”Det har været min drøm at blive nomineret”
Afshin Firouzi var beæret over at blive nomineret til bedste mandlige skuespiller side om side med koryfæerne Tommy Kenter og Lars Knutzon.
Dørene går op, og en skov af nominerede, presentere og gæster indtager Bremen Teater på en mørk novemberaften. Stemningen er sitrende den sidste time, inden showet går i gang til Ekko Shortlist Awards 2025, som løb af stablen tirsdag aften.
Sidste stop før baren med dens stærke Royal-øl og salen, hvor Helin Erdem om lidt sparker showet i gang, er den røde løber. Der krammes i gensynsglæde, og filmhold stiller sig op til forevigelse i blitzlysenes skær, inden de møder pressen.
”Jeg elsker Ekko Shortlist Awards lige højt hver gang, og jeg synes nærmest, det er sjovere, når man ikke selv har noget på spil,” siger instruktør Zinnini Elkington, da hun træder ind på den røde løber.
Hun vandt Shortlist Prisen i 2020 for MeToo-filmen En flirt, og tidligere i år spillefilmdebuterede hun med den anmelderroste Det andet offer, der fik sjældne seks stjerner af Ekkos chefredaktør.I Bremen i tirsdags uddelte hun prisen for bedste fiktion.
”Det er så vigtigt, at vi fejrer dansk film – specielt den næste generation,” fortsætter instruktøren.
”Jeg har taget en hel pakke cigaretter med, som kan være en konkret måde at give tilbage på. Jeg håber, at folk kommer til at nasse alle mine cigaretter.”
Tolvårig tror på triumf
En af skuespillerne fra Det andet offer, Mathilde Arcel, passerer løberen med lidt flere nerver end Elkington. Hun er nemlig nomineret til prisen for bedste kvindelige skuespiller i Hjerteslag. En pris, som hun vandt i 2022 med Hvis du vidste.
”Jeg glæder mig til at fejre kortfilmformatet, som er en vigtig del af den danske filmbranche. Her får mange instruktører deres debut, og her prøver mange skuespillere kræfter med film for første gang, som jeg selv gjorde. Og i Danmark er vi sindssygt gode til det!” siger Mathilde Arcel.
Clara Rosager (Før frosten, The Rain) træder ind på den røde løber. Hun er nomineret til samme pris for den intenst-poetiske søster-bror-drama Under dine vinger.
”Jeg er meget stolt af at være nomineret sammen med så mange stærke kvinder,” når hun at sige, inden hun går videre.
En af dem er blot tolvårige Reet Garg, der endte med at vinde prisen for bedste kvindelige skuespiller med Etniske smerter.
”Det er mit første awardshow, så jeg er virkelig glad. Jeg er virkelig spændt indeni. Jeg er aldrig blevet nomineret før, men jeg tror godt, jeg kan vinde,” siger skuespilleren, der iklædt en farvestrålende indisk sari.
Skal vi kysse?
På løberen møder vi også Afshin Firouzi. Han har to gange siddet i Ekko Shortlist Award-juryer, og tidligere i år havde han sin første hovedrolle i spillefilmen Hele vejen. I dag er han nomineret til bedste mandlige skuespiller for Marco Lawsons minoritetsdrama Frit udsyn.
”Der er generelt et rigtig højt niveau, så hvis jeg vinder, vil jeg være ekstremt glad. Det har været min drøm at blive nomineret, siden jeg begyndte at arbejde som skuespiller,” sagde han og fremhævede to af sine mednominerede.
”Knutzon og Kenter. Det er en kæmpe ære at være nomineret med dem. Tag prisen I to, bare tag den,” siger Afshin Firouzi.
Koryfæerne Tommy Kenter og Lars Knutzon er nomineret for rollerne som ægtepar i To som elsker hinanden.
”Skal vi kysse?” spørger Tommy Kenter, da han og kollegaen stiller sig op til foto. De ender dog med en mere nedtonet posering.
Smuk håndsrækning
Harald Toksværd er i Bremen Teater for at uddele prisen for bedste dokumentar efter en turbulent tid som omdiskuteret og siden fyret medlem af DR’s Talentholdet.
Den provokerende debattør og forfatter elsker et godt awardshow, fortæller han.
”Jeg er vild med det. Hele glitz og glamour-turen er jo fabelagtig, og jeg er virkelig glad for at blive spurgt og få lov til at hylde nogle af de megafede film, der er lavet i løbet af året. Det er en smuk håndsrækning fra Ekko,” siger Harald Toksværd.
Han tilføjer, at han håber på gratis drikkevarer. Ønsket går i opfyldelse.
”Jeg glæder mig til at møde en masse pissedygtige, uafhængige kunstnere, som laver det, de rent faktisk vil. Ikke noget, som nogle mellemledere fortæller dem, at de skal,” siger han med et slet skjult vink til DR.
Sej og sexet vært
Clara Dessau og Maria Cordsen, som begge spiller med i den populære Netflix-serie Legenden, skal præsentere prisen for bedste kvindelige skuespiller og glæder sig til opgaven.
”Jeg er spændt på at se Helin som vært. Vi kender hinanden fra Vestegnen. Hun er mega grineren, sej og sexet. Jeg tror, hun bliver en megagod vært,” siger Maria Cordsen.
De sidste til at indfinde sig på den røde løber er Rand Jamal og Mohammed ”Muddi” Osman. De er nomineret til Diversitet Prisen for deres optræden i programmet Først til verden ende.
”Vi kan allerede fornemme, at det er meget større, end vi havde forestillet os,” siger Rand Jamal til Ekkos videohold og uddyber over for Ekkos webjournalist:
”Det her er en kæmpe oplevelse for os. Vi har ikke høje forventninger til at vinde. Vi er her i dag, og det er mere, end vi kan forlange,” siger Rand Jamal, der sammen med Mohammed ”Muddi” Osman senere på aftenen modtog Diversitet Prisen.
Ekko Shortlist Awards

Prisuddeling for danske filmskabere og deres kortfilm på Ekko Shortlist.
Startede i 2014 og fandt i år sted for tolvte gang 25. november i Brement Teater.
Ekko Shortlist og Ekko Shortlist Awards er støttet af Det Danske Filminstitut og Producent Rettigheder Danmark.
Streamingtjenesten og prisfesten er sponsoreret af Producentforeningen, FAF, Dansk Skuespillerforbund, Danske Filminstruktører, Danske Dramatikere, Dansk Komponistforening, ANIS, FILM&TVGruppen, Danske Scenografer, SF Studios, Peter Aalbæk Jensen, Polar Studios og Royal Guld.


Kommentarer