Interview
14. juni 2021 | 12:52

”Der er et større pres på unge i dag”

Foto | Bullitt Film
Dokumentarserien Efterskolen følger en gruppe unge mennesker, der oplever livet særligt stærkt på musikefterskolen Klejtrup.

I over et år har instruktør Thora Lorentzen fulgt 120 unge på musikefterskolen Klejtrup. Det er blevet til et indblik i en ungdomsgeneration, som har haft corona inde på livet.

Af Astrid Maan Thomsen

Dokumentarinstruktøren Thora Lorentzen kan ikke understrege nok, hvor vigtigt hendes eget efterskoleophold har været.

Derfor sætter hun nu fokus på efterskolers betydning og de unge mennesker, som bebor dem. Det sker i den nye DR-dokumentarserien Efterskolen, der fik premiere 13. juni.

Den i dag 34-årig instruktør har gennem et år haft tæt adgang til 120 elever.

Over seks afsnit følger vi de håbefulde teenagere, da de starter på Klejtrup Musikefterskole i august 2019. Og gennem serien er vi med dem på en udviklingsrejse fuld af nye venskaber, kærlighed og førstegangsoplevelser.

”Jeg ville vise, hvor vigtige relationer mellem mennesker er – særligt for unge mennesker,” siger Thora Lorentzen.

”På en efterskole fokuserer man på det hele menneske, og en efterskole kan være med til at styre en gruppe mennesker mod noget meget positivt. Det var især det, jeg fik ud af mit eget ophold. Samværet og dannelsen gav en forståelse for, hvordan man passer på hinanden.”

Politisk pres
Thora Lorentzen begyndte at researche til projektet allerede i 2015, mens hun gik på Den Danske Filmskole.

Hun blev uddannet fra Filmskolen i 2017 med afgangsfilmen Enten eller, der kan ses på Ekko Shortlist og blev nomineret til bedste dokumentar ved Ekko Shortlist Awards i 2020.

Men idéen opstod lang tid før, da instruktøren gik på en efterskole, som fik politisk besøg.

”Daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs kom til vores efterskole, fordi der var tale om at afskaffe tiende klasse. Politisk er alle uddannelsesinstitutioner altid udfordret, og jeg tænkte allerede dengang, at der var nogle, som var nødt til at dokumentere dem, mens de stadig fungerer,” fortæller Thora Lorentzen.

”Hvis man ikke er vågen, er der pludselig nogen, som kan sige, at efterskoler skal afskaffes. Så jeg håber også, at min serie vil kunne skabe debat, og at politikerne vil se den og blive mindet om potentialet.”

Thora Lorentzen havde håbet at optage serien på sin egen efterskole, Ollerup Musikefterskole, som hun gik på i 2002. Men da det ikke var muligt, gik hun i gang med en omfattende søgning efter en ny efterskole.

Det var lettere sagt end gjort.

”Det handler jo om mindreårige, og der er lærere og en rektor, som har ansvaret for dem på forældrenes vegne. Men rektoren for Klejtrup Musikefterskole havde virkelig min ryg,” fortæller Thora Lorentzen.

”Jeg kom tæt på eleverne gennem året. Det har været en rørende og hård oplevelse for os alle, og jeg vil vise unge på en ærlig måde, som alle kan genkende sig selv i. Helt almindelige, universelle problematikker, som ikke er ekstreme og overdrevne. Hvor en lille udvikling også er en udvikling.”

Virkeligheden rammer
Trods de mange års forberedelse blev optagelserne af Efterskolen ramt af noget, der overraskede hele verden: covid-19. Dermed blev serien et sjældent og hudløst ærligt indblik i unges liv under krisen.

”Vi skyndte os at filme det, vi kunne, og sørgede for, at eleverne fik et kamera med hjem, så de kunne filme hjemmefra i isolationstiden,” fortæller Thora Lorentzen.

”Vi fik dermed alle reaktioner fra de unge, og det har altså ikke været for sjov. Man kan virkelig se, hvad et år betyder for dem. Der bliver snakket så meget om trivsel, og hvad corona har gjort ved folk. Det er meget vigtigt at kigge på, hvad det gør ved den generation,” siger instruktøren, som er glad for at have været på pletten, selv om det var svært.

”Som dokumentarinstruktør er det jo fedt, når virkeligheden rammer, og man er klar. Corona-aspektet giver et historisk indblik i de unges virkelighed i denne tid.”

Væk med reality
Efter et særligt år i selskab med en hårdt prøvet ungdomsgeneration kan Thora Lorentzen uden problemer se forskellen mellem sin egen generation og den, hun netop har skildret.

”Der er et større pres på unge i dag, og det skyldes især konstant at være på sociale medier med alt det stress, som det giver,” mener Thora Lorentzen.

Hun vil derfor vise unge, der er nede på jorden og dyrker reelt samvær.

”Væk med den ’seje’ overflade! Hvis man skal på tv i dag, skal man oftest have en ekstrem historie eller stor problematik. I Efterskolen viser jeg kærlighed, venskab og bare det at komme på efterskole. Forhåbentlig vil den give unge lysten til at åbne mere sig mere for hinanden og give en form for håb.”

Trailer: Efterskolen

Kommentarer

Thora Lorentzen

Født 1986 i Skövde, Sverige.

Uddannet på Den Danske Filmskoles dokumentarlinje i 2017.

Blev i 2020 nomineret for bedste dokumentar ved Ekko Shortlist Awards for Enten eller.

Gik selv på Ollerup Efterskole i 2002.

Dokumentarserien Efterskolen fik premiere på DRTV den 13. juni.

© Filmmagasinet Ekko