Generation Æh Øh Åh

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

09. feb. 2019 | 21:56

Bevidstløse bifald til misogyn opførsel

Foto | Blockbuster
Robert-værten Jan Gintberg lavede hyggehumor med Peter Aalbæk Jensen, som på få sekunder blev forfremmet til æresgæst.

Når der er Oscar-uddeling i fjernsynet, plejer jeg at holde mig vågen hele natten. Jeg skal simpelthen se det hele, uanset hvem der er vært, og hvem der er nomineret i de forskellige kategorier. 

Sådan har jeg det ikke med den danske filmbranches Robert-uddeling, som godt nok ikke foregår om natten, selv om man skulle tro det, så sløvt som showet skrider frem. Og jeg ville da heller aldrig ofre min nattesøvn på noget så uengageret. 

Noget slog mig alligevel ved Robert-showet, da jeg i sofaen streamede det forleden eftermiddag i selskab med en brændende halsbetændelse og en kop lindrende kamillete. 

Robert-uddelingen prøver for hårdt på at efterligne de amerikanske prisuddelinger. Selve showet er en kopi af Oscar, mens stemningen i salen minder mere om Golden Globes, hvor skuespillere og filmfolk ved veldækkede borde drukner nerverne i sprut og nipper til pindemadder. 

Men helt ærligt? 

Hvilken kategori af danske film bliver oftest nedsablet af anmelderne og publikum? De gør de film, som skamløst og uden snert af originalitet forsøger at efterligne Hollywood. 

Ingen kan tage de vandede lavbudget-kopier alvorligt, så hvorfor skulle vi tage en prisuddeling alvorligt, som gør præcis det samme? 

Danmark er ikke Hollywood, og de bedste danske film er netop dem, som har deres eget nordiske særpræg. 

Ironisk nok adskiller Robert sig fra både Oscar og Golden Globes på det eneste område, hvor det ville klæder os at kopiere amerikanerne. Forestil dig, at man til Golden Globes havde inviteret Harvey Weinstein, sat ham på forreste række og stukket ham en mikrofon i hånden! 

Sceneriet virker nærmest surrealistisk, men i Danmark er det ikke bare plausibelt, det er faktisk allerede sket. 

Peter Aalbæk Jensen sad med til bords under Robert-uddelingen, og værten Jan Gintberg gjorde kærligt grin med ham, som man gør grin med en sød, godmodig hyggeonkel. Eller en ”nissefar”, som Gintberg klukkende kaldte Aalbæk. 

Det var ikke i nærheden af spydigt, men nærmere som et uskyldigt drilleri mellem to gamle venner, der puffer blidt til hinanden. 

De storsmilende kvinder omkring bordet klappede lystigt i hænderne. De var åbenbart lige så bevidstløse som værten. Hvorfor var der ingen, som buhede, udvandrede eller i det mindste protesterede? 

Det virker, som om der lynhurtigt blev truffet en kollektiv beslutning i salen om at dedikere et bifald til Peter Aalbæk, som på få sekunder blev forfremmet til æresgæst. 

Det er selvfølgelig vigtigt at pointere, at Peter Aalbæk Jensen ikke er Harvey Weinstein. Han er faktisk ikke i nærheden af at være lige så grum, afstumpet og ulækker som den tidligere, amerikanske producent, men begge mænd har to væsentlige ting tilfælles. 

De var magtfulde skikkelser i hver deres filmbranche, og de har begge uden skrupler anvendt misogyni som led i at fastholde og udøve deres magt. Peter Aalbæk har holdt en mikrofon under en ung kvindes nederdel foran 200 mennesker og rutinemæssigt klappet unge kvindelige ansatte i bagdelen. 

I USA er den slags magtmænd ikke længere velkomne til award-shows. De er for længst blevet ekskluderet, men i lille Danmark bliver de ikke bare placeret i første parket. De får sågar stukket en mikrofon i fjæset af værten. 

Jeg bliver aldrig en kæk gammel mand. Jeg får højst sandsynligt aldrig den form for magt, som mange kække gamle mænd har været i besiddelse af, siden før jeg blev født. 

Derfor har jeg har meget svært ved at sætte mig ind i, hvordan det må være at være en kæk gammel og magtfuld mand. Især har jeg svært ved at forstå, at nogle af dem ikke kan nøjes med at sidde tungt på magten, men at de også helt automatisk mener, at det er deres ret at bruge magten som et kynisk redskab. 

Som et led i at ydmyge og nedværdige andre mennesker – især kvinder. 

Robert har et ansvar. Ikke bare et ansvar for at lave et bedre og mere originalt show, så dansk film kan være sig selv bekendt. Men også et moralsk ansvar i forhold til, hvem der bliver inviteret. 

Ved at invitere Peter Aalbæk signalerer Danmarks Film Akademi – der står bag Robert-festen – at man er villig til at se igennem fingre med misogyn opførsel, og ved at klappe af Aalbæk erklærer hele filmbranchen, inklusive alle kvinderne, sig enig heri. 

Vi er i 2019. Drop dog at invitere den slags kække gamle magtmænd, og hvis I alligevel ikke kan dy jer, så placer dem på bagerste række, tæt på toiletterne. 

Det er bedre, at de lukker deres lort ud dér end i en mikrofon.

Kommentarer

Las Dyhrcrone

 

Las Dyhrcrone (f. 1996) beskriver verdenen set gennem en ung filmelsker og kunstners øjne. 

Midt tyverne står hun i vadestedet, hvor alle muligheder er åbne, men også hvor bevidstheden om en karriere begynder at trænge sig på.

Udfordringerne mødes med energi og begejstring, tøven og tvivl, af Las og hendes jævnaldrende, som hun selv har døbt Generation Æh Øh Åh.

Las er elev på Den Danske Filmskoles instruktørlinje. Hun laver sine egne film og medvirker som skuespiller i andres.

© Filmmagasinet Ekko