Sandheden har ingen udløbsdato

8. juni 1972. Landsbyen Trảng Bàng i Vietnam bliver ved et uheld bombet med napalm af sydvietnamesiske tropper, og en gruppe børn løber skrigende væk fra flammehavet.

Et af dem er en niårig, nøgen pige. Hun spreder armene, og en fotojournalist tager et billede, som bliver et af de mest ikoniske krigsfotografier nogensinde: The Terror of War, eller Palam Girl, som det populært kaldes.

Men hvem tog billedet?

I over 50 år er Nick Ut, som arbejdede for amerikanske The Associated Press, blevet krediteret for billedet, som han vandt Pulitzer-prisen for. I Netflix-dokumentaren Stringeren fortælles en anden historie.

I virkeligheden tog en ukendt lokal freelancer – kaldet en stringer – billedet, men han blev snydt for æren af den legendariske chef for AP’s Vietnam-afdeling, Horst Faas.

”Jeg har hørt rygter om det siden 2011, men jeg lagde ikke noget i det, før jeg juleaften i 2022 fik en mail fra den tidligere AP-fotoredaktør Carl Robinson, som arbejdede under Horst Faas,” siger den britiske fotograf Gary Knight, som er drivkraften i Stringeren og mødte Ekko i København til en snak om filmen.

Carl Robinson fortalte Knight, at Horst Faas i 1972 bad ham forfalske krediteringen af Napalm Girl. Det blev startskuddet til jagten på den virkelige fotograf og en hudfletning af journalistikkens grimmeste sider.

”Sådan en anklage skal efterforskes. Så mange fotografer fra det globale syd arbejder med meget sværere betingelser, end jeg nogensinde har gjort, uden at blive krediteret. Jeg skyldte dem at undersøge det,” siger Gary Knight.

Personlig tjeneste
Den centrale forbrydelse, der efterforskes, er Horst Fass’ beslutning. En beslutning, som ændrede to fotografers liv og har plaget fotoredaktøren Carl Robinson i årevis.

Gary Knight kendte selv Horst Faas godt og har to bud på, hvorfor den hærdede fotojournalist – der som ung var med i Hitler Jugend og kæmpede mod Russerne i Berlin – valgte at snyde med krediteringen i Vietnam.

”AP havde hård konkurrence i Vietnam, så det var vigtigt for Horst at holde fast i de mest ikoniske fotos. Men han var også personlige venner med Nick Uts berømte bror, fotografen og skuespilleren Huynh Thanh My, som døde i krigen,” siger Gary Knight.

”Horst gav Nick jobbet hos AP for at hjælpe familien, og hans motivation kan have været den samme, da han gav ham krediteringen for Napalm Girl.”

”Jeg tror på, at journalister for det meste forsøger at gøre det rigtige og tjener en vigtig funktion i samfundet. Men beslutninger som den, Horst tog, er desværre taget mange gange før og siden. Det har konsekvenser, for spørg dig selv: Hvor mange vietnamesiske journalister kender du, ud over Nick Ut?”

Forført af berømmelse
I filmen har Gary Knight og instruktøren Bao Nguyen kun et fornavn at gå efter i jagten på den virkelige fotograf. Alligevel lykkes det.

De finder en ældre vietnamesisk mand ved navn Nguyen Thanh Nghe, som solgte billedet til AP for tyve dollars i 1972.

Filmholdet sætter en gruppe retsfotografiske eksperter til at bevise – ud fra satellitbilleder, fotos og kort over Trảng Bàng – at Nick Ut ikke kan have taget Napalm Girl. I filmen ser man den vilde nye teknologi, som med forbløffende nøjagtighed kan bestemme, hvem der stod hvor på en mark i Vietnam for over 50 år siden.

”Nick er også et offer i det her. Ingen spurgte ham på forhånd, om han ville krediteres for det billede, og det må have været svært at håndtere. Jeg føler med ham. Men han har også haft mulighed for at sige sandheden i 50 år,” siger Gary Knight.

Han mener, at journalistik ideelt skal nedbryde ikoner, men at journalister ofte kommer til at skabe idoler ud af andre eller sig selv.

”Det er farligt, og I har jo selv set det ske i Danmark for nyligt,” siger han og refererer til krigsfotografen jan Grarup, som blev afsløret i flere gange at lyve om konteksten for sine billeder fra blandt andet Rwanda og Ukraine.

”Jeg mødte Jan Grarup i Bosnien i 1993 og har set ham rundt omkring, men jeg kender ikke historien indgående. Han er ikke et isoleret tilfælde, selv om det er et særligt smertefuldt eksempel. At være krigsfotograf er et romantiseret liv, og jeg tror, at Jan er offer for sin egen selvoptagethed. Man kan nemt blive forført af tanken om at vinde priser og blive berømt,” siger fotografen.

”At lyve om krigshistorier eller iscenesætte billeder er ikke normalt, men det er heller ikke unikt. Hvis noget lyder for godt til at være sandt, er det typisk ikke sandt.”

Stor mistro til pressen
Skaberne af podcasten Bedrag – løgnens anatomi, Jørn Stjerneklar og Helle Maj, taler i Ekko #99 om de danske mediers defensive reaktion på beskyldningerne mod Jan Grarup.

Det er ikke populært for journalister at undersøge sine egne, og det er også tilfældet med Stringeren.

Da filmen fik premiere på Sundance-festivalen i starten af året, resulterede dens research i flere rapporter. World Press Photo, som gav Nick Ut en pris for Napalm Girl, vurderede efter deres rapport, at han ikke længere kan krediteres, mens AP’s egen rapport modsiger filmens konklusioner.

Gary Knight kan fortælle, at mange etablerede journalister har modarbejdet filmens konklusioner uden at have set den. Nguyen Thanh Nghe står heller ikke til pludselig at blive rig og berømt, så den kyniske seer kunne påstå, at filmen ikke i praksis gavner noget.

”Ja, alle taber på det her. Men sandheden har ingen udløbsdato. Vi er journalister,” siger Gary Knight.

”Hvis en minister har gjort noget forfærdeligt for 50 år siden, vil vi fortælle det. Hvis Hemingway ikke skrev sine egne bøger, eller Fellini ikke instruerede sine film, skal det frem. Vi kan ikke vælge, hvilke spørgsmål vi skal besvare.”

”Vi lever i en tid, hvor der er stor mistro til pressen, og derfor er vi nødt til at undersøge os selv. Også i Danmark må medierne hele igen efter det med Jan Grarup. Institutionerne, der stod bag ham, må indrømme deres ansvar og genopbygge tilliden gennem åbenhed.”