Hold fast i det håndtegnede

Den mytologiske animationsfilm Sangen fra havet blev produceret af irske Cartoon Saloon i samarbejde med Nørlum i Viborg.
Brendan og hemmelighedernes bog, Sangen fra havet og Wolfwalkers er titlerne på de tre film, som irske Tomm Moore har instrueret.
De har et fokus på irsk folklore, en unik animationsstil, uvante, flade perspektiver – og så er de alle blevet Oscar-nomineret.
Den uhørte succesrate har givet Moores eget selskab Cartoon Saloon – som også var nomineret til en Oscar for filmen Breadwinners – ry som Irlands svar på Pixar eller Studio Ghibli.
I år er ireren udråbt til årets kunstner på Viborg Animation Festival, der finder sted fra 8. til 14. september. En udstilling med hans tegninger og film bliver at finde i Viborgs Tinghallen, og instruktøren dukker også selv op for at fortælle om den unikke karriere.
Ekko har taget forskud på glæderne med en Zoom-snak, hvor animationsinstruktøren blev spurgt, om Cartoon Saloon, der holder til i den lille by Kilkenny, minder mest om amerikanske Pixar eller japanske Studio Ghibli.
”Vi er nok en underlig hybrid. Ligesom Ghibli er vi et lille studie, der laver håndtegnet animation, men vi har ikke et geni som Hayao Miyazaki, der dikterer alt. Vi samarbejder, hvilket minder mest om Pixar.”
– Du vil ikke være den irske Miyazaki?
”Det kan jeg ikke være. Jeg er desværre ikke et geni – jeg har brug for input fra andre mennesker. Men jeg må indrømme, at jeg godt kan lide at blive sammenlignet med ham.”
Starten i soveværelset
Tomm Moores interesse for animation begyndte, da han som barn i Kilkenny så amerikanske Don Bluths legendariske tegnefilm Landet for længe siden, Rejsen til Amerika og The Secret og NIMH.
”Jeg fandt ud af, at Don havde et studie i Dublin, og der gik det op for mig, at man godt kan lave animation i Irland,” fortæller den 48-årige instruktør. Han blev selv en del af Young Irish Filmmakers, en ungdomsuddannelse, der svarer lidt til den danske Station Next.
Senere studerede han klassisk animation på Ballyfermot College i Dublin, hvor han mødte Paul Young og Nora Twomey, som han stiftede Cartoon Saloon med, kort før de dimitterede i 1999.
”Vi startede med at arbejde i vores soveværelser, indtil Young Irish Filmmakers skaffede os nogle lokaler i Kilkenny. Vi hentede flere studiekammerater til byen og fik selskabet til at løbe rundt ved at lave elektroniske fødselsdagskort, screen savers og tv-reklamer. Men fra starten havde vi planer om at få råd til vores egen film.”
I hullerne mellem det kommercielle arbejde gik de i gang med Brendan og hemmelighedernes bog. Undervejs fandt de frem til det særlige fladperspektiv, som er blevet Tomm Moores varemærke.
”Da vi studerede middelalderkunst, fik vi lyst til at lege med udtrykket – og det kan man med håndtegnet animation. 3D-animation efterligner live-action, som kun har lidt over 100 år på bagen. Men med tegninger kan vi trække på hele 2000 års maleriske stilarter.”
Reddet af Oscars
Det endte med at tage ti år at færdiggøre Brendan og hemmelighedernes bog, som fik premiere i 2009.
”Det var meget svært at finansiere filmen, og vi måtte låne penge fra venner og familie, for at det overhovedet kunne lade sig gøre,” husker instruktøren om filmen, der endte med at blive en coproduktion med Frankrig og Belgien.
Men den kritiske situation vendte sig 180 grader, da filmen blev Oscar-nomineret. Tomm, Paul og Nora sad pludselig forrest i Kodak Theatre sammen med James Cameron, Francis Ford Coppola og resten af Hollywood-parnasset.
”Vi kunne sagtens være gået fra hinanden og fundet andre jobs, hvis det ikke var sket. Men med nomineringen kom vi på landkortet og fik modet til at lave den næste film, som blev til med hjælp fra selskabet Nørlum i Viborg.”
Tvillingebyer
The Animation Workshop i Viborg blev sidste år kåret til Europas næstbedste animationsuddannelse af Animation Career Review, og tilbage i 00’erne producerede skolen allerede animatorer med internationalt format.
Flere af dem kom til Cartoon Saloon, og blandt dem var Claus Toksvig Kjær og Frederik Villumsen, der efter tiden i Kilkenny stiftede Nørlum.
”Nørlum minder meget om os, for det er bygget op af tidligere animationsstuderende. Så vi besluttede at arbejde sammen med dem på Sangen fra havet,” forklarer Tomm Moore.
”I den periode var jeg meget i Viborg, som ligner Kilkenny. Det er gamle middelalderbyer, hvor man aldrig ville gætte, at der var et animationsstudie – eller flere!”
I Kilkenny ligger også Cartoon Saloons halvt canadiske søsterselskab Lighthouse Studio. De holder animatorerne beskæftiget med arbejde på kæmpeserier som Rick and Morty og Bobs Burgers, når Cartoon Saloon ikke har gang i en produktion.
”Min oplevelse er, at mange animatorer fra store byer som Paris eller Barcelona har svært ved at vænne sig til lille Kilkenny. Men dimittenderne fra The Animation Workshop passer perfekt ind hos os. Jeg glæder mig til at besøge Viborg igen og hilse på gamle venner,” siger Tomm Moore.
Choctaw og havfrue
Cartoon Saloon har gang i to filmprojekter. Det ene er endnu et dansk samarbejde, denne gang med selskabet Sun Creature i København og 2,5 millioner kroner fra Det Danske Filminstitut.
”Filmen hedder Julian er en havfrue og er instrueret af Louise Bagnall. Det er en lgbtq+-metaforisk historie, hvor en lille dreng i Brooklyn drømmer om at blive havfrue. Filmen har været svær at finansiere, men vi tror virkelig på den, og der var stor interesse fra distributører, da vi præsenterede den i Cannes,” siger Tomm Moore.
Det andet projekt er Tomm Moores egen fjerde film, som stadig er i storyboard-fasen. Den handler om et glemt og spøjst sammenhold, der opstod mellem irere og den amerikanske Choctaw-stamme under den irske hungersnød i 1840’erne.
– Hvorfor er alle dine film så irsk funderet?
”Jeg føler mig tryg i det. Det er meget personligt for mig. Jeg er ikke indfødt amerikaner, så jeg kan ikke fortælle fra deres perspektiv. Men jeg kan fortælle fra irernes.”
Det stigende pres
Cartoon Saloon bruger en kombination af tegning og computerteknologi, men samtlige billeder i filmene er håndtegnede. Det kræver 80 tegnere og minimum tre år at færdiggøre en film.
– Bliver du aldrig fristet til at springe over, hvor gærdet er lidt lavere?
”Aldrig! Jeg elsker at gøre det på den måde, og for mig føles tre år hurtigt. Det er kun finansiering, der frustrerer mig.”
Ifølge Tomm Moore lider animationsbranchen under verdens politiske kaos, Trumps tarif-trusler og ikke mindst kunstig intelligens.
”AI kan forandre hele verden, og kunstnere må virkelig sælge historien om, hvordan vi laver kunsten. For det endelige produkt vil AI snart kunne efterligne ret overbevisende.”
”Forhåbentlig vil folk i fremtiden sætte mere pris på håndlavet kunst, men samtidig er der et stigende pres på animation, som skal være billigere og hurtigere hele tiden.”
”Jeg overvejer at gå tilbage til udelukkende at tegne på papir som en reaktion på AI. Måske står jeg og laver McDonald’s-burgere om et par år, men indtil da fokuserer jeg på det menneskelige i arbejdet ved at holde fast i det håndtegnede.”
Begejstret for fremtiden
Sidste år mødte Ekko Tomm Moores ven, den tidligere Pixar-skaber Jim Capobianco, i Viborg. Han kom med en opsang til de unge animationsinstruktører, der mangler fortællermæssig opfindsomhed.
– Er du enig med Jim?
”Nej!” udbryder Tomm Moore, der også er en del af Oscar-akademiet og er meget begejstret for de kandidater, han får tilsendt.
”Jeg ser mere og mere kreativitet, især fra de helt unge studerende. Flere af dem fortsætter den håndtegnede tradition, og jeg er meget begejstret for fremtiden.”
Han nævner den lettiske film Flow, der vandt animations-Oscar’en sidste år, og hvis hovedanimator, Thibaut Delahaye, besøger Viborg Animation Festival i år.
”At et lille hold med en gratis software kan lave noget så godt, giver mig virkelig håb. Hvis de kan lave en Oscar-vinder, kan vi også. Nomineringerne var dejlige, men nu er det på tide, at vi tager prisen!”
Tomm Moore
Født 1977 i Newry, Nordirland.
Var som teenager en del af Young Irish Filmmakers i Kilkenny, Irland.
Uddannet animator fra Ballyfermot College i Dublin i 1999.
Stiftede selskabet Cartoon Saloon med studiekammeraterne Paul Young and Nora Twomey og fik lokaler i Kilkenny.
Har instrueret tre film, som alle er blevet nomineret til en Oscar for bedste animationsfilm.
Den anden, Sangen fra havet, blev produceret i samarbejde med Nørlum i Viborg.
Udvalgt som årets kunstner ved Viborg Animation Festival.
Film
Wolfwalkers
2020
Sangen fra havet
2014
Brendan og hemmelighedernes bog
2009
Viborg Animation Festival
Startede i 2012 med at vise animationsfilm for børn og voksne.
Nordens største animationsfestival.
Arrangeret af uddannelsen The Animation Workshop.
Finder næste gang sted sted 8. – 14. september.
Kommentarer