”Vi er en modvægt til politik”

Kan film ændre verden? 

Den gamle traver blev et hovedemne på juryens indledende pressemøde til dette års Berlinale, der løber fra den 12. til 22. februar og åbner med den delvis danskproducerede åbningsfilm No Good Men. 

På mødet fik Wim Wenders som juryens formand og hovednavn mest taletid. 

Den 80-årige tyske instruktør er et koryfæ i branchen og på festivalen, hvor han i 2015 modtog en æres-Guldbjørn for sin filmvirksomhed fra 70’ernes tyske nybølge over 80’er-klassikere som Paris, Texas og Himlen over Berlin og til dokumentarer som Buena Vista Social Club og The Salt of the Earth. 

Mens de øvrige jurymedlemmer talte om transcenderende biografoplevelser og kunstmøder, der har ledt ind på nye livsbaner, manede Wenders til besindighed ved at kvalificere debatten. 

”Ingen film har virkelig forandret en politikers tankegang, men vi kan påvirke folks tanker om, hvordan de ønsker at leve.” 

”Du ved ingenting, hvis du bare ser nyhederne. Du ved så meget mere, når du kommer ud fra en biografsal, hvor du har oplevet et andet menneskes lidelse og ønsker om et bedre liv. Nyhederne er ikke empatiske, men det er film. Og det er det, der er vores pligt.” 

Et unfair spørgsmål
Nyhederne er ellers svære at abstrahere fra, og blandt de store filmfestivaler har Berlinalen ofte markeret sig som den, der mest samvittighedsfuldt forholdt sig til sin omverden. 

Det være sig Guldbjørnen til Gianfranco Rosis flygtningedokumentar Havet brænder i kriseåret 2016. Eller dokumentarprisen til Myanmar Diaries i krigsåret 2022, hvor Putins nært forestående fuldskalainvasion af Ukraine lagde en dæmper på festivalstemningen. 

De senere år har festivalen sat alle sejl ind på at lægge afstand til den indenrigspolitiske shitstorm, som blev udløst, da No Other Land i 2024 blev hyldet til prisuddelingen, og festivalen omgående blev anklaget for antisemitisme. 

Året efter holdt festivalens nye direktør, Tricia Tuttle, et minuts stilhed for de israelske gidsler, der stadig holdt blev holdt fanget af Hamas. 

Men der har ikke været en tilsvarende solidaritetserklæring for de palæstinensiske ofre, hvilket en journalist pointerede, da han forsøgte at afkræve både festivalen og jurymedlemmerne et standpunkt. 

– Støtter I den selektive håndhævelse af menneskerettigheder, vi ser under folkemordet i Gaza? 

Ingen bed på. Tricia Tuttle gav elegant spørgsmålet videre til juryen, hvor den polske producer Ewa Puszczyńska (Ida, The Zone of Interest, A Real Pain) diplomatisk sagde, hvad de vist alle tænkte. 

”Det er lidt unfair at stille os dette spørgsmål. Vi bruger ord som ’at ændre verden’, men vi kan som filmskabere ikke være ansvarlige for, om folk støtter Israel eller Palæstina. Jeg går til valg, jeg stemmer som polsk og europæisk statsborger, jeg går til demonstrationer og støtter de sager, jeg mener, bør støttes. Men det er ikke fair at forvente, at vi alle har en holdning,” sagde Ewa Puszczyńska. 

Wim Wenders stemte samtykkende i. 

”Vi er nødt til at holde os ude af politik. For hvis vi lavede film, der er decideret politiske, ville vi udøve politik. Men som filmskabere er vi modvægten til det politiske, vi er dets modsætning. Og vi er nødt til at arbejde for folket – ikke for politikerne.” 

Hierarkiet blandt de store
Ser man på årets festivalprogram, er det da heller ikke lutter brændende debatfilm, der er kommet igennem nåleøjet på denne nærmest danskerløse Berlinale. 

Målt på kendte navne er programmet faktisk lidt undervældende. 

Blandt festivalens mest højtprofilerede titler svirrer de sædvanlige rygter om, at de er blevet afvist af Cannes-festivalen. Det ville i hvert fald forklare, hvad instruktører som ungarske Kornél Mundruczó og brasilianske Karim Aïnouz laver i hovedkonkurrencen, når de tidligere har dystet på festivalerne i Cannes og Venedig. 

Det samme gælder tyske Ilker Çatak, hvis Oscar-nominerede drama Lærerværelset blev set som en adgangsbillet til filmbranchens øverste liga. Men nu er han tilbage i Berlin med dramaet Gelbe Briefe. 

For der er et hierarki blandt de store filmfestivaler. Og hvor opulent, der end er dækket op med rødt og guld i Berlinale Palast – i øvrigt samme farver som MasterCard, en af festivalens hovedsponsorer – er der markant mere glamour over en solslikket middelhavspremiere end en råkold februardebut blandt Potsdamer Platz’ kønsløse kontorkolosser. 

Af Hollywood-film er det især to slags film, der får premiere her. Popcornbaskere, der har brug for lidt guldglans – som sidste års Mickey 17 og Gore Verbinskis Good Luck, Have Fun, Don’t Die – og Oscar-bejlere, der har brug for det sidste skub før uddelingen. 

Sidste år gjaldt det A Complete Unknown, der holdt Europa-premiere på Berlinalen. Samme ære tilfalder i år Mona Fastvolds stort opsatte The Testament of Ann Lee, som dog ikke er Oscar-nomineret. 

Verdensrundrejse
Til gengæld har Tricia Tuttle i et interview med branchemediet Deadline forklaret, at de i år har lagt vægt på et varieret konkurrenceprogram, som kommer rundt i mange forskellige afkroge af filmkunsten – fra gys over historisk drama og politisk thriller til komedie. 

Jeg har allerede en favorit: Josephine, den højsthypede film i programmet efter to velfortjente Sundance-priser i forrige uge. 

Variationen er måske tænkt til at lokke publikum til Berlinalen, der sidste år slog sin egen rekord med 336.000 solgte billetter. 

At Berlinalen har gjort de politiske film til en mærkesag, skygger måske også lidt over en anden af festivalens store kvaliteter, som Wim Wenders pointerede. 

”På Berlinalen ser man flere facetter af verden end på nogen anden festival. Og hver film har en ny tilgang. Hver filmskaber har sine præferencer for historien, skuespillerne, stederne, emnerne. Hver instruktør vælger sin balance mellem de millioner af måder, man kan gå til en film på. Og intet andet sted tilbyder så stort et udvalg som Berlin.”