Sundance 2026
27. jan. 2026 | 07:45

Sundance protesterer mod ICE

Foto | Andreas Dalsgaard

En græsrodsdemonstration under Sundance-festivalen mod det amerikanske grænsepoliti ICE trak forbipasserende til sig på Main Street i Park City, Utah.

En græsrodsdemonstration på Main Street er blot toppen af isbjerget i modviljen mod Trumps grænsepoliti ICE, efter at endnu en amerikansk borger er blevet dræbt i Minneapolis.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Snakken er gået hele eftermiddagen i en gruppechat på WhatsApp, hvor skuespilleren Natasha Lyonne hurtigt meldte sig under fanerne. Men da vi møder op på Main Street i Park City, Utah, er der ikke mange demonstranter at få øje på. 

”Der er fem af os,” skriver en slukøret arrangør seks minutter før, mindehøjtideligheden skal starte. 

Men da først vores lille gruppe har stillet sig op på Main Street, dukker andre hurtigt op – blandt andet Ringenes herre-skuespilleren Elijah Wood og den Sundance-aktuelle danske dokumentarist Andreas Dalsgaard. 

Og inden længe står omkring 100 festivalgæster med mobillommelygterne i vejret og råber slogans i solidaritet med indbyggerne i Minneapolis. 

Senere på aftenen gør de det igen, denne gang med støtte fra skuespilleren Natasha Lyonne og instruktøren Boots Riley, der også melder sig i gruppechatten. Dagen efter arrangerer en anden græsrodsgruppe en protestmarch gennem Park City. 

Protest mod Trumps grænsepoliti
Det er nemlig ikke kun independentfilm, der bliver diskuteret på Sundance-festivalen.

Som det meste af USA er Park City i røre over lørdagens virale video, der viser en agent fra grænsepolitiet ICE dræbe den 37-årige sygeplejer Alex Pretti, mens han lå på jorden og efter, at de havde konfiskeret et håndvåben fra ham. 

Det er blot tre uger siden, at en anden agent skød og dræbte den 37-årige Renée Good, da hun forsøgte at køre bort i sin bil. 

Seks år efter mordet på George Floyd er Minneapolis igen epicenter for et politisk opgør, der spreder ringe i hele USA. 

Egentlig er der bred folkelig opbakning til Trumps målsætning om at deportere ulovlige immigranter. Men hans administrations virkelighedsstridige insisteren på, at både Renée Good og Alex Pretti gik til angreb på agenterne, der derfor dræbte dem i nødværge, er blevet en lakmustest for befolkningens accept af regeringens autoritære tendenser. 

Statsansatte gangstere
På Sundance er der ikke mange, som køber den forklaring.

”I går så vi en mand blive myrdet af statsansatte gangstere,” siger dokumentaristen Alex Gibney, da vi taler sammen forud for premieren på hans seneste film, Knife: The Attempted Murder of Salman Rushdie

”Demokratiske værdier er altid under angreb. Vi er nødt til altid at være årvågne,” siger han. 

Vreden bobler på festivalen, hvor stjerner som Natalie Portman, Olivia Wilde og Zoey Deutch tropper op på den røde løber iført pins med kampordene ”ICE OUT”. 

Da jeg kigger ind til et par tilfældige paneldebatter på vej til demonstrationen, ser jeg instruktøren Amber Fares holde brandtale iført en turisttrøje fra Minneapolis. Og journalisten Mehdi Hasan affejer idéen om, at bedre træning af ICE-agenter kan løse problemet: ”Vi har ikke brug for et bedre trænet Gestapo!” 

Den oprørske ånd
Sundance-festivalen har – for at bruge et yndet amerikansk udtryk for demokratiske enklaver i republikanske delstater – altid været et blåbær i den tomatsuppe, der er det konservative Utah. 

Ud over argumenter om skattefordele, direkte støtte og bedre infrastruktur er det også nærliggende at tro, at det politiske klima har spillet en rolle i beslutningen om fra næste år at flytte festivalen til Boulder i den demokratisk ledede nabostat Colorado. 

Trump kalder næppe tropperne tilbage, fordi en gruppe filmelskere holder deres mobiler i vejret. Men her på Main Street føles den lille demonstration stadig som en markering af, at noget er af lave. 

”Det betyder noget, når vi rejser os op imod systemer, der ikke giver en fuck for menneskelig værdighed eller for deres naboer,” lyder det fra produceren Sam Pressman, da ”Sundance Melts ICE”-gruppen mødes igen senere på aftenen. 

”Lad os holde den oprørske ånd bag independentfilm kørende og sikre os, at Hollywood bliver ved at gøre, hvad de burde gøre: At lave film, der gør en forskel,” siger Sam Pressman.

Kommentarer

Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Filmmagasinet Ekkos udsendte på Sundance-festivalen i Utah.

Assisterende redaktør for Ekko.

Sundance blev grundlagt i 1978 og er den største independent-festival i USA.

Som eneste danske medie dækker Ekko festivalen.

Løber fra 22 januar til 1. februar.

© Filmmagasinet Ekko