Den sidste Sundance som i gamle dage

Egentlig kender jeg svaret, før jeg spørger stewardessen, hvad det er, vi flyver over. 

Gennem plasticvinduet ser jeg solen hævet højt over et hullet fleecetæppe af skyer, hvor fjorde og isdækkede bjerge titter igennem. På en gang majestætiske og minutiøse set fra oven. 

”Det er Grønland,” siger hun efter at have tjekket med piloten. 

Efter en pause vender hun sig mod vinduet og tilføjer: ”I’m going to see what all the fuss is about.” 

Da jeg sidste år fløj samme rute mod Sundance-festivalen, var Joe Biden præsident i USA. Det er længe siden. Og alt andet lige er det nok meget godt, at det ikke er i år, den grønlandsk-danske, kolonialisme-kritiske Twice Colonized har premiere på festivalen. 

Hvis Hollywood er woke-kulturens højborg, er Sundance dens mekka. Men lige siden Trump vendte tilbage til det Hvide Hus, har humanisme, hensyntagen og nuancerede argumenter været på retræte i amerikansk politik. 

Tiden er ved at løbe fra den verden, som Sundance står for. At grundlæggeren og skuespilleren Robert Redford døde sidste år, har kun gjort begravelsesstemningen mere akut.

I år bliver nemlig sidste omgang filmfest i Park City. Fra 2027 slår man sig ned i universitetsbyen Boulder i nabostaten Colorado. 

Flytningen er et hårdt slag for den lille by højt oppe i Utahs bjerge. Foruden filmentusiaster ernærer byen sig på skiturisme, men takket være global opvarmning er her mindre sne end nogensinde før. 

Alligevel bliver priserne for kost og logi ved med at stige, hvilket er den vigtigste grund til flytningen. ”Milliardærerne skubber millionærerne ud,” som en kollega tørt opsummerer udviklingen. 

De riges festival
Sundance-festivalens mission har altid været inkluderende, men de fleste socialklasser er på forhånd ekskluderede, når de leder efter et sted at overnatte i Park City. 

Det er ikke længere et sted, hvor filmkunsten for alvor er demokratisk, selv om festivalen i stifterens ånd stadig gør et ihærdigt forsøg. 

Helt tilbage i 1968 vekslede Robert Redford sin filmsucces til fast ejendom i Utahs bjerge. Da han selv begyndte at instruere, og tilmed vandt en Oscar for sit første forsøg, Ordinary People fra 1980, besluttede han at starte Sundance-instituttet for at skabe bedre rammer for udvikling af filmkunsten. 

Tanken var at matche nye talenter med garvede kræfter, der kunne pejle dem i den rette retning. Samme år blev Robert Redford involveret i den lokale filmfestival, der siden 1978 havde vist ældre amerikanske film i statshovedstaden Salt Lake City for at lokke flere produktioner til Utah. 

Når de unge talenter førte et projekt fra idé til færdig film, havde instituttet nu et sted at vise den. 

I 1981 flyttede festivalen til Park City, og i 1984 overtog Sundance-instituttet styringen. Programmet blev mere fremadskuende, mere vovet, indtil Steven Soderberghs debut Sex, løgn og video i 1989 blev en sensationssucces. 

I årene efter gjorde indie-instruktører som Todd Hayes, Paul Thomas Anderson, Richard Linklater, Kevin Smith og Quentin Tarantino deres hoser grønne i byen. Og pludselig var festivalen blandt verdens toneangivende. 

I 1991 gik festivalen skridtet ud og omdøbte sig Sundance Film Festival. Robert Redford mente, dat et nye navn var for selvfedt, men blev stemt ned. Samtidig fik festivalen takket være sit sociale engagement et ry for politisk korrekthed, som den lige siden har haft svært ved at mane i jorden. 

Fra hjerteblod til kassesucces
Quentin Tarantino gav i spøg festivalen øgenavnet ”The Utah Gay and Lesbian Film Festival”. Da South Park få år senere lagde vejen forbi i en episode, stemte den reaktionære Cartman i med omtrent samme betragtning. 

Det var dengang, film som My Own Private Idaho og Brokeback Mountain dristede sig til at skildre homo-romantik for et mainstreampublikum.Dengang The Blair Witch Project kunne blive verdensberømt på en enkelt midnatsvisning. 

Adgangskravet til Sundance er, at ens film ikke er finansieret af de store Hollywood-studier, som så til gengæld – håber de entreprenante filmskabere – køber distributionsrettighederne og fører filmen fra hjerteblod til kassesucces. 

Og meget mere end andre festivaler er Sundance stadig et sted, hvor unge aspiranter og gamle mestre mødes – på Main Street, til foredrag eller gratis koncerter – og hvor drømmen om at bryde igennem til branchen stadig lever i bedste velgående. 

Men i dag er branchen truet på livet. 

Allerede da jeg begyndte at dække festivalen i 2018, var markedet for netop den slags lødige, velspillede dramaer, som Sundance specialiserede sig i, ved at skrumpe alvorligt ind. Og siden pandemien har situationen været kritisk. 

Selv om streamingtjenesterne med Netflix i front stadig kan finde på at købe festivalens mest omdiskuterede film, er velmagtsdagene for netop den slags lødige dramaer, som Sundance specialiserede sig i, ved at være ovre. 

I dag er Netflix mere tilbøjelig til at finansiere den slags på egen hånd og allerhelst som en ”eventserie” i seks afsnit. 

På sin vis er det passende, at den seneste danske film, der havde premiere i Park City, er Mathias Broes Sauna. For med sin raffinerede skildring af københavnsk queerkultur repræsenterer den en verdensanskuelse, som er om ikke fremmed, så alvorligt udfordret i Donald Trumps USA. 

Det danske islæt
I år er der flere film med dansk islæt, men ingen decideret danske film på programmet.

American Doctor er et dokumentarisk portræt af tre læger, der kæmper for at holde døden stangen i Gaza.

Hold Onto Me er en græsk coming of age-fortælling, som er co-produceret af danske Anders Berg. 

Og den internationalt velrenommerede producer Sigrid Dyekjær fortsætter sin co-producer-karriere med den irsk-amerikanske dokumentar All About the Money, om en hovedrig amerikaner, der bruger familieformuen til at skabe en kommunistisk enklave. 

Og så er der nyt fra den danske dokumentarist Andreas Dalsgaard, som efter de politiske film Fædre og sønner og The War Show vender tilbage med The Oligarch & the Art Dealer, om fordækte skattely for kunstværker i verdens free ports.

Forventningernes film
Selv glæder jeg mig især til The History of Concrete, hvor den amerikanske dokumentarist og satiriker John Wilson ifølge beskrivelsen tager et kursus for at lære at lave Hallmark-film – altså simple, fortærskede fortællinger. Han bruger sin nye indsigt til at skabe en film om betonens historie.

Det vil formentlig være en noget anderledes fortælling end Victor Kossakovskys betonfilm, Architecton. Men nok mere fornøjelig, tør jeg vædde på. 

Og så er der Chasing Summer, hvor en ung kvinde bliver slået hjem til Texas efter at have mistet både job og kæreste. Instruktøren Josephine Decker har med Madeline’s Madeline og Shirley vist sig exceptionelt dygtig til at fremmane kvinders psykologiske deroute, men hendes seneste film føles mindre konfronterende og mere åbenhjertig. 

Den britiske popkunstner charlie xcx gæster Park City for at holde premiere på sit mockumentary-selvportræt The Moment, mens new queer cinema-ikonet Gregg Araki vender tilbage med sin første film i ti år. I Want Your Sex handler om en ung mand, der bliver den seksuelle muse for en ældre, kvindelig kunstner. 

Og Pixar-instruktøren Andrew Stanton vender tilbage til liveaction efter at have ramt forbi med John Carter, når han i næste uge præsenterer det metafysiske drama In the Blink of an Eye. 

Affyringsrampe for dokumentarer
Vi skal heller ikke glemme de lovende gysere i midnatsprogrammet, de vovede eksperimenter i NEXT-sidekategorien, eller nogle af de opsigtsvækkende dokumentarer, der ofte har brugt Sundance-festivalen som affyringsrampe for en årelang Oscar-kampagne. 

Dagens Oscar-nomineringer talte sit tydelige sprog, hvad angår festivalens betydning for dokumentarfilmen. Samtlige fem nominerede film – inklusive danske Mr. Nobody Against Putin, The Alabama Solution og The Perfect Neighbor – startede deres rejse i Utahs bjerge. 

Det kunne i år gælde Knife: The Attempted Murder of Salman Rushdie. Det er mesterinstruktøren Alex Gibneys dokumentar om mordforsøget på den hyldede forfatter, der har gjort ytringsfrihed til sit livsværk. 

Netop fordi Sundance-festivalen er overbefolket af nybegyndere, er det svært at spå om, hvilke film der kommer til at give genlyd. Og så længe den foregår, er Sundance et berygtet ekkokammer, hvor smalle film bliver til publikumsbaskere, og det meste af programmet går i glemmebogen. 

Men hvert år slipper et par håndfulde Sundance-film ud i verden, og nogle gange laver de virkelig ravage. Jeg krydser fingre for, at det samme vil ske i år.