100 år: Den uheldige helt

I dag er det 100 år siden, at den amerikanske skuespiller Tony Curtis blev født. 

De fleste husker ham især fra Marilyn Monroe-komedien Ingen er fuldkommen (Some Like It Hot, 1959), hvor han danner par med Jack Lemmon som to musikere på flugt. 

Og så fra tv-serien De uheldige helte (1971-1972), hvor han spiller den meget amerikanske gadedreng Danny Wilde over for Roger Moores meget britiske kostskoleknægt Lord Brett Sinclair. Et forbilledligt eksempel på charmerende modsætninger. 

Som følgevirkning af danske tv-seeres begejstring for De uheldige helte fik Tony Curtis rollen som afbleget, homoseksuel CIA-chef over for Jarl Friis-Mikkelsen og Ole Stephensen i den danske fjollekomedie Walter og Carlo i Amerika fra 1989. ”Et nulpunkt for den tidligere stjerne,” konstaterer Gyldendals Danske Filmguide.

Oprindelig blev Tony Curtis sat i bås som blot endnu en smuk, ung mand. Man gjorde nar af ham i adventurefilmen Son of Ali Baba (1952), hvor han siger: ”This is my father’s palace, and yonder lies the Valley of the Sun.” Hvilket onde tunger med urette påstod, at han med sin Brooklyn-accent forvanskede til: ”In yonda valley lies da castle of my fadda.” 

Tony Curtis lo sidst og bedst, da han få år senere blev nomineret til en Oscar for sin hovedrolle i Stanley Kramers drama The Defiant Ones, hvor han og Sidney Poitier spiller undvegne, sammenlænkede straffefanger, der må samarbejde trods haddirrende racisme. 

Seriemorder og fupspiritualist
I det hele taget havde Tony Curtis en lang og alsidig karriere med fremragende præstationer. 

Også i rollen som presseagenten, der i Sweet Smell of Success fra 1957 har et kompliceret forhold til klummeskribenten J.J. Hunsecker (Burt Lancaster). Og som voldtægtsmanden og seriemorderen Albert DeSalvo, baseret på en virkelig, men aldrig dømt person, i krimidramaet The Boston Strangler fra 1968. 

Filmskabere opdagede efterhånden, at Curtis også havde talent for humoristiske roller, og brugte ham i komedier som Operation Petticoat (1959) og The Great Race (1965), begge instrueret af Blake Edwards. 

Over 100 filmroller blev det til. 

Blandt sine personlige guilty pleasures vil overtegnede godt have lov at nævne sexfarcen Casanova & Co. fra 1977 med Curtis som både en udbrændt Giacomo Casanova og dennes mere virile dobbeltgænger. Og så den gakkede gyser The Manitou fra 1978 med Curtis i hopla som en fupspiritualist, der må redde Susan Strasberg, da hun til sin overraskelse føder en 400-årig, ondskabsfuld medicinmand. 

I den episke adventurefilm The Vikings (1958) spiller Tony Curtis kongesønnen og vikingeslaven Eric, der dyster med den frygtindgydende, enøjede viking Einar (Kirk Douglas) om smukke prinsesse Morgana. 

Sidstnævnte spilles af Curtis’ daværende hustru, Janet Leigh, som han også spiller overfor i Houdini fra 1953. 

Ukrediteret som blind
The Vikings blev efterfuldt af endnu en rolle som oprørsk slave i Stanley Kubricks Spartacus (1960). 

Curtis’ scene, hvor romeren Crassus (Laurence Olivier) med en tvetydig monolog om ”snails and oysters” savler over sin nye, lækre husslave Antoninus, blev klippet ud, men i 1991 genindsat. Nu med Crassus’ stemme indtalt af Anthony Hopkins, da den oprindelige lydoptagelse var gået tabt, men stadig med Tony Curtis som Antoninus. 

Apropos stemmer må det nævnes, at der i Roman Polanskis 1968-gyser Rosemarys baby indgår en scene, hvor Rosemary ringer til en skuespiller, som Satan har gjort blind, så hendes mand kan få staklens job. Mia Farrow vidste det ikke, da scenen blev filmet, men stemmen, hun taler med i telefonen, og som er med i filmen, tilhører en ukrediteret Tony Curtis. 

I Nicolas Roegs komedie Insignificance (1985) spiller Theresa Russell rollen som Marilyn Monroe over for Curtis som Marilyns første husbond, baseballstjernen Joe DiMaggio. Og i dramaet Blonde (2022) spilles Marilyn Monroe af Ana de Armas og Tony Curtis af Michael Masini. 

Tony Curtis var gift seks gange og fik lige så mange børn. Med sin første hustru Janet Leigh blev han far til Jamie Lee Curtis, der blev kendt som ”scream queen” i Maskernes nat. 

Desværre forlod Tony Curtis os i 2010. Ak ja, ingen er fuldkommen!