Stemmen det er umuligt at glemme

Da Kaouther Ben Hania første gang hørte Hind Rajabs stemme, vidste hun med det samme, hvad hendes næste film skulle handle om. 

Det var i januar 2024, blot et par måneder efter Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober. 

Den seksårige pige sad fanget i sin families Kia omringet af døde slægtninge. En israelsk tank havde sønderskudt bilen, da familien forsøgte at efterkomme en evakueringsordre. Hinds onkel, tante, og tre fætre og kusiner blev dræbt med det samme. 

En anden kusine, overlevede længe nok til at ringe til Røde Halvmåne, før også hun blev skudt. 

Da de ringede tilbage, fik de Hind i røret. I tre timer bad hun om hjælp, mens medarbejderne forhandlede om frit lejde for en ambulance. Da den endelig nåede frem, blev også den beskudt. Tolv dage senere, da de israelske styrker endelig havde trukket sig tilbage fra området, blev ligene fundet. 

”Jeg hørte opkaldet på internettet, og det var noget af det hårdeste, jeg nogensinde havde lyttet til. Her er et barn, der beder for sit liv. Hun tigger om at blive reddet. Der var en ambulance otte minutter borte. Et hvilket som helst andet sted i verden ville den være blevet sendt afsted med det samme,” fortæller instruktør Kaouther Ben Hania på Venedig-festivalen i september 2025 i et rundbordsinterview, hvor Ekko er eneste danske medie. 

”Da jeg hørte hendes stemme, blev jeg grebet af håbløshed. Og jeg tænkte over, hvad medarbejderne fra Røde Halvmåne ikke må have følt.” 

Verdens længste bifald
Det er to dage siden verdenspremieren på Hind Rajabs stemme. En visning, der slog rekorden for det længste, stående bifald på en filmfestival, siden den første journalist fandt på at måle den slags: 24 minutter! 

”De smed os ud til sidst, fordi de skulle vise en anden film. Og folk blev bare ved med at klappe,” siger Kaouther Ben Hania benovet. 

Det er også to uger inden, at Israel og Hamas indgik den våbenhvile, som med last og brast holder endnu. Efter en sommer med hungersnød og massedrab ved nødhjælpsstationer er modviljen mod Israel og opbakningen til palæstinenserne på sit ubetinget højeste. Og det er måske fristende at se filmens modtagelse i det lys. 

Jeg kvitterede selv med sjældne seks stjerner. Dem holder jeg fast ved. Hind Rajabs stemme vil ruske publikum med virkeligheden, men den er ingen skinger protestfilm. 

Det kan man se ved selvsyn, når filmen får dansk biografpremiere 29. januar – nemlig på toårsdagen for Hind Rajabs mord. 

”Det er ikke en krig, men et folkemord. Og jeg havde aldrig troet, at det ville vare så længe. For mig var historien om Hind så traumatisk, at jeg troede, det såkaldte internationale fællesskab ville træde ind for at standse det. Men nu er vi her, snart to år efter,” siger  

Lyden siger noget andet
Tunesiske Kaouther Ben Hania regnes for sit hjemlands fremmeste instruktør og har to gange været Oscar-nomineret: for flygtningedramaet The Man Who Sold His Skin og hybridfilmen Fire døtre, om en familie hvis to døtre rejste bort som syriensbrude. 

Hendes nye film bruger et bundeffektivt formsprog ligesom Gustav Möllers Den skyldige, hvor handlingen aldrig forlader callcentret. 

Frygten fortætter sig, desperationen stiger, mens medarbejderne i et kapløb med tiden forsøger at sikre ambulancen en sikker rute gennem det udbombede bylandskab, der kort forinden var et mondænt kvarter i Gaza By. 

Det er en markant anderledes tilgang end de to kortfilm, der også er lavet om samme historie: hollandske Close Your Eyes Hind og jordanske Hind Under Siege, der begge spærrer publikum inde med Hind i bilen. 

Kaouther Ben Hania lader hende forblive en stemme i røret. Den er til gengæld autentisk – taget direkte fra det båndede nødopkald, der blev Hinds sidste samtale. 

”Da jeg hørte optagelsen for første gang, var lyden rigeligt. Jeg så for mig, hvad der foregik. Filmen bliver rigere, hvis billederne siger ét og lyden noget andet. Det virkelige spørgsmål var, hvordan vi kunne yde hendes stemme retfærdighed.” 

Frem for at skildre håbløsheden i bilen besluttede Kaouther Ben Hania sig for at fokusere på nødarbejdernes umulige situation. Og det er en genistreg, som med det samme får publikum til at sætte sig i deres sted. 

”Hun bad om hjælp, og de kunne intet gøre. På en meget intens måde afspejler det, hvad jeg og mange andre føler om, hvad der foregår i Gaza. Hvad kan vi stille op? Selvfølgelig er vi nødt til at redde den lille pige, men der er intet, vi kan stille op.” 

Familiens reaktion
Det allerførste, Kaouther Ben Hania gjorde som forberedelse til filmen, var at kontakte Hind Rajabs overlevende familie. 

Hun havde brug for at vide mere. Og hun havde brug for deres velsignelse. ”Hvis hendes mor havde sagt til mig, at hun ikke ville have mig til at lave denne film, ville jeg have bøjet mig,” fortæller hun. 

Ikke mindst var Kaouther Ben Hania urolig for, om familien kunne håndtere den ekstra opmærksomhed, som filmprojektet ville give. Ingen havde haft tid til at bearbejde sorgen, og hun ville ikke retraumatisere nogen. 

”Men de tænker ikke på den måde. Fra deres synspunkt lytter ingen til palæstinensere. Den vestlige verden ønsker ikke at se dem som mennesker. Var det ikke palæstinensere, som Israel begår alt det her imod, ville forargelsen være til at få øje på.” 

”Hendes mor sagde til mig: ’Jeg vil have retfærdighed for min datter. Jeg vil ikke have, at min datters stemme bliver glemt i nyhedsstrømmen.’ Familien er stadig traumatiserede, men hvad der sker, er hinsides traumer. Det handler om retfærdighed.” 

Så autentisk som muligt
Netop fordi hun forvaltede en andens historie, følte Kaouther Ben Hania et særligt ansvar for at gøre historien så palæstinensisk som muligt. 

”Jeg ville have, at også statisterne i baggrunden skulle være palæstinensere. Så vi tog ud og ledte efter samtlige palæstinensere i Tunesien. Alle havde en historie om eksil og drama, så vi kunne tale om Hind og udveksle historier om Palæstina. Det var virkelig stærkt.” 

Den autentiske telefonsamtale er den røde tråd, som filmen er bygget op om, mens begivenhederne på stationen spilles af skuespillere. Den unge medarbejder Rana (Saja Kilani) modtager opkaldet og gør sit bedste for at holde en ubekymret tone, mens hele kontoret drages ind i en redningsaktion, der er dømt til at fejle. 

”Skuespillerne øvede ved at lytte til den autentiske optagelse, og da vi optog, spillede vi også hendes stemme i deres headsets. Det var hende, de talte med, så skuespillet blev som at gennemleve disse øjeblikke i realtid. Hendes stemme var så nærværende, at det var, som om hun stadig var i live. Deres følelser er ægte – det er ikke skuespil.” 

Hinsides forestillingsevnen
Det er ikke første gang, at Kaouther Ben Hania benytter sig af en blanding af dokumentariske og fiktive virkemidler. 

Til Fire døtre hyrede hun professionelle skuespillere, som sammen med den autentiske familie kunne genopføre de skænderier og samtaler, der stadig nager mange år efter. 

Som en vigtig inspiration nævner hun iranske Abbas Kiarostami, der i hyldede værker som Close-Up også slørede grænsen mellem virkelighed og kunst. 

”Dokumentar eller fiktion – det handler i virkeligheden om sandhed. Og sandheden står hævet over begge dele. Man kan bruge filmkunstens virkemidler til at nå dertil,” siger 48-årige Kaouther Ben Hania. 

Det gør instruktøren allermest uafrysteligt i filmens sidste scene. Mens nødhjælpsarbejderne sidder samlet om telefonen, holder et par hænder en telefon op for at dokumentere øjeblikket, så publikum i samme billede ser både skuespillerne og de autentiske personer, de spiller. 

Det er et hårdtslående billede, der sætter trumf på filmens dirrende opråb til omverdenen. 

”Det er hinsides enhver forestillingsevne, hvad der skete for denne lille pige. Så jeg var bange for, at publikummet ville tro, at det var ren fantasi – en regulær thriller. Derfor var jeg nødt til at have dette billede med til sidst for at knytte det hele til noget ubetinget autentisk.” 

Dine bønner hjælper ikke
I Hind Rajabs stemme holder Kaouther Ben Hania sig tæt til virkeligheden. Tre-fire timers krise er skåret ned til 88 minutter, og kun ganske få af filmens scener er ikke taget direkte fra de optagelser, der findes fra den dag. 

Kun ganske få steder benytter filmen sig af dramatiseringer, som da Kaouther Ben Hania lader lederen af callcentret, Mahji, tegne og forklare, hvorfor de ikke bare kan se bort fra sikkerhedsprotokollerne og sende en ambulance. 

”Da jeg bad ham fortælle, hvad der var sket, gjorde han lige præcis sådan. Og jeg vidste, at han var nødt til at tegne det, fordi det er så kafkask, at publikum ellers intet ville forstå.” 

Kaouther Ben Hania følte, at hun var nødt til at afspejle de daglige frustrationer, der kommer af at leve under militærbesættelse. 

”Alle bebrejder palæstinensere for at være for opdelte, men man forstår ikke den verden, de lever i. Det ville drive den mest fornuftige person vanvittig.” 

Som publikum er man smerteligt bevidst om, at personerne i filmen kæmper forgæves. Og man forstår, når de forsøger at dulme fornemmelsen af hjælpeløshed med vrede beskyldninger eller mobilspil, der kan distrahere for en stund. 

I en af filmens stærkeste scener reciterer Rana og Hind koranvers over telefonen. 

”Alle Jordens løsninger kommer til kort på et tidspunkt, og da kan kun et mirakel hjælpe. Så hvis man er troende, må man bede. Der er ingen løsning. Det er slutningen, døden.” 

”Da hun er færdig, spørger Rana, om de kan bede igen. Og Hind siger: ’Nej, tanken er på vej, og dine bønner hjælper mig ikke.’” 

Kunst er nyttig
Men hvad kan hjælpe? Og hvad nytter i grunden en film som Hind Rajabs stemme? 

”Filmen standser ikke myrderierne,” konstaterer Kaouther Ben Hania tørt og understreger, at det heller ikke er det rette succeskriterium. Filmens mål er at gøre verden større. 

”Palæstinensernes historier bliver ikke delt. De mistænkeliggøres. De er nødt til at undskylde for at have ret til at udtale sig. Det er udtalt undertrykkelse. Og det kan film gøre noget ved, fordi det er en måde at skabe empati og forbindelse, så vi kan vise verden set gennem deres øjne,” siger instruktøren. 

”Så kunst er nyttig. Men det standser ikke rædslerne.”