To danske serier skal i Cannes-hovedkonkurrence
Elliott Crosset Hove, Charlotte Fich, Katrine Greis-Rosenthal, Lars Brygmann og Simon Bennebjerg spiller landmandsfamilien, der rammes af konlikt, da ældstesønnen pludselig ikke skal arve slægtsgården, i Høst.
Efter Oscar-triumfen med Mr. Nobody mod Putin er Danmark igen stærkt repræsenteret på den internationale film- og seriescene.
DR’s næste store dramaserie Høst er blevet udtaget til festivalen Canneseries, en serie-pendant verdens mest prestigiøse filmfestival i Cannes – der dog ikke får tilnærmelsesvis samme opmærksomhed.
Filmfestivalen finder sted i maj, mens serieversionen allerede løber af stablen fra 23. til 28. april.
Høst vises i hovedkonkurrencen og er skrevet og instrueret af Martin Zandvliet, der i 2017 blev Oscar-nomineret for sin krigsfilm Under sandet.
Han startede karrieren som klipper og spillefilmdebuterede med livskrisedramaet Applaus. Siden fulgte de respekterede dramaer om komikeren Dirch Passer (Dirch) og forfatteren Tove Ditlevsen (Toves værelse) samt Afdeling Q-thrilleren Marco Effekten.
Historien i Høst begynder med storbonden og familieoverhovedet Gorm (Lars Brygmann), der på sin 65‑års fødselsdag meddeler, at slægtsgården Feldumgaard skal overdrages til hans yngste datter Astrid (Katrine Greis-Rosenthal).
Det kommer bag på alle, da den ældste søn Erik (Elliott Crosset Hove) lignede den oplagte arvtager, og nyheden får ældgamle konflikter til at blusse op.
Moren i familien spilles af Charlotte Fich, mens Simon Bennebjerg indtager rollen som den mellemste søn.
Serien er produceret af Rikke Tørholm Kofoed (Huset) i syv afsnit og får dansk premiere på DR til efteråret.
Gode chancer
Canneseries fandt sted første gang i 2017, og i løbet af de ganske få år har den haft et godt øje til skandinaviske produktioner.
De to norske serier Makta og Ølhunden Berit har vundet hovedkonkurrencen, og i 2024 var Danmark med i form af Sara Isabella Jønsson Veddes ungdomsserie til TV 2: Dark Horse.
I år er chancerne for dansk sejr gode, for Prime Videos første danske fiktionsserie Slangedræber er også udtaget til hovedkonkurrencen.
Anders Ølholms politi-thriller med Pilou Asbæk i hovedrollen havde dansk premiere i januar og fik ros for sin hårdkogte skildring af Uropatruljen. Ølholm (Shorta) og Kaspar Munk (Den gode stemning) har instrueret afsnittene.
Hele to ud af konkurrencens otte serier er altså danske.
Samtidig får festivalens dokumentarkonkurrence et dansk præg, nemlig The Oligarch and the Art Dealer, der er skabt af Andreas Dalsgaard og Christoph Jörg.
Dokumentarserien om konflikten mellem en russisk oligark og en kunsthandler havde verdenspremiere på Sundance-festivalen tidligere på året, hvor vi talte med Dalsgaard om, hvordan han fik unik adgang til de ultrariges lukkede verden.

Kommentarer