Sygdom at føle sig alt for sikker

”Jeg har det, som om jeg er midt i en retssag,” joker Nuri Bilge Ceylan.

Den tyrkiske instruktør sidder på en tagterrasse med middelhavsudsigt. Han er omringet af femten journalister med ivrige miner og blokkene fremme. Han skal svare på spørgsmål om sin 197 minutter lange konkurrencefilm About Dry Grasses.

Filmen er endnu et drama om etik og moral fra instruktøren, der er kendt for store værker som Once Upon a Time in Anatolia og Det vilde pæretræ. I 2014 vandt han Guldpalmen for Vintersøvn.

Hvis det virkelig var en retssag, ville han kunstnerisk have sit på det tørre. About Dry Grasses, der handler om en skolelærer på landet, som anklages for upassende opførsel, er nemlig en af festivalens bedst anmeldte film.

Det lader instruktøren sig dog ikke mærke af.

”Det er en sygdom at føle sig alt for sikker,” siger 64-årige Nuri Bilge Ceylan med et smil.

”Usikkerhed er det allervigtigste i den menneskelige sjæl. Har du ingen problemer, begynder du at skabe dem selv. Ligesom vi skaber kærlighed, og ligesom vi skaber Gud, skaber vi et vist mål af usikkerhed, fordi vi har brug for det,” fortsætter instruktøren.

”Det er også det eneste, der er værd at filme. Det er det bedste i verden at lave film om usikkerhed.”

Skyggesiderne
Hovedpersonen i About Dry Grasses er også en dybt usikker mand.

Skolelæreren Samet brokker sig over sin stilling langt ude på landet i det østlige Tyrkiet, hvor vintrene er lange og hårde, og kurdernes oprør mod den tyrkiske regering ulmer i baggrunden.

”Samet tror, at lykken findes et andet sted. Han har brug for at tænke sådan,” forklarer Nuri Bilge Ceylan.

Han finder bekræftelse i den kvindelige elev Sevim, der ser op til ham, og som han favoriserer. Men Samet kommer i problemer, da han vælger ikke at give hende et kærlighedsbrev tilbage, som hun har skrevet – muligvis til ham – og hun klager til skolens rektor.

”Er Samet ikke lidt af et røvhul?” vil en journalist vide.

”Hvis nogen synes, Samet er et røvhul, må det bunde i selvbedrag,” siger Nuri Bilge Ceylan.

”Vi gør jo alle den slags ting, selv om vi ikke vil stå ved dem. Nogle gør det måske mere end andre, men alle tænker på samme måde.”

”Med samme ret kan man sige, at alle Dostojevskijs karakterer er røvhuller. Tænk på Raskolnikov, morderen fra Forbrydelse og straf. Han er helt sikkert et røvhul, men også romanens mest intelligente person. Hvis vi afskriver menneskets skyggesider, lukker vi af for virkeligheden.”

”Jeg er ikke selv så forskellig fra mine karakterer. Filmene er også et forsøg på at forstå mig selv. Og Dostojevskij påvirkede mig meget, da jeg læste hans bøger som attenårig.”

Alt for langt manuskript
Historien er baseret på dagbøger skrevet af medforfatter Akin Aksu, der sammen med Nuri Bilge Ceylan og hans kone Ebru Ceylan også er medforfatter på Det vilde pæretræ fra 2018.

Begge film handler om skolelærere, og til en start var instruktøren ikke interesseret i at vende tilbage til det emne. Men da de gik i gang med at skrive, var der alligevel mange detaljer og idéer, som han ikke kunne få ud af hovedet.

”Det blev et meget langt manuskript. Dobbelt så langt som Vintersøvn, selv om filmene er lige lange. Jeg ville ikke forkorte det, så jeg optog bare det hele og besluttede mig for formen under klipningen.”

For Nuri Bilge Ceylan er manuskriptet mere et afsæt til optagelserne end en rettesnor for, hvordan filmen kommer til at tage sig ud.

”Det afgørende er, om jeg kan bruge manuskriptet til at finde ind til nogle interessante, menneskelige øjeblikke,” fortæller instruktøren.

”Det meste af tiden ved jeg ikke, hvad jeg leder efter. Det er derfor, jeg leder. Alt kan jo være interessant – selv det at sidde her sammen med jer,” siger Nuri Bilge Ceylan, der har ry for ikke at bryde sig om interviews.

Lyver for skuespillerne
Instruktøren har samme søgende tilgang til sine skuespillere, som når han sidder og leder efter filmens sandhed i klipperummet.

Faktisk er det allerbedst, når skuespillerne ikke selv ved, hvad der foregår, forklarer han.

”Som instruktør er du nødt til at føre sine skuespillere bag lyset og finde en klemme på dem. Vil man have den ene til at ændre sit spil, skal man instruere en af de andre, fordi de reagerer på hinanden.”

”Det, jeg bruger mest tid på under optagelserne, er at bedrage og lyve for mine skuespillere. Alt er tilladt for at få den rigtige præstation frem.”

– Har skuespillerne det godt med det?

”Ja, selvfølgelig,” beroliger han med et smil. ”Skuespillere er søde mennesker.”

Illusionsbruddet
Filmens måske mest mindeværdige scene varer kun et øjeblik.

Gennem hele filmen mødes Samet og hans sambo, der er lærer på samme skole, med kvinden Nuray. Da han sent i filmen besøger hende alene, undskylder han sig for at gå på toilettet.

Han passerer gennem døren ud i et stort filmstudie, hvor filmholdet står parat med kameraer, lys og mikrofoner.

”Jeg var faktisk ikke sikker på, om jeg skulle have den scene med. Jeg pitchede den for de andre manuskriptforfattere, der øjeblikkeligt protesterede, og så nævnte jeg det aldrig for dem igen.”

”Jeg sagde det bare til mine instruktørassistenter i stedet,” fortsætter han smilende.

Uden at vide om han overhovedet ville bruge den, optog Nuri Bilge Ceylan tre forskellige scener, der bryder med fiktionens rum. Han endte med at bruge den, der finder sted, netop som publikum er allermest engageret.

”Det var det rigtige og mest harmoniske sted at klippe den ind. Det er mit oprør med måden, vi ser film på.”

Helst alene
For Nuri Bilge Ceylan er det netop det, man skal bruge kunsten til. At ruske op i publikums vanetænkning og vise os andre måder at være på.

”Bliver man dybt påvirket af et kunstværk, bliver ens verden farvet af det. Det går op for én, at man ikke er syg. Inden da er der måske aspekter af én selv, man ikke forstår eller ikke bryder sig om, og som man gemmer for omverdenen.”

Igen nævner han russisk litteratur som afgørende for sin vej i livet.

”Da jeg oplevede, hvor terapeutisk kunst kan være, vidste jeg, at jeg var nødt til at være kunstner,” siger instruktøren.

”Film passer egentlig dårligt til min personlighed, for jeg kan bedst lide at være alene. Men jeg er ikke en god forfatter, jeg er ikke en god maler. Jeg er fotograf, men fotografi er ikke nok.”

I About Dry Grasses er Samet også fotograf, og hele filmen igennem klippes der til hans portrætter af folk fra lokalområdet: bønder og fårehyrder, mekanikere og dyrlæger. Det er mennesker med dybe rødder, mens han selv længes væk.

”Film har et stort potentiale til at udforske menneskesjælen. Det er måske ikke lige så stort som litteraturen. Men det er nok til, at man på en stærk måde kan udtrykke alle sine sygdomme og underlige følelser.”