”Veteranerne er vigtigere end instruktøren”

En af hovedpersonerne i den opsigtsvækkende strid om den kommende spillefilm om traumatiserede krigsveteraner, Herkules falder, er Anne-Line Ussing.

Sammen med sin mand, veteranen Stuart Press, driver hun Natur Retreat for Veteraner på Strynø – det sted, hvor filmen er optaget, finder sted og i høj grad hentede sin inspiration.

Filmen bygger på virkelige oplevelser fra retreatets deltagere, og Ussing samt hendes mand og børn spiller sig selv. På IMDb står hun desuden anført som manuskriptkonsulent, researchkonsulent og ansvarlig for de medvirkende veteraners trivsel. Veteranerne har det tilfælles, at de har været udsendt i krige for Danmark.

Ifølge Ussing var det hende, der tog kontakt til Weekendavisen og hjalp avisen med at afdække konflikten mellem instruktør Christian Holten Bonke og hovedrolleindehaver Dar Salim.

Konflikten har sat hele produktionen i brand og skabt usikkerhed om lanceringen af filmen, der har premiere den 20. november.

Re-traumatisering
Sagen handler i grund og bund om, at Dar Salim har presset på for at blive krediteret som medinstruktør, mens Bonke har stået fast på, at han er eneinstruktør.

Undervejs i krediteringskonflikten anklager Bonke via sit fagforbund, Danske Filminstruktører, skuespilleren for at have krænket og truet sig til en instruktørkreditering.

Skrivelsen bliver sendt til både Det Danske Filminstitut og filmens producent, Amalie Lyngbo Quist, der videresender den til Salim. Han afviser på det kraftigste anklagerne – og får opbakning fra Quist, Ussing og flere andre fra holdet.

De beskriver Salims lederrolle som nødvendig, fordi Bonke ikke magtede instruktøropgaven og frivilligt overlod en del af ansvaret.

Samtidig retter Anne-Line Ussing skarp kritik mod Bonke. I et brev til Det Danske Filminstitut beskylder hun instruktøren for at have håndteret de medvirkende på en måde, der i værste fald kan føre til re-traumatisering.

”Vi har utallige eksempler på, at vi gennem årene lod tvivlen komme Christian til gode, når han gentagne gange udviste en manglende, grundlæggende menneskelig forståelse og ’glemte’, at han havde med rigtige veteraner og deres livshistorier at gøre,” skriver Ussing, der er uddannet journalist.

Hun peger på, at mange af veteranerne lider af moral injury – psykiske mén efter at være blevet svigtet af de systemer, de har tjent.

”Christians ageren lægger sig op ad det, veteranerne har oplevet gentagne gange, hvor folk svigter og for egen vindings skyld er villige til at ofre dem og den sag, de kæmper for. Den slags oplevelser kan på ulykkelig vis føre til re-traumatisering,” skriver hun.

Medbring notesblokken!
At kreative slagsmål om kreditering opstår, er ikke usædvanligt i filmbranchen, hvor titler kan have afgørende betydning for karrieren. Men at uenighederne havner i pressen, før filmen overhovedet har fået premiere, er en sjældenhed.

Man skal angiveligt helt tilbage til 2001, hvor to konsulenter fra Det Danske Filminstitut offentligt tog afstand fra Lasse Spang Olsens sørøverfilm Jolly Roger, som de økonomisk havde støttet. Det skete i Dagbladet Information, hvilket udløste et ramaskrig og kostede dem begge jobbet.

Christian Holten Bonke har hidtil holdt sig ude af debatten og blot understreget, at han står ved sin oplevelse og ser frem til den officielle arbejdsmiljøundersøgelse, som hans fagforbund har taget initiativ til.

Korrespondancer, som Ekko har fået adgang til, viser, at instruktøren følte sig under stort pres, mens filmen blev optaget og klippet.

Snart får journalister mulighed for at stille ham spørgsmål ved en forpremiere for Dansk Journalistforbunds Kreds 1 den 12. november i biografen Gloria i København. Her optræder han, noget overraskende, side om side med Anne-Line Ussing.

Det er otte dage før premieren, og Ussing lægger ikke skjul på, at hun vil give sin uforbeholdne mening til kende, så journalisterne nok bør medbringe deres notesblok. Det tegner til et showdown, for at blive i filmsprogets billedsprog.

”Filmens publicist spurgte mig, om jeg nu virkelig var sikker på, at jeg ville stille op. Det er jeg. Jeg føler, jeg kan være mig selv bekendt i forhold til filmen. Men var jeg Christian, ville jeg ikke have haft lyst. Jeg synes, han har opført sig virkelig uordentligt,” siger Anne-Line Ussing til Ekko.

– Jeg går ud fra, at journalisterne i salen kan spørge om, hvad de vil?

”Ja, det skal de være velkomne til. Der kommer nok nogle andre spørgsmål end normalt ved en forpremiere. Men konflikten er også en del af filmen, synes jeg.”

Vores film
Af Anne-Line Ussings brev til Filminstituttet fremgår det, at Filminstituttets konsulent specifikt ønskede, at centeret på Strynø skulle være udgangspunkt for filmen. Det viste sig at få stor betydning for Anne-Line Ussings rolle i produktionen.

– I dit brev skriver du, at samarbejdet mellem centeret og Christian ville være brudt sammen meget tidligere, hvis ikke Filminstituttet specifikt havde bedt om, at filmen skulle foregå på Strynø. Er det jer eller Christian, der ville have brudt samarbejdet?

”Det var os. Jeg opdagede flere gange, at Christian havde havde tilføjet elementer i nye versioner af manuskriptet, som ikke havde noget med virkeligheden at gøre. Vi havde allerede diskuteret det – men vupti, så var der selvmord med i handlingen og en scene, hvor folk kommer op at slås. Men der har aldrig været selvmord hos os, og der har aldrig været vold. Man kan sige, at det skal jeg ikke bestemme, men jo, dét skal jeg, for ellers havde jeg ikke sagt ja til at være med i den film!”

– Men det er jo Christians film og ham, der har final cut!

”Det er vores film. Det er vores liv. Det er også Christians film, men det er vores hjem og vores sted og de folk, der er kommet hernede. Det er vores historie. Veteranerne er vigtigere end Christian, vil jeg vove at påstå.”

– Christian får at vide fra Filminstituttet, at filmen skal være med jer, og det hjælper jer til at sige, at I kan bestemme over manuskriptet?

”Man kan sige, at vi har brug for Christian for at få lavet en film med veteranernes budskab, men Christian har dælen dulme også brug for os. Ellers havde jeg ikke følt mig tryg ved det. Vi skulle kunne se os selv i det.”

– Og du bruger så den magt til at ændre manuskriptet, når Christian har taget et valg for dramaturgiens skyld?

”Ikke så direkte, men det er mit hjem, det er mine børn, det er min gris, der er med. Og det ville jeg ikke være tryg ved, hvis det ikke blev et værdigt portræt af veteranerne og deres sag. Det første manuskript var en fucking kliché.”

Dar giver sit nummer
– På sociale medier har flere instruktører bakket Christian Holten Bonke op. Og for nylig kunne vi i Ekko citere fra sms’er, der viser, at han tryglede producenten om at sætte grænser for Dar Salim, da klipningen skulle begynde. Man får indtrykket af en presset mand. Gør det slet ikke indtryk på dig?

”Nej, overhovedet ikke. For jeg har været der. De instruktører, som hyler sammen med Christian, var her ikke. Christian er ikke blevet krænket af nogen.”

– Christian har startet det filmprojektet op, og så bliver han udfordret på sit ejerskab over filmen, da Dar Salim kræver en instruktørkreditering. Kan du ikke godt forstå, at det har været hårdt for ham?

”Men det er jo ikke et spørgsmål om, hvorvidt manden har ejerskab over filmen eller ej. I den her kaotiske situation kunne man have sagt: ’Ok, den her gut, som skal løfte opgaven, kan ikke løfte den. Så det kommer ikke til at fungere.’ Men i stedet rykkede alle sammen i bussen og prøvede at få det bedste ud af det. Selvfølgelig har Christian været presset, men han har været presset af sin manglende evne til at løfte opgaven – ikke af andre mennesker. Ingen har observeret problemer under optagelserne.”

– Det er vel også producentens ansvar, at der er styr på det?

”Jo, men det er Christian – ikke Amalie – der er kommet her i årenes løb. Christian har rakt ud til veteranerne og interviewet dem om deres historie. Det er også Christian, der foregiver at have en relation til dem. Det er jo også et kæmpe aktiv for ham at have foden inde i den verden, fordi folk fik tillid til ham og sagde ja til at deltage. Men efterfølgende oplever de, at han i sidste ende faktisk er ligeglad. Det kan godt være, at producenten har et ansvar, men det er Christian, der kender veteranerne.”

– Har produktionen fulgt op på dem?

”Amalie har svaret, når de har spurgt hende om noget. En af de sidste dage på set var Dar oppe i havestuen for at spise sin frokost før optagelserne. Her havde han en længere snak med en af veteranerne, og han fornemmede, at han kunne blive sårbar efter optagelserne. Så da veteranen var gået, gav Dar mig sit nummer og sagde, at hvis der var noget med nogle af veteranerne, så måtte jeg love at kontakte ham, lige meget hvor han var henne i verden.”

”Det løfte har han holdt. Til gengæld har ingen hørt fra Christian siden optagelserne – før for ganske nylig, hvor han forsøgte at give distributøren indtryk af, at han stadig havde et godt forhold til holdet. Dar blev følelsesmæssigt involveret i de her gutter på et personligt plan.”

Hellere dårlig omtale …
– Når man taler med dig og Dar Salim, giver I det indtryk, at det er alle på produktionen mod Christian. Der er vel nogle andre, der ligesom Christian har haft en dårlig oplevelse med Dar?

”Det kan jeg simpelthen ikke forestille mig.”

– I et Facebook-opslag skriver du: ”I det miljø, jeg færdes i, vender man ikke den anden kind til, hvis man bliver angrebet, og man stikker ikke folk i ryggen, der hjælper én.” Det er vel hårdt og en slags krigssprog?

”Det er jo også det miljø, jeg bevæger mig i. Mange har rådgivet Dar og Amalie til, at de ikke skulle sige noget til pressen, men jeg har været den, der sagde: ’Fuck det!’ Hvis man bliver behandlet på den måde, har man også lov til at sige, at det passer simpelthen ikke.”

– Er det derfor, du vælger at gå til Weekendavisen med historien?

”Mig? Hvem fanden siger, at jeg gør det?”

– Men er det ikke det, du har skrevet på Facebook?

”Jo, men …”

– Du har vel også snakket med Dar, som er vidende om, at du går til pressen?

”Dar, Amalie og jeg snakker meget sammen.”

– Så lad os holde det åbent, om det er dig eller jer alle tre …

”Hvis jeg kan være helt oprigtig: Jeg lægger faktisk ud med i sommer at tale med Sarah Iben Almbjerg fra Berlingske, fordi jeg har studeret journalistik med hende. Men Dar og Amalie fik kolde fødder, for de håbede, at der kunne komme ro på. Men så opstår der noget tid efter uenighed om størrelsen af Christian og Dars navne på plakaten, involvering af advokater og trusler om retssager, og jeg tænker: ’What the fuck!’”

– Og så går du til Weekendavisen?

”Ja, så bliver det Weekendavisen, som jeg selv har skrevet for tidligere.”

– Så det er dig, der siger, at det her skal vi gå til pressen med?

”Ja, det skal jeg ærligt indrømme.”

– Dar falder med andre ord ikke ud af stolen, da Weekendavisen ringer til ham og vil have et interview?

”Det gør han jo nok ikke. Det er nok ikke den store overraskelse, heller ikke for Amalie. Jeg har jo presset på.”

– Hvad er formået med at gå til pressen?

”Jeg ville – ligesom veteranerne – have svært ved at stå på den røde løber og lade som ingenting med de meget grove anklager, der er kommet fra Christian. Især når andre i filmbranchen spørger ind til det. Luften skulle renses.”

– Det er vel ikke godt for filmen, at der kommer den her slags opmærksomhed?

”Jeg tror, det er udmærket for filmen. Var det ikke Simon Spies, der sagde: ’Hellere dårlig omtale end ingen omtale?’ Jeg ved det ikke, men det ville være uærligt at stå på den røde løber og smile, som om alt var godt, når Dar rundt omkring er stemplet som krænker og Amalie som én, der ikke passer på sin instruktør. Det synes jeg ikke er fair over for dem. Jeg havde nok været en hårdere banan fra starten, end Amalie var, men jeg er også en anden type.”

– I har jo lavet en film sammen, som efter sigende er blevet god. Hvad skal der til for, at I kan bilægge konflikten og få en behagelig premiere?

”Det er ikke realistisk. Men jeg ved, at nogle af veteranerne har skrevet til Christian, at de ikke vil hilse på ham, med mindre han trækker sine anklager mod Dar tilbage. Det ville være en stor hjælp, men det kommer jo nok ikke til at ske.”

Et fiktionsværk
Ekko har kontaktet Christian Holten Bonke og givet ham mulighed for at svare på kritikken.

”Herkules falder er et fiktionsværk – ikke en dokumentar,” skriver instruktøren i mail og fortsætter:

”Den er skrevet og instrueret af mig med respekt for de medvirkende veteraners livserfaringer, men også med det kreative ansvar, der følger af at lave kunst.”

Christian Holten Bonke understreger, at han ikke har yderligere kommentarer.

Filminstituttets nu daværende konsulent Kalle Bjerkø siger, at han aldrig har blandet sig i, hvad der skulle være filmens location.

”Det er ikke noget, man gør som konsulent. Jeg har altid gjort ansøgerne meget opmærksom på, at det med for eksempel location er noget, de selv bestemmer. Centeret på Strynø har været en del af Christians vision, og det er den vision, jeg har bakket op om.”