Hetz mod Kunstakademiet er urkomisk

Mads Brügger er foruroliget over tyranniet på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Han har set Anna Martensens DR-dokumentar Oprør på Akademiet, og han kan næsten ikke tro sine egne øjne og ører.

”Ofrenes akademi,” kalder han Kunstakademiet i sit ugentlige indlæg til Frihedsbrevet, hvor han understreger, at de unge kunstnere opfører sig som herskesyge, men skrøbelige ofre – høje på deres egen magt.

Brügger roser efterfølgende Weekendavisens Poul Pilgaard Johnsen for at være den første til at skrive om den herskende frygtkultur blandt eleverne på Kunstakademiet.

Pilgaard leverede i 2020 en unuanceret og stærkt politiserende artikel om Kunstakademiet, hvor hans egen foragt for de identitetspolitiske strømninger skinnede tydeligt igennem.

Det er pudsigt, at Mads Brügger fremhæver netop Poul Pilgaard Johnsen, som er ubestridt mester i at fremstille magtfulde mænd som forsvarsløse ofre. Senest i den omdiskuterede artikel i Weekendavisen om advokatundersøgelsen af Naser Khader, hvor Pilgaard ignorerede samtlige presseetiske regler og såede tvivl om de kvindelige vidners intention og legitimitet under et påskud om, at han lavede objektiv journalistik.

Oprør på Akademiet følger en håndfuld unge kunstnere i København, hvoraf et par stykker af dem er elever på Kunstakademiet.

De er alle unge kunstnere i tyverne, og de taler om køn, klasse, race og deres eget forhold til kunstnerisk frihed. De er kompromisløse og oprørske. De gider med andre ord ikke mere pis fra den etablerede hvide kunstverden, som gennem mange år har overset eller måske endda bevidst fravalgt brune minoritetskunstnere på udstillingerne.

Men om de unge skriver Brügger i sit nyhedsbrev:

”Samlet set blotter Oprør på Akademiet en skole og et kunstmiljø, hvor ofrene har taget magten. ’Ofrene’ forstået som en række unge kunstnere, der først og fremmest ser sig selv som ofre. Ofre for hvidhed, ofre for racisme, ofre for patriarkatet. Men ikke som ofre på en svag og trist måde, for disse selvbestaltede ofre er høje på ofrets vældige magt. De er handlekraftige, selvsikre og herskesyge ofre, som ikke skylder nogen noget.”

Typer som Mads Brügger fra Frihedsbrevet og Poul Pilgaard Johnsen fra Weekendavisen er selv høje på magt, men det er modsat de unge kunststuderende en magt, de altid har haft, og som de meget nødigt vil afgive.

Brügger skriver videre:

”Derfor tænker jeg, det kunne være en interessant opgave for Frihedsbrevet, at vi laver en magtudredning af dette miljø. For det første vil jeg gerne vide, hvor mange kunstnere der egentlig er tale om. Og i forlængelse deraf: Om vi har at gøre med et netværk. (…) Hvor mange er de, hvad hedder de? Er der nogen centrale skikkelser? Hvor meget magt har de? God, gedigen netværksanalyse med andre ord.”

Hvad mener han med magtudredning, og hvilken magt har de studerende egentlig? De har meninger og holdninger, men det må studerende på en kunstskole måske ikke have?

Friheden til at danne sine egne holdninger gælder åbenbart ikke for dem. Vil Brügger tilbage til det gamle professorvælde? Eller mon ikke også professorerne efterhånden er for progressive for ham?

Det er interessant, at han vil have navnene på de studerende. Det er jo en slags overvågning, som om de var potentielle terrorister.

Tænk, at man på Frihedsbrevet orker at bruge tid og ressourcer på en såkaldt magtudredning af Kunstakademiet, fordi tre unge kunstnere i tyverne har udtalt sig i en dokumentar.

Hvorfor laver Brügger ikke en magtudredning af sin egen arbejdsplads, Frihedsbrevet, hvor der ingen kvinder sidder i bestyrelsen, og kun en tredjedel af journalisterne er kvinder?

Eller hvad med en udredning af den danske mediebranche, som indtil for nylig har været pilrådden og domineret af magtfulde mænd, hvoraf en del af dem systematisk har krænket deres kvindelige ansatte?

Efter min mening gør de unge jo lige præcis det, som kunstnere skal og kan. De rusker i os og tvinger os til refleksion, uanset om vi er enige med dem eller ej. De forsøger at bryde med status quo, mens de borgerlige medier indædt forsøger at opretholde status quo.

De borgerlige medier har travlt med at kritisere den ”woke” eller ”politisk korrekte” del af venstrefløjen. De vil så gerne lege ”djævlens advokat”, men de har tydeligvis ikke ret mange idéer eller ambitioner selv.

De er totalt stagnerede.

I stedet for at tage et opgør med de populistiske, fremmedfjendske og fascistiske tendenser på den yderste del af deres egen fløj går de i clinch med de unge på venstrefløjen.

Intet kan ophidse en borgerlig journalist mere end idéen om, at nogle mennesker foretrækker at bruge ”de/dem”-pronomener frem for ”han” og ”hun”.

Vi er åbenbart nået dertil, hvor det er cool, vovet og i offentlighedens tjeneste, at Weekendavisen skaffede sig adgang til personfølsomme uddrag fra advokatrapporten og de kvindelige vidner i Khader-sagen.

”Jeg er ikke den eneste, der har bemærket, at der er noget ufrivilligt satirisk over Anna Martensens dokumentarserie Oprør på Akademiet,” skriver Mads Brügger.

Er jeg den eneste, der har bemærket, at der er noget ufrivilligt satirisk over, at Mads Brügger og hans nyhedsbrev mener, det er relevant at drive en hetz mod de unge studerende på Kunstakademiet?

Magasinet er selv finansieret af en tidligere direktør for Cepos og kapitalfondejere, hvoraf en af dem, Denis Viet-Jacobsen, i sommer tabte en sag til Ekstra Bladet. Viet-Jacobsen havde ellers anklaget chefredaktør Poul Madsen og et par andre journalister for injurier og trukket dem i retten, efter at han flere gange var blevet omtalt som ”skattely-kongen”.

Det er ren satire, at et magasin, der kalder sig Frihedsbrevet, er delvis ejet af en erhvervsmand, som tager sig den frihed at lægge sin formue i skattely, men slæber journalister i retten, når de benytter sig af deres ytringsfrihed. Der må ikke være frihed til at være venstreorienteret på Kunstakademiet, men der skal selvfølgelig være frihed til at unddrage sig at betale skat.

Måske skulle Mads Brüggers magasin ændre navn til ”Frihedshykleriet”?