facebook, YouTube og Spotify. 

Serien er instrueret af norske Per-Olav Sørensen, der kendes for NRK-serien Nobel – fred for enhver pris – om Norges engagement i krigen i Afghanistan – og den første svenskproducerede Netflix-serie Quicksand – størst af alt. 

The Playlist er skrevet af britiske Christian Spurrier, der står bag manuskripter til afsnit af serierne Silk, Hunted og Spooks

De to mænd gik til historien med næsegrus beundring. 

”Daniel Ek forandrede hele vores måde at høre musik på. Mange andre havde samme idé, men det lykkedes dem aldrig at realisere det. Daniel Ek besidder et enormt mod, han er kompromisløs og har altid været foran sin tid,” siger Per-Olav Sørensen. 

Christian Spurrier nikker. 

”Daniel Ek accepterede ikke et nederlag, ligegyldigt om det handlede om musikrettigheder eller protester fra kunstnerne. Og nu har han ændret vores liv. Selv vores boligindretning, hvor vi ikke længere har behov for en stue med plads til en stor pladesamling,” siger manuskriptforfatteren. 

Usb-stik i lommen
De to filmskabere fandt hurtigt ud af, at det er en kompleks historie, som ikke kunne fortælles fra et enkelt perspektiv. 

The Playlist skifter synsvinkel i alle seks afsnit, hvor vi følger historien fra tre perspektiver: Daniel Ek, musikselskaberne og kunstnerne. 

”Det vilde er, at tech-folk endte op i musikbranchen, der er så langt fra tech-branchen, man kan forestille sig,” siger Per-Olav Sørensen. 

”Det har ændret kunstnernes økonomi fuldstændigt. Hvis du før i tiden solgte 100.000 cd’er, kunne du købe et hus. Nu kan du købe en busbillet for 100.000 afspilninger på Spotify. De er nødt til at spille koncerter for at tjene penge.” 

Filmskaberne ser også, at det har ændret måden, kunsterne laver musik på. 

”Det er en ny digital virkelighed. Den passer ikke godt til et band på fire, der bruger et halvt år på at indspille et album og derefter skal have en hel tourbus til at transportere instrumenter,” siger Christian Spurrier. 

”På Spotify er du nødt til hele tiden at lægge ny musik ud. Det passer perfekt til en kunstner, der kan arbejde med en computer og tage på tour med et usb-stik i lommen.” 

På tværs af landegrænser
Spotifys omvæltning af musikbranchen, der lagde pres på pladeselskaberne, trækker tråde til filmbranchen. 

En branche, hvor særligt biograferne er pressede, og forbrugerne for et lavt beløb kan få adgang til en nærmest ubegrænset mængde film og serier på en streamingtjeneste. 

”Tingene skal gå hurtigt, men man er nødt til at følge med tiden. Atten procent af brugerne på Netflix ser indholdet på en mobiltelefon. Men hvad skal jeg gøre? Smide deres telefoner væk?” spørger Per-Olav Sørensen og griner. 

”Udviklingen betyder også, at vi ikke går i stå. Takket være Netflix kan mange nye skandinaviske talenter komme til orde. Serier som den, vi har skabt, var aldrig blevet lavet, hvis det kun stod til det norske marked, hvor nogle få sidder på magten.” 

Engelske Christian Spurrier tager ordet. 

”Vores digitale verden gør, at vi kan arbejde på tværs af landegrænser. Vi fortæller en svensk historie, der er skrevet af en brite og instrueret af en nordmand. Og hele verden kan se den!” 

Ustoppelig udvikling
Streaminggiganter som Netflix og Disney+ har sat sig på filmmarkedet. 

Det er et marked med meget hård konkurrence, og flere kunstnere er utilfredse med betalingen fra Netflix og andre streamingtjenester. 

Det er herhjemme skyld i en konflikt mellem flere streamingtjenester og paraplyorganisationen Create Denmark, der ikke kan blive enige om betalingen til de kreative kræfter bag danske film og serier.

Konflikten har betydet, at blandt andre Viaplay, Netflix og TV 2 Play i starten af 2022 stoppede al ny produktion af danske film og tv-serier. 

”Det er meget komplekst med betaling i en ny digital virkelighed. Hvordan skal vi kunstnere betales, når vi producerer lokalt, men vores film bliver set i hele verden? Det er der langt fra en færdig løsning på endnu,” siger Per-Olav Sørensen. 

”Det er en udvikling, som vi ikke kan stoppe. Vi lever i en helt ny verden, der har brug for helt nye regler. Vi er nødt til at gentænke, hvordan kunstnere betales i den digitale tidsalder.”

Trailer: The Playlist

Kommentarer

Per-Olav Sørensen

Født 1963 i Oslo, Norge. 

Arbejdede som journalist for norske Dagbladet i årene 1985-1991. 

Instruerede en række teaterforestillinger i USA fra 1991 til 1997. 

Står bag flere serier for NRK, deriblandt Nobel – fred for enhver pris

Lavede den første svenske Netflix-serie, Quicksand – størst af alt.

Christian Spurrier

Født 1971 i England. 

Har arbejdet som journalist og skrevet for avisen The Guardian. 

Manuskriptforfatter på flere afsnit til serierne af Silk, Hunted og Spooks

Hovedforfatter af Netflix-serien The Playlist.x

© Filmmagasinet Ekko