”I gav en diktator Elefantordenen!”

Tarik Saleh har et horn i siden på den egyptiske regering. 

I Cairo-trilogien, der nu afsluttes med Eagles of the Republic, skildrer den svenske instruktør sin fars hjemland som et korrumperet gangsterstyre. Og han er ikke bleg for at udpege skurkeroller i den siddende regering. 

The Nile Hilton Incident handler om et bestillingsmord på en smuk, kvindelig sanger. Sagens skjules af gustne regeringskræfter, mens revolutionen buldrer i baggrunden. 

I The Boy From Heaven hverves en ung, muslimsk studerende som spion i et storpolitisk rænkespil i det sunniislamiske magtcentrum, Al-Azhar-universitetet. 

Og i Eagles of the Republic bliver en egyptisk filmstjerne kastebold mellem konkurrerende kupmagere. Han presses til at indspille en propagandistisk biopic om præsident el-Sisi, der har siddet tungt på magten i Egypten siden 2013. 

De tre film drejer autentiske komplotter og skandaler til sortsynede krimier efter alle noir-kunstens regler. Det er film om mænd, der bøjer sig, indtil de når et bristepunkt. Sådan Tarik Saleh formulerer det selv i et gruppeinterview kort efter verdenspremieren på Cannes-festivalen i maj. 

Gambler sidder i saksen
I alle tre film spilles hovedrollen af instruktørens bedste ven, den svensk-libanesiske skuespiller Fares Fares, bedst kendt herhjemme for sin birolle som Assad over for Nikolaj Lie Kaas’ Carl Mørck i de fire første Afdeling Q-film. 

Først som kæderygende politiofficer. Dernæst som blakket spionmester med hængevom. Og nu som den selvoptagede filmstjerne George Fahmy, der som en hummer i gryden ikke ænser, at vandet omkring ham er ved at nærme sig kogepunktet. 

Han jonglerer en yngre kæreste, sin overbærende ekshustru og en ny affære med en ministers hustru, holder sin fremmedgjorte søn på afstand og forsøger at holde gode miner, mens den kalkulerende komplotmager Dr. Mansour presser ham på privatlivet. 

Han er ikke altid den letteste helt at heppe på, hvilket voldte Tarik Saleh bekymringer inden optagelserne. 

”Fares stiller mig altid en masse spørgsmål om manuskriptet, før vi begynder at optage. Men på denne film var det ikke ham, men mig, der spurgte: Kommer vi nogensinde til at interessere os for en skuespiller? Kan vi holde med ham, når vi ikke ved, om hans følelser er ægte?” 

”Men mens vi optog, indså jeg, at vi alle er skuespillere. Og når jeg ser filmen, tænker jeg, at jeg i hans sted ville handle på omtrent samme måde.” 

Eagles of the Republic indledes og afsluttes med scener, hvor George Fahmy vædder med sine naboer på gaden. Og det er nøglen til at forstå karakteren, forklarer instruktøren: som en gambler, der har været vant til at vinde stort. 

”Til sidst er han bare endnu en gambler med knuste drømme. Og det er alle de andre, han gambler med, sikkert også. ’Jeg drømte om det her. Jeg forsøgte, jeg fejlede.’ Det er ret smukt. Og det er jo netop, hvad det vil sige at være menneske.” 

Instruktøren som løvetæmmer
Som teenager fik Tarik Saleh afløb for sin skabertrang ved at spraymale husmure i Stockholm og omegn. Han blev hyldet som graffitipioner. I starten af 90’erne rejste han til Egypten for at studere kunst i Alexandria, inden han grundlagde et tidsskrift i Cairo. 

”På arabisk betyder Cairo ’erobrer’ – rejs dertil, og byen vil knække dig midt over. Den vil erobre dig. Men kan man klare sig der, kan man klare sig alle vegne. Det er derfor, alle i Mellemøsten og Nordafrika, der drømmer om at blive noget stort, flytter til Cairo,” forklarer Tarik Saleh. 

Hjemvendt til Sverige blev han tv-vært og -tilrettelægger. Siden startede han sit eget produktionsselskab og startede sin instruktørkarriere med politiske dokumentarer om mordet på Che Guevara og amerikanske forhørstaktikker på Guantanamo-basen. 

Han spillefilmdebuterede med den markante, animerede sci-fi-film Metropia, skød ved siden af med dramaet Tommy og fandt sin stemme med The Nile Hilton Incident. 

Filmen kostede ham adgang til Egypten, der udviste ham under forberedelserne. Men da filmen vandt en stor pris på Sundance-festivalen, spærrede den amerikanske branche øjnene op. Tarik Saleh blev hyret til at instruere episoder af Westworld og Ray Donovan og militær-thrilleren The Contractor med Chris Pine. 

Det var en blandet fornøjelse, fortæller han i dag. 

”I USA bliver instruktører dybest set opfattet som løvetæmmere. Selskaberne skubber dem foran sig, fordi de er bange for filmstjernen. Medmindre du har en status som Stanley Kubrick, er Tom Cruise den mest magtfulde mand under optagelserne, for finansieringen afhænger af stjernen. Men jeg lærte på den hårde måde, at man aldrig må bøje sig for pengene.” 

Staten styrer filmindustrien
Som sine forgængere fører Eagles of the Republic publikum ind i et lukket miljø. Denne gang en filmbranche, hvor ministre og generaler mænger sig med stjerner og influencere på den røde løber. 

”Den egyptiske filmindustri var verdens tredjestørste. Den skabte sande filmstjerner og leverede brændstof til en milliard menneskers drømme og håb. Men da el-Sisi kom til magten, rykkede han ind på medier og film – og lynhurtigt havde de overtaget det hele.” 

Statslig kontrol er et problem, der gennemsyrer det egyptiske samfund, forklarer Tarik Saleh. 

”Hæren råder over 30 procent af landets økonomi, og Verdensbanken vil ikke yde lån længere, fordi de ikke er gode til at drive selskaber.” 

Samme mønster gjorde sig hurtigt gældende inden for filmindustrien, hvor den kunstnerisk frihed blev indskrænket. Regimevenlige produktioner kom i fokus. Det var sådan, han fik idéen til Eagles of the Republic. 

”De lavede en serie med kæmpebudget om el-Sisis vej til magten. En egyptisk stjerne, Yasser Galal – høj, flot, masser af hår – spiller ham. Serien er helt absurd, men hvis vi havde boet i Egypten, kan det være, jeg og Fares ville være blevet tvunget til at arbejde på den.” 

Ingen får retfærdighed
En italiensk journalist nævner sagen om sin landsmand, den studerende Giulio Regeni, der i 2016 blev fundet torteret og dræbt af – formentlig – det hemmelige politi i Egypten. Tarik Saleh fnyser og nikker oprørt. 

”Selvfølgelig kender jeg til det. De torterede ham i dagevis og rev hans fingre ud,” siger han. 

Mordet blev en medieskandale, men aldrig for alvor en diplomatisk krise, fordi Italien ikke ønskede at træde el-Sisi over tæerne. 

”Det viser bare, at de ikke giver en flyvende fuck. Og det er omtrent det samme med Danmark,” siger Tarik Saleh og vender sig mod mig. 

Det er, hvis det skulle være gået nogens næse forbi, mindre end et år siden, at præsident el-Sisi blev præsenteret med Danmarks øverste hædersmedalje. 

”I gav ham Elefantordenen – og det er altså ikke for hans arbejde med menneskerettigheder eller for at fremme demokrati. Det er, fordi han lover at holde flygtningene væk fra Europa. Han får medaljer, han får penge og ros. Ingen får retfærdighed.” 

Kynisme burde forbydes
Tarik Saleh er god for mange nedslående historier om Egypten. Men han værner om sit gode humør og vil ikke kendes ved mærkatet, da en kollega kalder hans film for pessimistiske. 

”Jeg har fire døtre, og når jeg taler med dem, føler jeg en masse håb. Fordi de er langt mere intelligente, de har mere integritet, og de har gennemskuet, hvad der foregår. Og de afviser de her gamle mænd og alt deres fucking lort.” 

”De gamle mænd kommer til at dø. Det gør vi alle, og de her verdensledere er meget gamle.” 

”Vi er nødt til at have et håb. At være kynisk er nærmest en forbrydelse. Og de her folk – Putin, Trump, Netanyahu, el-Sisi eller min egen statsminister Ulf Kristersson – forsøger at gøre os kyniske. De prøver at tage håbet fra os. Men jeg tror på fremtiden, og jeg vil ikke lade dem diktere min måde at betragte livet på.”